|
|
18. s. e trinitatis
*
Kristen Skriver Frandsen
3 dåb
Hvad er det vigtigste i livet?
Hvad ville vi svare, hvis vi fik mikrofonen stukket lige op under næsen?
--
Et godt helbred? Et godt arbejde - eller bare et arbejde? Mange penge? Gode venner? Stabilt familieliv? At have en god socialforvaltning?
Jeg spurgte faktisk for en månedstids siden en gruppe mennesker om sagen - det var konfirmanderne. De fik 18 forskellige sætninger stukket ud med formen: Det vigtigste i livet er .. fx. at være sund og rask og leve længe.
De tre topscorer var: netop at være sund og rask som det øverste, at have en ren luft, hav og natur, som det næste, at få en god uddannelse var det tredje i rækken.
For at at sætte svarene i perspektiv var bundscorerne taget fra neden: hhv. "at klare sig i konkurrencen med andre", "at se smart ud", og: "at bestemme alting i sit liv". At tjene mange penge lå lidt under midten.
Nu spurgte jeg dem slet ikke om vigtigheden af at elske næsten som sig selv - så det har de af gode grunde ikke taget stilling til.
Det er heller ikke sikkert at den helvoksne i den tænkte situation med mikrofonen under næsen - lige ville have sagt "at elske næsten som sig selv" blandt de første 4-5 ting, vi ville komme i tanke om. Ikke fordi vi ikke synes det er vigtigt, men måske det er blevet en så selvfølgelig del af vores kultur, at vi har glemt at tænke aktivt over det. En hel del af de samfundsindretninger, vi har, har vi lavet fordi det rumsterer et sted i baghovedet: vi skal tage os af næsten. Vi overkommer bare ikke altid alting hver især - så derfor har vi socialforsorg, plejevæsen, og meget mere.
Næste betyder den nærmeste. Men det er ikke - når vi taler kristendom kun det samme som familie og vennerne. Det kan det også være. Men næsten er den, som min hjælp kan nå. Den, som din hjælp når, om det så er et anerkendende smil i bussen til den de fleste ser skævt til eller en check til Bosnien, eller anden måske anderledes besværlig indsats, -- under alle omstændigheder, den din handling hjælper, ham eller hende har viste det sig at du var næste for.
Det er vel ikke helt skævt at sige, når vi tænker over det, at i hvert fald noget af det vigtigste er kærlighed til næsten.
***
Sådan spurgte jeg: hvad er det vigtigste?
For omtrent sådan må vi stille spørgsmålet, hvis det skal svare til det spørgsmål, som en lovkyndig blandt farisæerne stiller Jesus, da han spurgte: "Mester, hvad er det største bud i loven".
Hvad er det vigtigste. Det sidste han siger - det med næstekærligheden - kunne vi nok gå ind på som rimelig og forståelig snak. Måske også synes det er rimeligt at blive mindet om det.
Det første er det derimod ikke sandsynligt, vi ville have fundet på at svare. Det er måske knap noget vi synes det er rimeligt at blive mindet om.
Det vigtigste i livet er at elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind.
Filosoffen Ole Fogh Kirkeby udforsker spørgsmålet om mulig kunstig intelligens, computere mm - og siger at man overfor ethvert menneskeligt projekt bør spørge: "hvad, hvordan, hvorfor?". Ikke bare hvordan, som vi plejer at nøjes med i teknologiens verden.
Lad os tænke at elske Gud "med hele sig" som et godt, menneskeligt projekt.
Hvad vil det sige at elske Gud med hele sig?
Ja, hvad er det at elske et andet menneske? Det er at være lidenskabeligt nysgerrig overfor det. Man vil gerne vide alt - selv om man ikke kan. Der vil altid være hemmelighed tilbage over det - og det ved kærligheden om nogen. Men at elske det andet menneske er at være åben over det. Det er at tænke på det i tide og i utide. Det er ikke det samme som altid. Men nogle gange er det tiden: den anden er der, og skal have din tanke. Nogle gange er det også i utide. Midt i noget helt andet melder tanken om den anden sig.
At elske Gud - skulle så være at være lidenskabeligt nysgerrig, åben i tanke og sind både på ventede og uventede tidspunkter - overfor det eller den, som er magten bag alt det som er til; den magt som hindrer alt i at implodere i sorte huller, former livet gennem millionårige forløb; den magt som har bragt milliarder af livsindivider - højt og lavt organiserede - for ikke at tale om alt det ikke-levende stof frem til det mikrosekund, vi befinder os i netop nu. Den bevægelse af alt eksisterende frem til vores nu er sket dels gennem strenge lovmæssigheder dels gennem spring og lovbrud, som driller vores videnskabelige erkendelse; - og vi tror at samme magt er i næste mikrosekund, nu som en opfangende livsmagt, viderebærende og opretholdende.
Det eller den, som er magten bag alt hvad der er til. Hvis vi er lidenskabeligt nysgerrige, åbne i tanken, så vil vi opdage at magten får personkarakter. Altså ikke det, men den .. som er magten bag.
Bibelen siger at Gud skabte mennesket i sit billede. Vender mennesket sig i kærlighed til den skabende magt, så kan det ske at den viser - for tanken eller følelsen - sig helt som person. Billedet kender den som prægede det.
Jeg har med spørgsmålet hvad det vil sige at elske Gud allerede sagt en del om hvordan. Også om at der er grænser for hvordan. Man kan ikke ville elske en anden uden den anden har vakt kærligheden i en. Den anden må være der først, sætte denne mærkelige uro i hjerteregionen - som nok er så ens at vi kalder det altsammen kærlighed, selv om det også udfoldes så forskelligt i forhold til måske kone, børn, forældre eller ven.
Man kan heller ikke ville elske Gud. Men måske er det sådan at Gud i sin skabelse lagde uroen fra en begyndelse af i vores hjerter, så den på forhånd er vakt en gang for alle - og så gælder kærlighedens hvordan overfor Gud som i al anden kærlighed: Den må have tid og rum, opmærksomhed.
Vi har givet den tid og rum lige nu. Når vi fejrer dåb, samles et særligt sted i den anledning, sætter ord på Guds forhold til mennesket - også de mindste små - så er det at give forholdet opmærksomhed - privat i en familie og fælles i en gudstjeneste.
Gudstjeneste i det hele taget er måder at udfolde kærlighedens hvordan. Måske ikke for alle. For nogle dur aftenhimlen over Kattegat måske bedre. Men gudstjensten dur for flere end der har opdaget det. Dér sættes nogle af de ord på som også skal til - for at forstå, - for at det kan blive af hele hjerte, sjæl, sind.
Hvorfor skal vi gøre det. Det vil jeg ofre mindst tid på. Jeg ved ikke om kærlighedens genstand, Gud, klarer sig uden vores kærlighed. Det må høre til Guds hemmelighed. Men vi skal gøre det for vores egen skyld. Verden bliver på et eller andet tidspunkt for trang, stemmer hjertet til modløshed, hvis vi kun har hvad mennesker er og kan. Og i modløshed og meningstab går det let sådan at vi ikke kan det andet vi skal: elske vores næste som os selv.
Derfor: det hænger altså sammen: Elsk din Gud, elsk din næste. Det er det vigtigste.
Amen.
|
|
|
