|
|
3. s. i fasten 1996
Vi er med dagens tekst røget lige ned i en af de mange stridssamtaler, som Jesus har med sine samtidige. "Jøderne" hedder de - modstanderne - altid i Johannesevangeliet. Jesus selv ville aldrig kunne have have sagt: "I jøder!" som et skældsord. Han kunne kalde idioterne, som ikke forstod ham: Øgleyngel! - I er djævelens børn. Det var ikke særlig pænt .. men det var ikke rettet mod jøderne som specielt jøder. Jesus var selv jøde, disciplene var det, de første kristne var jøder.
Det er vigtigt at sige, for netop ordene fra dagens tekst: I har djævelen til far, gennem tiden været brugt til begrundelse for det, som er en af de sorteste pletter på Europas og kristendommens historie: jødeforfølgelserne.
Men det er vigtigt at sige af en grund til: Det gør sagen mere nærværende for os. For så handler Jesu ord ikke om et bestemt folk engang.. men vi kan høre dem som handler de mere alment om menneskers møde med det, Jesus siger og det Jesus står for.
Det, de diskuterede så heftigt, var faderforhold. Og faderforhold er i dette tilfælde spørgsmålet om hvad er det, som har magten i dit sind, i dine meninger, dine handlinger - hvad er det, som former dem?
Jesu ord har været skrappe. De er sagt overfor folk, som lagde stor vægt på at ære deres far og mor, hele deres slægt. De har kort forinden stolt fremhævet at de var Abrahams børn, frie væsener med en stamfar, som de vidste, havde været Guds ven.
Og så siger Jesus: I har djævelen til far! Det de har æret, sat højere end noget andet, det de har indprentet deres børn. Det er slet ikke den ære værd, de har noget andet end de tror til far: de har djævelen til far.
Hvordan skal vi omsætte dem? En socialist ville råbe til os: I tror I ærer menneskekærlighed og retfærdighed .. men I ærer IBM, Shell, United colors of Benneton, se hvad det er I ligger under for når I handler og forbruger!". En humanist, kulturkritiker ville snerre i en artikel, som kun de indforståede ville læse, men alligevel: I tror I ærer kvalitet, alsidighed, oplysning og information, men se, hvad I lader jer trække rundt af .. fra fædrene på Kvægtorvet i Odense eller Gyngemosen i Gladsaxe." Og begge ville have ramt lidt af, hvad der kan ligge i Jesu ord.
Men tilbage til Jesus og hans samtidige: "Hvis nogen af jer kommer til mig og ikke hader sin far og mor og sin mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja endda sit eget liv, kan han ikke være min tilhænger". Siger Jesus et sted. Ordet hade skal nok oversættes mere præcist: handle mod som om man hadede. Men skarpt nok er det stadig. Nogle gange skriver jeg denne sætning op på tavle i min konfirmandundervisning. Siger at det er en graffiti, jeg har set på en mur. Og så skriver jeg tre navne under: Fx.: Madonna (dvs. den amerikanske sanger), Jesus, Karl Marx. Ikke så sjældent vælger et flertal at det nok er Madonna, der kan have sagt sådan noget. Karl Marx scorer ikke så mange point, for de kender ikke altid kommunismens fader. Men det er altså Jesus.
Og hvad er også meningen med Jesu ord? Umiddelbart forstår vi jo godt at hans eget folk, når de hører den slags, kan stille ham spørgsmålet: Er det ikke med rette, vi siger du er en samaritaner og besat af en ond ånd? En gang siger du at det, vi ærer som far og mor, hele vor slægt, i virkeligheden er djævelen - en anden gang siger du at vi skal hade dem. Du må være besat.
Jesus brugte den binding et menneske var i forhold til ophav og slægt som et billede på at mennesket kan ligge under for magter, som hindrer åbenhed for det nye, han kom med. Det nye som bl. a. var at kærlighed ikke er bundet til slægt og familie, retfærdighed ikke bare retfærdighed for mine egne, mit eget folk, rigdom ikke det at besidde.
Man kunne måske mene - især når vi ser isoleret på spørgsmålet bundethed til slægt og familie - at det lykkes os i vores tid i særligt stort omfang at handle i overensstemmelse med Jesu ord. Børn og unge føler sig ikke særligt bundne til forældregenerationen.
For ti-tyve år siden var forældreopgøret mere markant end det er i dag: der brød man dramatisk med de gamle, kaldte dem reaktionære, levede under helt nye - og for forældrene forargende livsformer - ofte med smukke begrundelser om kærlighed og fællesskab. I dag glider man bare mere ud - uden de store armsving.
Det betyder nok ikke at vi er blevet bedre til at holde alt det, som han har befalet os - som det hedder at vi skal lære de døbte. Men det kan godt være er der en linje tilbage til Jesu forkyndelse og så det at vi i vores kultur kan opleve så voldsomme opbrud i normer, altså opbrud i forhold til det, de gamle mente var rigtigt, som vi har gjort over 20-25 år. For hans ord kræver jo at man ikke bare lader sig styre af det gamle. Og hver ny tid må tolke hvordan man så ikke gør det. Finde ud af hvad skal der gøres op med, for at kærlighed, håb, retfærdighed, fred er det største i blandt os.
Grundtvig skriver et sted at ethvert menneske har to sæt forældre: De udvortes og de indvortes. Det vil sige: et ydre, synlig sæt og et indre. De udvortes, det er dem, som lagde ryg og ben til, da vi skulle væres rundt som små, skaffede os maden, opdrog os, godt eller skidt, men held eller ikke. Dem de fleste holder af, for det er nu dem som tog slæbet, hvad enten de nu var meget gode eller ret almindelige.
Det indvortes sæt forældre er nogle andre. Vi møder dem nok først gennem de almindelige synlige forældre, men med de indvortes forældre mener Grundtvig de usynlige, åndelige autoriteter som gennem normer, vaner, institutioner, virker som bevidsthedsformende magt i os og gør os til dem vi er.
Ofte går vi fejl her. Når vi - i hvert fald når vi er helt unge - opdager, at nogle af vores samfunds normer ikke slår til eller er direkte ødelæggende, så bryder vi med vores udvortes forældre - og bruddet kan altså godt bestå bare i ligegyldighed - uden at vi gør os klart at opgøret burde foretages med de indvortes forældre, de mere eller mindre skjulte autoriteter, som har magt over både børn og forældre. Her kunne en stadig samtale henover normkonflikterne være mere kærligt - selv om den også smerter mere end bare det at glide ud i ligegyldigheden.
Det indvortes sæt forældre kan være af djævelen og opgør med det kan opleves som had - også af de nærmeste. Det er sandt livs vilkår.
Jesu ord slutter mere opbyggeligt end de begynder. "Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden". Døden er i denne sammenhæng det gamles magt. Det ord, som der skal holdes fast ved, er at menneskets sande fader eller moder er den himmelske Gud, stærkere, kærligere, end nogle af vores indvortes forældresæt. Den himmelske Gud, som ikke blev i sin himmel, hvor jordiske autoriteter altid er glad for at isolere ham, men blev kød og blod og tog bolig i blandt os - dvs. han blev menneske i Jesus.
Jesus viste at han var "af Gud". De jordiske autoriteter korsfæstede ham. Han døde for menneskets skyld og viste at Guds kærlighed ikke kender nogen grænse. Den kan derfor stadig også hos os bryde igennem i opgør - kærlige, ja, men ikke nødvendigvis altid til at kende som sådan midt i tumlen. Der kan det godt tage sig ud som om man handler som om man hader. Hader sin karriere, sine nærmeste, eller hvor konflikten mellem det sande og egentlig kærlige og det normale findes i det konkrete tilfælde.
Til sidst: Grunden til håbet om, at et sådant liv er muligt, kan udtrykkes med to linier fra Grundtvigs salme Hil dig frelser og forsoner:
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden.
Amen.
|
|
|
