1. Når et menneske dør er der kun en fysisk, død krop, bevidstheden er væk, alt andet end det fysiske er væk.
2. Sådan er det, men man kan sige at det lever videre i erindringen og minderne og det som det betød for andre mennesker. Men andet findes ikke.
3. Et menneske har en sjæl, eller noget, som ikke dør sammen med kroppen.
3a. Sjælen går straks til Gud, hvor alt ondt er væk, hvor den er omgivet af lykke og kjærlighet (Paradis)
3b. Sjælen stilles til regnskab for alt hvad den har gjort og får løn og straf svarende til.
4. Sjælen sover indtil den yderste dag, når verden går under. Da oppvækkes alle døde: Hver har et indre DNA, som samles til et legeme igen, sådan legemet havde været tænkt før alle sygdomme og fejl.
5. Vi kan ikke forstå hvad der sker, men mennesket opstår i en helt anden virkelighed, hvor krop i vor forstand ikke giver mening, hvor savn og sorg ikke findes, og hvor man har dem med sig, som man elskede.
6. Sjælen fødes igen. I et nyt menneske. Man får en tur til. Som regel har man ikke erindring fra gang til gang, men nogen mener at de har det.
7. Sjælen fødes igjen. Den skal arbejde på at blive bedre liv efter liv. Når det har lykkes, kommer det i himmelen/paradis.
8. Sjælen fødes igen og igen ind i denne verden med så fuld af sorg og lidelse. Men hvis den blir visere og bedre gennem de forskellige liv, så befries den ud af gentagelserne og opnår Nirvana, en tilstand af intethet og fred.
9. Sjelen fødes igen i en eller anden skabning, ikke bare et andet menneske. Som straf eller belønning for livet, det har levet. Ellers som 8.
|