<H5>Velsignelsen</H5>

I dag får I Guds velsignelse to gange. Mens I knæler, beder vi om at Gud må velsigne jeres ægteskab så I må elske hinanden. Og til sidst inden I går ud af kirken, bliver Guds velsignelse lyst over jer med ordene: Herren lade sit ansigt lyse over dig. Herren løfte sit åsyn på dig.

Velsignelsen består altså i, at Gud ser på jer på en helt særlig måde. Han lader sit ansigt lyse, han løfter sit ansigt og ser på jer. Hvis der er nogle, som man ikke kan lide, så ser man ikke til deres side. Velsignelsen består altså i, at Gud kan lide jer, han ser til jer. Det kan man også høre i udtrykket om det lysende ansigt. Et mørkt ansigt er det samme som vrede og surhed. Et lysende ansigt er det samme som smil og kærlighed og mildhed. Det er sådan Gud ser på jer. Det er sådan Guds velsignelse over jer er.

Der er en fortælling om en by, hvor der var loppemarked. Der var mange forskellige ting, som de prøvede at sælge. Noget var godt, og noget var skidt. Et sted stod en ung mand og prøvede at sælge gamle musikinstrumenter. Men der var ingen, som ville købe. De ville ikke give ret meget for hans varer. Så løftede han en violin i vejret. Den så ikke ud af så meget. Den manglede nogle af strengene. Kunne der overhovedet spilles på den? Kunne der komme musik ud af den? Der var ingen, som havde lyst til at købe den og den unge mand var lige ved at lægge den til side.

Men en ældre herre havde med stor interesse fulgt den mislykkede auktion og han sagde pludselige: " Unge mand, lad mig låne violinen et øjeblik!" Han tog den varsomt i sine hænder, han vendte og drejede den, holdt den op mod lyset, kikkede ind i den, vendte og drejede den igen. De, som stod omkring, så på ham og undrede sig. Pludselig stod manden helt stille med violinen i sine arme, som om det var et barn han holdt: " Jeg vil give 250.000 kr for den!" Det kunne de andre ikke forstå. De måtte da have hørt forkert. Han måtte have sagt 250 kr. selv om det også lød af for meget. Den ældre Herre kunne godt mærke det, så han gentog:"Jeg vil give dig 250.000 kr. For jeg har fundet Stradivarius-mærket i den!"

Stradivarius, det er en af de bedste violiner der findes. Det er jo fordi det er den dygtigste violinbygger, som har bygget den.

Guds velsignelse består i at han ser et fint mærke, der er sat på jer. Selv om vi ikke er som vi skal være, vi mangler måske også en streng, eller spiller lidt falsk nogle gange. Alligevel ser Gud et fint mærke i os. Han ser et stradivaius mærke. For vi er jo bygget af den dygtigste menneskebygger, som findes, nemlig Gud selv. Gud ser i jer sine børn. Det er den velsignelse I får. Gud ser i jer noget af det mest værdifuldeste, der findes, noget som ikke kan købes for penge. Han ser sine børn i jer.

Det er også derfor jeres ægteskab kan blive en velsignelse for jer, fordi I må se på hinanden som noget af det mest værdifuldeste der findes, I må se i hinanden jeres kæreste. Det er jo ikke altid hverdagen er fyldt med de smukkeste melodier. Nogen gange kan tonen skratte lidt. Andre gange kan der ske så meget, at det sprænger en streng i os. Men det er jo det velsignede ved et ægteskab og ved kærlighed, at man ser gennem det hele ind til mærket, stradivarius-mærket, ægtefællerne ser den elskede i hinanden.

Og det fører jo til, at man netop kan klare hverdagen, så livet bliver til smuk musik. Det er, når de to i et ægteskab ser igennem og ind i hinanden med kærlige øjne og ved, at Gud ser ind i os og ser sine børn i os, da kan der komme en smuk sang ud af vores liv.

Det er den velsignelse I får i dag, en dobbelt glæde, at I elsker hinanden og bliver elsket af Gud. Det er den dobbelte ring, som I får at leve under. Et gammelt ord for ring er løkke. Den dobbelte lykke giver Gud jer. Den velsignelse omslutter jer som en beskyttende ring, jeres kærlighed til hinanden og Guds kærlighed til jer. En bedre grund til at feste kan man ikke finde.

I dag bliver Guds velsignelse lyst over jer, så alle skygger forsvinder og alle mislyde hører op. Guds velsignelse får I som en hjælp og en tryghed, så I vover det at elske hinanden. Kærligheden er nemlig som Gud, at her kan der ikke være nogen forbehold. Vi kan ikke sige til vores kæreste:" Jeg vil kun holde af dig i weekenden eller du får kun 1/3 af min kærlighed." Nej, hvis der er den mindste skygge eller mislyd i kærligheden, så er der noget i vejen. Og det kan godt føles for meget for os små mennesker. Vi ved jo om os selv, at vi har dårlige dage, og at vi også kan sige dårlige ting til den vi elsker. Det kan føles som et altfor stort løfte, at elske og ære og leve med hinanden både i medgang og modgang. Men i dag får I Guds ord for, at det er det rigtige I gør. Der skal ikke være skygge af tvivl i jer. I må glæde jer helt og fuldt over det ja, som I giver til hinanden. Det får i Guds velsignelse til. Amen

Tryk her tilbage til forside

Siden er opdateret den 291097
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email