Bibelsynet er vigtigt at tage op. Hvad er bibelen i og for kristendommen? Der er ikke et svar, som alle kristne kan blive enige om. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Troende muslimmer vil sjældent være uenige om synet på koranen. Men i kristendommen kan man godt spørge om, hvad er bibelen? Er den helligskrift? Er den Guds åbenbaring - sand og uden for menneskelig kritik? Eller er den et historisk dokument, præget af de mange forskellige tider, den er blevet til henover, og af de personer, som har skrevet og fortalt?

Kan et sådant skrift åbenbare sandhed? (Hvis Gud er Gud og tilstede i alle ting, så naturligvis ja, men Gud er så også tilstede i den kritiske bevidsthed, som har udviklet sig i netop den vestlige, af kristendommen prægede tankeverden).

Man kan naturligvis ikke tankemæssigt udelukke at det kunne være Guds vilje at åbenbare sig særligt og uantasteligt i en bestemt skriftsamling - i bibelen eller koranen. Der kan findes belæg for at nogle af de bibelske skrifter i det mindste om deres egen tekst gør krav på guddommelig sandhed. Det er så den fundamentalistiske opfindelse, at bibelen som helhed gør samme krav.

Men det er mere i overensstemmelse med kernen i forestillingen om åbenbaring i kristendommen at begynde et andet sted end med hvad nogle af bibelteksterne siger om sig selv. Man kan bruge prologen i Johannesevangeliet som indgang til forståelsen. "I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud, og var Gud.." sådan begynder evangeliet, og det fortsætter: "..og ordet blev kød og tog bolig i blandt os.." Det "kød", ordet - Guds sandhed og Gud selv - tog bolig i, var Jesus Kristus - og er det stadig, idet Kristus oprettede en enhed mellem ham, og enhver som tror på ham. Skrifterne er så forskellige troendes vidnesbyrd om den sandhed, han dels var i kød og blod dels findes i den enkeltes troserfaring. De skrifter som i tid er nærmest på Kristus i historien har naturligvis noget at fortælle, som ingen andre kan. Men forfatterne vidnesbyrd er – parallelt med andre vidner til en hvilken som helst anden fantastisk begivenhed - prægede af den enkeltes væsen og åndelige ståsted. Fuldstændig ligesom oplevelsen af fysiske begivenheder af en vis kompleksitet, kan være helt afhængige af det fysiske ståsted). Og som ved alle andre vidnesituationer kan vi undertiden komme nærmere den historiske virkelighed omkring Jesus ved at lægge vidnesbyrdene ved siden af hinanden, vægte dem med vores kritiske sans. Sandheden er for den kristne åbenbaret ét sted: i Jesus Kristus, men forståelsen, tilegnelsen af sandheden er en løbende proces så længe verden står. Evangelisterne er genfortællere af direkte vidners beretninger. Paulus, der står for det meste af resten af Ny Testamente, understreger selv ikke at have kendt Jesus "efter kødet", men kender ham fra troens møde med ham eller erfaring af ham.

Er alt dette ikke en usikker åbenbaring at have? Jo, for så vidt det gælder historiske detaljer, er det usikkert som alle andre historiske kilder - og man må holde dem sammen for at få så nuanceret og sikkert billede som muligt. Men, for så vidt det gælder sagen selv, har jeg svært ved at forestille mig en anden måde, jeg ville finde troværdig. Findes altings ophav, den inderste magt i alle ting til at være til, som noget vi kan tænke "person-agtigt" om, og det gør vi jo, når vi bruger ordet "Gud", og er det så sådan at dette ophav, denne magt, åbenbarer sig i en person i tiden, så bliver det med en sådan lysstyrke at det sande lys lader sig se også gennem de brydninger i mange farver og spektrer gennem de utallige prismer, de enkelte bevidstheder som har "set" det, udgør. Og de viser lyset i forskellige farver - og den troende eller måske bare den forstående, samler noget af lyset igen og giver det videre i nye brydninger.