JULEPRÆDIKEN (joh, 1. 1-14). Man sidder en Vinteraften blandt Venner til Gilde i en hyggelig og lun Stue. Lampen er tændt, og Piberne er tændt, og Snakken gaar. Og gennem Samtalen faar man stadig det samme tilbagevendende Indtryk, som gør En saa tryg. at her er man hjemme, her bliver man forstaaet, her er Ens egen lille Verden. Saa bliver det sent, og man bryder op - kommer ene ud under det uendelige Stjerneflirnrner deroppe paa den mørke Vinterhimmel. - Og Ens egen lille Verden er borte, man er selv et intet, her, hvor den dunkle Evigheds bundløse Afgrunde aabner sig mod En fra alle Sider, kun halvvejs skjult af det gennemsigtige Stjerneslør, tilvirket af Millioner Verdener. - -
Det er underligt, at vi Mennesker kan leve under saadanne Modsætninger, som ligger os saa nær, omgiver os overalt, Modsætninger, hvor vi endogsaa selv er med paa begge Sider: er med i Timeligheden og er med i Evigheden - at det ikke sprænger vort Væsen ! Men det ligger i vort Sinds forunderlige Evne til foreløbig at vise de Ting fra sig, som det ikke evner at bære. Vi kan ikke undgaa at leve - gaa vor Gang hjem fra Gildet - der midt ude i det uendelige Rum, thi derude svæver jo ogsaa vor Jord, én blandt disse Millioner af Stjerner; men vi kan drage vor Tanke bort fra dette svimlende støre, holde den til Vejen, hvorpaa vi gaar, Hjul- sporet, som vi følger i Mørket, Stendyngerne, som viser, hvor Grøften er-og saa lade Evigheden og Uendeligheden og Stjernerne skøtte sig selv. Og naar vi saa lader vor Tanke følge Vejen tilbage til Gildehuset, hvorfra vi kom, eller fremad til vort eget Hjem, som vi nærmer os, ja, saa er vi ved vor egen lille Verden igen, hvor vi selv ikke er ingenting, og hvor hver af vore Venner ligeledes udgør en anstændig og rimelig Del af den hele Verden; hvor vi atter kan komme os af denne uhyggelige Evighedsfornemmelse, der vilde gøre os selv og vore Venner til slet intet.
Sligt kan altsaa vort Sind gøre - tit og ofte og ved mange Lejligheder. - Men i Længden og for bestandig gaar det ikke for os saaledes at lukke Evighedsfornemmelsen ude - ja, var det kun ved Lejligheder som den nys beskrevne, at denne isnende Alt- og Intetheds-Fornemmelse kom frem, naar vi saaledes ligesom uforvarende bliver overraskede af det evige, der ser ned paa os fra Stjernehimmelen, saa kunde vi jo vel passe paa at undgaa dette sære, alvorlige Blik; men det evige er os nær paa saa mange andre Maader, minder os uafladelig. Vi flyder jo i Virkeligheden ude paa Evighedens Hav, flyder derude paa den tynde, drivende Isflage, der kaldes Timelighedem. Som snart slaar en Revne hist og en anden her, hvor vi ser vore Venner synke ned i Dybet og blive borte, uden at vi kan hjælpe. - Og efterhaanden som vi leger, trænger Evighedsfølelsen saaledes ind i vort Sind, gennemtrænger saaledes Marv og Ben, saa vi ikke længer er i Stand til at vise den bort fra os, naar vi helst vilde være den kvit, lukke den ude fra vor Sjæl. - Ikke just saaledes, at vi efterhaanden mere og mere kom til at gaa og tænke paa Evighedens Rige, Evigheden efter Død og Grav - det er i alt Fald ingenlunde alle Mennesker, der føler det paa den Maade - nej, men saaledes, at Evighedsfornemmelsen lammer, dræber det timelige for os, blæser Marven ud af Knoglerne paa det....