Lysets børn - ordene danner smukke billeder på øjets nethinde. Børn der leger i kanten af en skov. Skoven er mørk, men så meget mere lyser solen i det sommerblegede hår, i det lyse tøj. Sommerfugle-lethed.

Måske er det vores egne børn, vi ser sådan, husker sådan; måske bare børn i al almindelighed. Det er ikke hele sandheden om hvordan børn er, men det er dog virkelighed: sådan kan det være.

Lysets børn er ikke rædde for mørket. De leger, de løber ind i skoven. Det er som om de tager lyset med ind. Lød deres stemmer skingre ude i det alt for lyse, lyder de nu blot lette inde i skovmørket.

Heller ikke når det bliver rigtigt mørkt er lysets børn bange; de har lyset i sig. De behøver blot en hånd, et ord, en andens krop - høre og mærke at der er nogen - så er de ikke bange. Det er ikke hele sandheden om lysets børn, men det er dog mulighed.

I dag med pinsen fortælles der om være lysets børn - voksne lysets børn. Nu synes det måske som om der falder et meget skærende og skarpt lys over sagen med ordene fra Johannes Evangelium. Sådan som der tales om dom, som falder, skønt Jesus ikke er kommet for at dømme verden, - og sådan som det synes som om nogle er udenfor lyset - og kun der - og andre er indenfor - og kun der. Og hvordan går det så sammen med det faktum at næsten enhver af os ved om mørke felter i os selv; sjælelige områder, som, når de tager overhånd, gør livet mørkt omkring os, sådan at vi ikke bare gør os selv ondt, men også andre?

Hvis mennesker er sådan sammensatte - er så al tale om lysets børn da drømmesnak?
Måske skal vi begynde med at sige, at det kan godt være at talen om lysets børn er drøm, men drømme kan blive virkelige. Og tror vi ikke at drømme af den art kan blive virkelige, så skulle vi overveje at afskaffe pinsen.
Vi har nok i realiteten næsten afskaffet pinsen - i vores sortsyn. Sortsyn er forresten for stærkt et ord. Gråsyn ville være bedre, for gråt i gråt er de farver, vi fristes til at se tilværelsen i. Vi tror ikke på ånd. Ikke meget da. Vi tror ikke på at sindet kan blive så frisk og grønt som de nyudsprungne bøgetræer - i hvert fald har vi som tendens ikke at tro det. Når det står sådan til med vores tro - eller hvis det gør det - så er det måske ikke så mærkeligt, at pinsens betydning er den der står blegest i den almindelige bevidsthed, når det gælder kirkens store højtider.

Men vi skal selvfølgelig ikke afskaffe pinsen. Vi skal tro at vi er lysets børn, at tro og ånd gør os til lysets børn - og vi skal tro, eller opdage at vi kan være det uden samtidig at skulle lyve om virkeligheden, om mørket uden varme, det onde - i os og omkring os.

Det er derfor at vi netop her møder den skarpe tale om dom - og skel. Guds hensigt er ikke at vi skal dømmes, siger evangeliet. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden. Det er nok til at sige at vi ikke skal gå og kredse om skyld; vi skal endnu mindre kredse om, hvordan andre møder deres dom. Men samtidig er der er ondt i verden og i mennesket og der er derfor også dom, som skelner. Dommen er at mennesket hader lyset. Man har noget man ikke vil frem med hverken for Gud eller mennesker; man lever i frygt, muligvis døvet på den ene eller anden måde: døvet med karriere, ydre succes - eller i en anden retning, døvet med overforbrug af medicin eller andre flugtmidler, forbrug, hektiske oplevelser - eller igen i en tredje retning, døvet med vanen og satheden. Frygten er der dog alligevel et eller andet sted. Og den bliver til dom og straf i ét.

Men der er altså en anden mulighed. Og den er at være Lysets børn. Lysets børn er ikke rædde for mørket; de tør gå ind i det. De tør vedkende sig at det findes.

Og det er en afgørende ting. For ethvert menneske har en skyggeside. Det er langtfra altid at vi erkender disse sider; nogle gange hager vi os måske endda fast i i virkeligheden overfladiske skyldproblemer for at skjule langt mere faretruende og ødelæggende ting i os. Ting, som virkelig er synd, er livsødelæggelse, og som vi, hvis vi når frem til at erkende dem, først erkender når de har spillet sig ud, og måske har gjort ubodelig ska¬de.

I krisesituationer kan de komme frem til erkendelse. Og det at lære dem at kende, kan blive en vej gennem krisen. Man kan som bekendt fra psykoanalysen også lære dem at kende gennem sine drømme. De tilsyneladende meningsløse, måske voldsomme eller uhyggelige drømme kan være at forstå som kodede meddelelser fra ens underbevidsthed.

Lysets børn er ikke bange for at vedkende sig mørket i det indre. At det findes, og at det kan være nødvendigt at trænge ind i, hvad det rummer.
Lysets børn er heller ikke bange for mørket i den ydre verden. Ja, måske nok og med god grund bange for det, men ikke bange for at erkende det. Lysets barn vedkender sig at der er onde magter - og at det selv har et forhold til dem. At der en risiko for, at det selv er meddelagtig i dem, enten direkte, eller blot ved ikke at sige fra eller kæmpe imod. Man er ikke bange for at afprøve sine meninger og holdninger i den sammenhæng. man vedkender sig sin del i verden.

Lysets børn er ikke bange... Lad os være Lysets børn! Det kræver altsammen mod og frimodighed.

Barnet behøver blot en hånd, et ord, en krop, for ikke at være bange i mørket.
Evangeliet siger at en virkelighed der ligner det, hånden, ordet, kroppen er for barnet, findes for voksne. Det var den virkelighed, Jesus satte i verden, og det er den Helligånden skaber, når stadig fortælles om den.

Den verden, Gud elskede, var vores verden, med dens skyggesider, med alt det mørke, vi også færdes i. Og at han elskede, viste han ved at sende sin Søn, den enbårne. At tro det er at have evigt liv. Det er begyndelsen til et liv, hvor frygten ikke hersker, selv om den nok kendes. At leve sådan er at være et lysets barn.

Ordene "Lysets børn" skaber smukke billeder på øjets nethinde. Vort liv formes af sådanne smukke billeder.
Amen.

Prædikenen har endnu ældre rødder end 1991. Den blev til i en menighed med enkelte stærkt fordømmende personer, som mente der ikke var nogen pletter på deres eget, men som så også fortalte om de mærkelige, uforståelige drømme med ubehageligt indhold, de havde - dens psykolgiserende anlæg udspringer her, men jeg må jo vedkende mig at jeg af og til falder i at overveje den frelsespsykolgiske mekanik, evangeliet måske kan sætte i gang.

Men der er noget i billeddannelsen, som jeg stadig godt kan lide.

Forudsætning er næsten at man har bedt den nu forsvundne kollekt fra den tidligere salmebog, hvor vi beder om at Helligånden vil gøre os til lysets børn..

"Herre vor Gud, Du som af din faderlige kærlighed til os har givet os din enbårne Søn, for at vi skal tro på ham og ved ham have evigt liv, vi beder dig: giv din Helligånd i vore hjerter, at vi komme til lyset og vandre som lysets børn og bevares således i troen, at vi kan blive evindelig salige ved din Søn.."