Teksten denne uge - prækdikesamling Kirsten Kruchow Sønderby. Trinitatis 2020
		Der er forskel på landskaber, nogle steder kan man gå rigtig længe igennem fladt terræn, andre egne byder på tæthed af stejle stigninger, måske tilmed høje bjerge, således at man, hvis man vil gå i en bestemt retning også må belave sig på at gå op og ned, ja ind imellem klatre. Sådan er det også med følgeskabet med Gud gennem kirkeåret. I nogle perioder ligger bjergene tæt. I andre kan man vandre uendeligt gennem flade landskaber af mere jordnære begivenheder. Vi har Trinitatis søndag i dag. Vi står på en bjergtop, den sidste i et stykke tid og ser tilbage mod jul, påske og Pinse, fest årstiden i kirkeåret og frem mod en lang række trinitatis-søndage, sommer-hverdagssøndage. I evangeliet, som jeg lige læste, befinder Jesus og disciplene sig også på et bjerg. Endnu engang og for sidste gang, kunne man sige. For i Matthæusevangeliet går det hele tiden op og ned J Helt konkret og fysisk. Hvis man læser sig igennem Mathæus, så er Jesus på færde med og uden disciple i hele det Israelske landskab. Han går ikke udenom noget. Og mange af de vigtige begivenheder finder sted på bjergene. Det er god jødisk tradition. Læser man i det gamle testamente vil man hurtigt opdage at Gud ofte viser sig, åbenbarer sig på bjerget. Her taler Han, har bliver Han tydelig, ofte med indignation over frafald og forspildte menneskeliv, ofte med krav og bud, og med tilsagn om følgeskab og troskab. Så Mathæus skriver sig ind i en stærk tradition med åbenbaring af Guds væsen og vilje på bjerge. Matthæusevangeliet er bygget sådan op at fortællingen om Jesus gerning begynder og slutter på et bjerg. Efter en kort indledning om Jesu fødsel og omstændighederne omkring den, så kommer Jesus dåb og umiddelbart derefter føres Jesus af ånden ud i ørkenen for at fristes af djævelen og så fortælles det at Djævelen fører ham op på et højt bjerg og peger ud over verdens lande og riger og siger at hvis Jesus vil tjene ham så vil han give ham det hele. Jesus afviser djævelen, går ned af bjerget og er midt blandt menneskene i dallandet, ved Genesaretsøens bredder, hvor han giver sig til at tjene dem, os, med sine ord og sit helbredende arbejde. Og med evangeliet i dag er vi ved afslutning af Mathæus fortælling om Jesus, de allersidste ord i evangeliet, vi plejer at kalde dem for dåbsbefalingen, "Mig er givet al magt, i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i faderens og sønnens og helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" Al magt på bjerget. Ikke djævelens magt, men Guds magt. Givet Jesus, ikke noget han har taget. Frihedens, kærlighedens og sandhedens magt på det ene bjerg, set tilbage mod det andet bjerg, tvangens og underkastelsens og voldens magt. Fra bjergtinde til bjergtinde. Hen over alle tinderne imellem. Prøv at se landskabet for jer. Mathæus' fortælling lagt ud som Israels landskab. Prøv at se for jer at vi står der sammen med Jesus og disciplene, på denne sidste bjergtop, dåbsbefalingens top, og ser tilbage mod fristelsens bjergtop. Sådan begyndte og sluttede det. Nedenunder os ligger landskabet i en dis, vi ser lige nu kun begyndelsen og slutningens tinde, men så klarer det op og en rute af lavland og højdepunkter åbenbarer sig. Se, siger Jesus, der er bjerget hvor jeg prædikede, fra kapitel 5 til og med kapitel 7. Og der er det bjerg hvor jeg gik alene op for at bede, efter brødunderet hvor jeg bespiste 5000 mand med fem brød og to fisk. Der er det lille bjerg ved søen hvor jeg satte mig og folk kom og jeg helbredte syge, vanføre og lamme. Derovre lidt til højre op mod Golanhøjderne har I bjerget hvor I var med oppe, Peter og Johannes og Jakob, hvor jeg talte med Moses og Elias, mens I lyttede og havde det som alting stod så lysende klart. Og kigger I mod syd, ja så ser I vel lige så tydeligt som jeg, nogle uforglemmelige bjerge, Oliebjerget og Zion. Jerusalem og Golgatabjerget. Den vigtigste, mest forfærdelige og mest vidunderlige påske, nogensinde. Og kig så ned i dybet mellem bjergene, se Jordanflodens strøm, det døde hav, byerne rundt om genesaret. Tænk på alt hvad der er sket og sagt og gjort. Tænk på hvordan Gud har været menneske i mig og jeg har været Gud i Ham. I kommer aldrig til at forstå Gud, I kommer aldrig til at forstå alt hvad der skete, men I var der, I så og I hørte, både det som skete på tinderne og i lavlandet. I gik med mig i lys og i mørke. I var trofaste og I svigtede. I blev tilgivet og I tilgav. For mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple. Gå ud! Fortæl, døb, elsk og tilgiv Gå ad lange lige veje gennem flade landskaber, vad gennem moser mod nord og bestig bjergtinder mod syd, Fortæl menneskene overalt om det hele. For det er det glædeligste budskab. Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen!