Teksten denne uge - Sidste søndag i Helligtrekongertiden

I dag er det den sidste søndag i Helligtrekonger-tiden, og på næste søndag begynder nedtællingen til påske.

Mens påskeforberedelserne sætter fokus på menneskelivets smerte og lidelse, så peger Helligtrekongertiden på et guddommelige ved Jesus. Stjernen, som de hellige tre konger så og fulgte efter til stalden i Bethlehem, leder os og oplyser dunkle ting for os, så vi ser Vorherre Jesus i et forklaret skær.

Det gælder ikke mindst på denne søndag, hvor vi hører om Jesus, som hans disciple så ham: I et forklaret skær oppe på bjerget. Det er en mærkelig fortælling, hvor Guds røst lyder fra en lysende sky, og disciplene bliver forfærdede og skjuler deres ansigt for Gud.

Da Jesus blev døbt i Jordanfloden, lød der også en røst fra himlen, og der blev sagt de samme ord: "Det er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag." Men heroppe på forklarelsens bjerg er det med tilføjelsen: "Hør ham!"

Dén tilføjelse skal vi lægge mærke til. Men først er jeg nødt til at sige et par ord om fortællingens begyndelse: "Seks dage efter...." – efter hvad? Jo, seks dage efter Peters bekendelse af, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

Peter har forstået, at Jesus ikke bare er profeten fra Nazaret, men at han er guddommelig. Og nu, seks dage efter, bekræftes Peters bekendelse, da Gud taler ud fra den lysende sky: "Dette er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!"

Jesus havde i det ydre et usselt liv. Han var fattig og hjemløs. Han siger selv, at ræve har huler og himlens fugle reder, men Menneskesønnen, Jesus selv, har ikke et sted at hvile sit hoved. Han forudsiger sine egne barske fremtidsudsigter med lidelse og korsdød. OG tilmed lægger han sig ud med de store og toneangivende i samfundet. Så hvordan kan det være, at hans disciple holder ud, og ikke bare forlader ham?

Der er kun én forklaring, der duer: Disciplene må have oplevet så store ting sammen med Jesus, at det rigeligt har opvejet hans ydre fattigdom. Og hvordan disse oplevelser har været, får vi et indblik i gennem fortællingen om forklarelsen på bjerget, hvor Moses og Elias, de mest fremtrædende skikkelser i jødernes historie, kommer til syne og taler med Jesus.

Det syn har disciplene utvivlsomt udlagt som, at Jesus var jævnbyrdig med Elias og Moses. Jesus fremtræder i forklaret skikkelse. Hans ansigt stråler ligesom Moses' ansigt på Sinaj bjerg, da han havde fået lovens tavler overdraget af Gud.

Apostlen Peter er så meget jøde, at han ikke har fantasi til at forestille sig en større ophøjelse af Jesus end dén, at være jævnbyrdig med Moses og Elias. For at fastholde det glorværdige øjeblik, tilbyder han at bygge tre hytter til de tre himmelske udsendinge. Et mærkeligt påhit, som giver mening, hvis vi forestiller os, at forklarelsen på bjerget sker under jødernes løvhyttefest.

Og så får vi en tankevækkende parallel med de seks dage før: Seks dage før jødernes løvhyttefest holder jøderne nemlig "forsoningsdagen", hvor ypperstepræsten træder ind i det allerhelligste. Og seks dage før, er altså dágen, hvor Peter har bekendt Jesus som Guds søn og fået Himmerigets nøgler betroet. Seks dage før er tidspunktet, hvor mennesket fik adgang til det allerhelligste – til Gud. Og med forsoningen har ALLE mennesker i fremtiden fået adgang ind i det allerhelligste, ind i Himmeriget.

Forklarelsen på bjerget skal bekræfte, at Jesus er mere end Moses og Elias tilsammen. Den røst, der lyder fra skyen, peger hverken på Moses eller Elias, men på Jesus som Guds elskede søn. Og vi, som hører om forklarelsen, hører Guds opfordring til os: "Hør ham!"

Forklarelsen på bjerget begynder med stor frygt, da disciplene hører Guds røst. Men den slutter med Jesus, som siger: "Rejs jer, og frygt ikke". Vorherre Jesus jager frygten ud af vores forhold til Gud.

Forklarelsen på bjerget er en forsmag på den endelige sandhed, som blev åbenbaret påskemorgen: Den opstandne Herre Jesus Kristus løfter os op til sig og befrier os fra frygten, sorgen og døden. Han giver os, hvor liv er bedst, hos HAM en evig løvsalsfest. Amen.