Teksten denne uge's Prædikensamling
Der vil overvejende være tale om redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion. Endelig vil der være plads til andres prædikener - kun som de gode eksempler! Kristen Skriver Frandsen
Sidste søndag i kirkeåret 1994
dåb


I dag er det sidste søndag i kirkeåret - på søndag er det første søndag i advent begynder et nyt: Vi synger Vær velkommen Herrens år - på ny.

At leve med i kirkeåret er at forsøge at leve i en anden tid, samtidig med den helt almindelige, som har ugenumre, hvor ugerne begynder om mandagen og ikke om søndagen, - en tid som enten er fortravlet, styret af time-manageren - eller for tom, fordi der egentlig ikke er noget at styre. Fortravlet eller for tom - og forresten er det ikke engang modsætninger. Det fortravlede kan også være for tomt.

Men der findes andre tider. Jeg synes tid hvor man taler med et andet menneske er anden tid. Nogle gange, for tit måske, har man også uret i baghovedet for man skal nå et eller andet, har en aftale: men alligevel under samtale forsvinder tiden, eller tiden bliver en anden.

Tid hvor man er sammen med et barn, kan være en anden tid. Minutter, timer, glemmes, tæller på en anden måde. Måske er det altid sådan når der er en, som er afhængig af en, og man har opdaget det - at så bliver tiden, der ellers hakkes op i små enheder, uvæsentlig, glider i baggrunden.

Tid kan også for nogle ophæves - i uforklarlige oplevelser - måske varer det kun sekunder eller minutter, men det er for oplevelsen uvæsentlig - det opleves som evigheden rører ved én.

Årets tid er også en anden tid: en fast rytme, men uendelig varieret. Lige nu: alt visner og forgår - frøene er forsvundet i den sorte jord, ligger og venter, det bliver koldere.
Vinteren er hvilens og ventens tid. Foråret: det spirer og gror, sommer: alt modnes, høst: det modnede bliver sprængfærdigt - frøene spredes, ringen er sluttet. En digter som Øehlenschlæger kunne forestille sig at mennesket helt kunne lade sig indfælde i naturens gang og dér finde sin salighed. Et af hans digte har endda fundet vej i salmebogen: "Lær mig o skov at visne glad".

Og der findes legens tid - også for den voksne.

Der findes anden tid end den fremadskridende, mekanisk målelige - og mennesket lever af at disse tider findes - er mennesket uden kontakt med disse tider er det lige så død som pendulet i et ur - .

Kirkeåret er en af disse andre tider. Det begynder med advent. Forventning. Jul. Jesu fødsel. Helligtrekongers tiden. Tiden hvor kirkens gudstjenester fortæller om hvordan Gud åbenbarede sig. Fasten - alvorstid: hvilke kræfter tjener vi, kan vi sige nej til de onde af dem - spørger fastens gudstjenester? Palmesøndag - langfredag. Jesus viste at uanset hvor mørke kræfter, som har fået spillerum i verden, så går han ind i deres rum og er stærkere. Påskemorgen: mørkets og dødens overvindelse. Kristi himmelfart - den kærlighed Jesus var på jord ét sted, er ikke længere kun et sted, men er overalt. Pinse: Gud holder ikke det hele for sig selv, men udgyder sin ånd over alt kød, som der står, - over alle mennesker så at de med ord og handlinger kan dele Guds nærhed ikke bare med Gud men også med hinanden.
Fra pinse endelig den lange trinitatistid. Søndag efter søndag som skal handle om hvordan Gud arbejder, i skabelse, i Jesus, i os. 24 søndage er passeret. Nu er vi ved sidste. Den samler så alt i forestilligen om hvile.

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg giver jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."

For nogle religioner er frelse intethed - den endegyldige helt anden tid end vores er intet. Har man stresset og jaget for at nå det man selv har lagt ud for sig - i kraft af job og ambitioner - i kraft af et man altid skal blande sig - eller har verden helt uoverskueligt mast sig ind på en, hvor man ærligt og redeligt ikke havde bedt om det, -- så kan man man finde hvile i tanken: evig drømmeløs søvn, intet, bare intet. Ingen smerter, intet pres, ingen angst. Men heller ikke fryd, frihed, glæde. Intet.

Jesu taler om hvile. Men ikke intethedens hvile. I hvilen er der et arbejde og en byrde. Men arbejdet (åget, bæreanordning) er godt og byrden let. Det siger han til dem, der er bebyrdede. Hver kender sin egen byrde bedst. Vi synes ofte om andres byrder at de er luksusbyrder - selvskabt plage, men det er irrelevant: hver kender sin egen byrde bedst. Hvilen han tilbyder os, de bebyrdede, hvis vi er bebyrdede, er at vi kan give os hen til ham. Det vil sige give os hen til at tro det som han viste om Gud og mennesker.

"Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet". Lær at kærlighed til næsten udspringer af kærlighed til Gud. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og hele dit sind - og din næste som dig selv. Gud er kærlighed. Hengivelsen til den vækker kærligheden til næsten - af sig selv, ikke som en anstrengelse, men indefra. Jeg ved ikke om hengivelsen kan blive så fast, så man altid lever ud af kærligheden, så den aldrig bliver til møje og anstrengelse - i tillid til at Gud bærer alt det vi ikke kan bære - og der er meget ubærligt i verden. Nogle kan måske hengive sig fuldt og helt og altid - -- andre må svinge mellem tro og tvivl. Men erfaringen af tro på Gud er en trøst i tvivlen - så stærk, så den ofte blot skal huskes, for at være der igen.

Det er hvile - for det er ikke noget vi kan planlægge med timemanageren. Det væsentlige skaber vi ikke selv. Men det væsentlige bruger os til at blive til. Det væsentlige er kærlighed. Kærlighed til Gud, kærlighed til mennesker.

Gud hengav sig til os - i Jesus Kristus - derfor kan vi hengive os til ham.

Det der er hvile - først og sidst - er at det er Gud, og ikke vores anstrengelse, det afgørende afhænger af. Den endegyldige anden tid end vores kaldes evigheden - vi møder den i glimt i alle de tider, vi lever af. Evigheden kalder Ny Tesatmente også enhed med Gud - eller at Gud og Kristus er blevet alt i alle.

Mester Eckehart fra 1200-tallet udtrykker det sådan:
Nogle lærer at saligheden ...beror alene på viljen; de har uret, thi kom det alene an på viljen, blev hin enhed ikke til. Men virksomhed og tilblivelse de kan være eet. Når tømmermanden ikke virker, så bliver huset ikke til; når øksen hviler, så standser også husets vækst. Gud og jeg, vi er eet i en sådan virksomhed: han virker, og jeg bliver til. Hvad man kaster i ilden, det forvandler den til sig, det får dens natur. Brændet forvandler ikke ilden til brænde, men ilden forvandler brændet til ild! Sådan forvandles vi også til Gud, så vi erkender ham som han er siger sankt Paulus.

Eller sagt mere hverdagsagtigt - et sted skal brændet jo begynde at fænge: sådan opdager vi at der findes en anden tid end vores så hektiske - nemlig ved at den anden tid omslutter os - og ved at vi lader den gøre det. Den tid som samtale, årets rytme, samvær med barnet og legen giver os glimt af, og som så kirkeåret fortæller os hvad betyder i sit inderste: enhed med Gud.
Amen.
Kommentar 2014

Noget kirkeårs/tidsmystik. Filosoferen over de forskellige tider, vi kan befinde os i.

Jeg er ikke omkring at nævne at "sagtmodig" måske bedst oversættes med "hengiven" - men brugen af det dobbelte kærlighedsbud, altså først kærlighed til Gud, i den sammenhæng, får en tydeliggørelse, hvis man oversætter sådan.