Jeg vil fortælle en historie om en vugge.
De rejste afsted. Vuggen stod på gulvet i stuen. Josef havde brugt sine aftener, når han var færdig i tømrerværkstedet. Han havde arbejdet med stor omhu, for det var en vugge til barnet, som snart skulle komme til verden.
Josef tørrede tårerne af Marias kinder. Han hjalp hende op på æslet og prøvede om sækkene med tøj og mad var bundet godt fast.
Maria sagde: Kunne vi ikke vente. Bare nogle dage. Jeg skal føde barnet snart.
Josef svarede: Vi har ventet længe nok på barnet.” Han var parat til at tage af sted. “ Jeg tør ikke vente længere. Ellers bliver jeg sat i fængsel, hvis jeg ikke møder op i Betlehem og bliver skrevet på listen.
“ Tag i det mindste vuggen med,” bad Maria,” Så får vores barn noget smukt at ligge i.”
“ Nej, den må blive hjemme. Vi har ikk eplads til den. Og barnet vil tidligt nok komme hjem og ligge i den.
Josef trak i æslets grimme. Men æslet ville ikke gå.
“ Kom nu, sagde han og klappede dyret bagpå.
Dyret brummede. Med den ene hånd førte Josef dyret fremad og med den anden støttede han Maria, så hun sad godt.
De drog langsomt afsted ned fra højderne hvor deres by Nazareth lå. Hjemme stod vuggen
5 dage efter og 144 km senere kiggede Josef rundt i den lille stald, hvor de havde fået plads. Det var i udkanten af Betlehem, og byen var fyldt med mennesker.
Maria skulle føde hvad øjeblik det kunne være. Josef passede på at lygten ikke tændte ild i halmen. Endelig bestemte han at en stenkrybbe skulle være den nyfødtes seng. Han rensede krybben for snavs og lagde nyt halm i. “ Det er vist godt,” mumlede han. Han lagde et lagen henover for at holde dyrene væk.
Det var lidt efter midnat, da Maria havde vasket og svøbt sit lille nyfødte barn. Nu lagde hun ham forsigtigt ned i hans nye seng. Josef lagde en arm om hendes skulder og de så begge ned til det sovende barn. Maria rørte ved de bittesmå fingre.
“ Den vugge, du brugte så langt tid på, ville have været så fin nu, Josef. Med alle de udskæringer du har lavet, ville det have været kongeligt for vores barn."
Josef smilte: “ Ja, ikke alle drenge har en tømrer som far.” Men han undrede sig over hvorfor lille Jesus skulle ligge i den krybbe. Dette helt særlige barn, som englen havde fortalt Maria og ham om, hvorfor skulle han fødes i en stald, der var snavset og lugtede. En tømrers hjem var fattigt. Men dette sted, og så i Betlehem?
Det varede ikke længe før han fik svaret. En dreng åbnede stalddøren og kiggede ind og barnets forældre så forskrækket på ham. “ I må undskylde” sagde drengen,” men er barnet her.” Så fik han øje på babyen. Maria tog barnet op og vendte ryggen til drengen, som for at beskytte barnet. Drengen forsvandt.
I både Marias og Josefs øjne var der bekymring. Han skyndte sig hen til den åbne stalddør. Han kunne høre et råb et stykke væk. “ Kom herover, Jakob har fundet ham." I mørket kunne Josef ane nogle skikkelser, som nærmede sig. Han greb sin træstok og stod beslutsomt ved døren. Han kunne se det var hyrder. Han greb fastere om sin stok.
Den ældste sagde tøvende: “ Må vi komme ind. Vi har .. øh.. vi kommer for at se Kristus-barnet. Josef så hen på Maria og han kunne mærke, at det løb ham koldt nedad ryggen. Det var mere end en tilfælde. Alt det som var sket indtil nu var alt andet end tilfældigt.
“ Ja, værsgo, kom bare ind,” svarede han. “ I er velkomne. Hyrderne myldrede ind i den lille stald. Den yngste gik ind ved siden af æslet for bedre at kunne se. De lagde sig på knæ.
“ Tak Gud.” Den ældste hyrde talte med dyb ærbødighed i sin stemme. “ Det er akkurat som englen fortalte os.” En anden hyrde hviskede: “ Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Det sagde englen. Tænk, en engel talte til os." Den gamle hyrde tilføjede ophidset: “ Ingen af de fine folk her i byen vil nedværdige sig til at tale til os hyrder. Men en engel talte til os. Og barnet er her i en stald, så vi kan komme og se ham.” Tårer løb ned ad hyrdens vejrbidte og furede ansigt.
Josef stirrede på manden: “ Hvordan kunne I finde os?” Drengen, som først havde kigget ind svarede: Englen sagde: I dag er der født jer ..” Den gamle hyrde udbrød: “ ja, Til os.” Drengen fortsatte omhyggeligt som om han prøvede at huske de nøjagtige ord. “ I dag er der født jer en frelser i Davids by. Det er her - Betlehem - det var her David blev født."
Den mindste af drengene afbrød og sagde stolt: ” Kong David var hyrde lige som os, at du bare ved det.”
Den anden dreng fortsatte: " En frelser i Davids by. Han er Kristus. Herren."
"Kristus, vores konge og frelser. Det er ham," Den gamle hyrde pegede på det lille barn, " Englen sagde det udtrykkelig: “ I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Han smilede: “ Det var let nok. Vi løb ind i byen og så ind i hver stald indtil vi fandt jer .. fandt ham. Hvormange nyfødte børn tror I der er her i Betlehem og som har et dyrs fodderkrybbe som vugge."
Josef smålo for sig selv. Åh, det var derfor. Den himmelske far havde selv sørget for en seng til sit barn. En helt særlig vugge. Det var et tegn til disse simple hyrder, at Gud tænkte på dem og også ville hjælpe dem.
Josef gav Marias hånd et varmt tryk.