Det vidste sommerfuglen i H.C. Andersens eventyr. Sommerfuglen ville have sig en kæreste. Naturligvis ville han have sig en net lille en af blomsterne. Men hvilken? Han fløj hen til gåseurten.
Hun kan spå. Det gør hun ved at kærestefolk plukker blad for blad af hende og spørger: Elsker - elsker ikke.
Sommerfuglen kom også for at spørge. Men han kyssede hvert at blomstens blade og så kom han til at kalde hende kone og så blev hun fornærmet og han fik slet ikke noget svar.
Sommerfuglen måtte selv finde ud af det. Men altid var der et eller andet han ikke kunne lide. Ærteblomsten var den sødeste. Den var rød og hvid. Den var skær og fin. Han var lige ved at fri til hende, men så så han en ærtebælg med en vissen blomst på spidsen og spurgte: Hvem er det. " Det er min søster", svarede ærteblomsten. " Nå, sådan kommer De til at se ud senere!" Det skræmte sommerfuglen, og så fløj han.
Hele sommeren fløj han rundt for at finde en kone. Og H.C. Andersens eventyr ender med, at sommerfuglen i efteråret fløj mod en rude, blev beundret og blev fanget og sat på en nål i en skuffe hos en samler.
" Nu sidder jeg også på stilk ligesom blomsterne." sagde sommerfuglen." Ganske behageligt er det ikke. Det er nok som at være gift, man sidder fast." og så trøstede han sig dermed.
Sådan slutter H.C. Andersens eventyr. Jeg ved ikke om I har søgt længe, før I fandt hinanden. At sidde fast, det begynder egentlig ikke i dag for jer, hvor I holder bryllup. Det begyndte, da I fik jeres lille dreng, som I sammen skal tage vare på. Det binder og forpligter jer i mange år, ja, på en måde resten af livet.
Og det er en lykke. Vi lever nemlig ikke at brød alene. Vi lever af at være bundet til andre mennesker, familie, venner og særlig et andet mennesket, man kan dele sit liv med i kærlighedens bånd, som er det fuldkomne bånd. Og kærligheden har båret frugt for jer med jeres lille barn, så det er en lykke, at sidde fast.
Det betyder ikke, at I skal holde hinanden fast. I skal elske og ære også forskelligheden hos hinanden, ikke kun den side af jer, hvor I kan spejle jer selv. Og I skal gøre det i modgang og medgang.
Det kræver masser af kærlighed og overbærenhed. Når Jesus sagde: Mennesket lever ikke af brød alene. Så mente han, at det vigtigste for os mennesker er kærligheden, som Gud har rakt os og som vi må leve på og som giver os kræfter til at tilgive hinanden.
Kære brud og brudgom.
Når I om lidt siger ja til hinanden her ved alteret, så sidder i for alvor fast. Men det er en lykke. Og det er også, når I bagefter går til døbefonten og får Casper døbt.
Han har ikke kun jeres kærlighed, men ved dåben tegnes et usynligt mærke på hans bryst og pande som tegn på, at Guds kærlighed også gælder ham. Og Guds kærlighed får vi ikke for at holde for os selv, men det er Guds vilje, at vi skal være rundhåndede med den.