( Jeg kender ikke begyndelsen af historien, men jeg har fået den fra sognepræst Jens Jacob Jensen, Borgergade 37, 9362 Gandrup, jjkj@post6.tele.dk. Historien kunne begynde sådan. Sct. Peter havde fået briller og ville gerne prøve dem, så han spurgte Gud om han ikke ville en tur med ned på jorden. Peter kigger sig rigtig omkring) og synes bestemt ikke, at alt er, som det skal være blandt mennesker. .. og mens de går og snakker - og Peter er inde på, at det mennesker har behov for - for at tro og tingene bliver godt - er et bevis, noget åbenbart - kommer et ligtog hvor en barnekiste bæres ud (jf. enkens søn fra Nain) Og Peter ser det, som alle ser.
'Ser du den fattige, forpinte mor, som går bagved kisten og jamrer og klager og græder højt over sit døde barn? - siger han.
- ja sagde Vorherre.
- Hun har mistet det dyrebareste, hun ejede. Det hun elskede højest på denne jord. En dyb sorg har ramt hende. Hun har lidt, hvad et menneske kan lide. Hvad om du lod være med at gå ind i byen og i stedet gav dig til kende for kvinden? Hvad om du nu gjorde tegnet for hende og vakte barnet til live og lod moderen få det igen?
Vorherre så underligt på St. Peter.
- Den dybeste sorg har ramt hende, siger du. Hun har lidt, hvad et menneske kan lide. Men hvordan kan du vide, at det forholder sig sådan?
- Jeg ser det jo, svarer st. Peter.
- Du ser det, sagde Vorherre og pegede på hans briller - med det tingester dér?
Han berørte St. Peters bryn med fingeren.
- Tag glassene fra øjnene og se nu!
St. Peter tog brillerne af - et forhæng blev trukket tilside midt for hans syn, et lys var i ham, en klarhed omkring ham. Den lille kiste stod godt nok på kærren og moren fulgte godt nok efter som før, men hun gik med tilbundne øjne og så intet af det, som var.. og barnet selv lå ikke i kisten, men derimod dets bilelde af støv og jord. Barnet selv sprang glad omkring. Og to engle gik stille med i optoget. Den ene bar en skål i hånden, den anden bar en opslået bog. I skålen glimtede en herlig skat, som blev større og større, og st. Peter så derfra, hvor han stod, at for hver tåre, som moren græd, trillede der en kostbar perle ned i skålen. Og han flyttede dernæst øjnene hen til bogen og læste i dens gyldne skrift og så at et ikke blot var hovedhårene, men også hver tåre og hver suk, der var talt. Englen vendte et blad - da så st. Peter, at lidelsen og sorg ikke i sig selv var noget ondt, og at menneskene ikke led forgæves. Englen vendte endnu et blad - da lukkede st. Peter øjnene for ikke at blændes af den gyldne glans.
- Herre, sagde han og bøjede sig - tegnet er ikke nødvendigt, det forandrer ingenting…