ADJEVITCH (Den gamle skomager) Der var engang en gammel, fattig skomager, som boede i en kælder. I hans stue var der kun et eneste vindue. Det sad så højt oppe, at skomageren kun kunne se fødderne af de mennesker, som gik forbi. Hans kone og hans eneste barn var begge døde, og han måtte arbejde hårdt for at tjene til huslejen, maden og lidt brændsel. Hele dagen havde han travlt med at lappe sko, men om aftenen holdt han af at sætte sig hen foran sin lille kakkelovn og læse i den eneste bog, han ejede. Det var hans kones bibel, og i den læste han om dengang, da Jesus gik omkring og talte til folk i Galilæa. En aften sagde han til sig selv: - Hvis blot jeg dog kunne få ham at se, så ville det være let for mig at gøre det rette. Samme aften, da den gamle mand var gået i seng, hørte han sit navn blive kaldt af en mild stemme, som fortsatte: - I morgen kommer jeg ned til dig, Adjevitch. Skomageren sprang op af sengen og svarede: - Herre, hvornår kommer du? Men der var ikke en lyd at høre i den lille stue; alt var stille, og skomageren troede, at han havde drømt. Den næste morgen, da han vågnede, tænkte han igen på stemmen og sagde til sig selv: - Hvor ville det dog være vidunderligt, om Herren ville komme ned til mig. Men det var naturligvis blot en drøm. Han stod op og lavede den stærke, mørke the, som russerne holder så meget af. Netop som han var færdig med sin morgenmad, hørte han en voldsom trampen ude på fortovet. Han kiggede ud af vinduet og så fødderne af en gammel mand, som skovlede sne. Adjevitch forstod, at den gamle måtte være gennemfrossen; derfor gik han ud i døren og bad ham komme indenfor og varme sig. Bagefter gav Adjevitch ham noget the og noget groft brød. Den gamle mand takkede og strakte sine hænder frem imod ilden, og lidt efter gik han igen, og Adjevitch satte sig til at lappe sko. Han arbejdede flittigt lige til middagstid. Så hørte han et barn græde og så ud af vinduet. Han så fødderne af en kvinde, som gik forbi, og lige bagved hende sås fødderne af et lille barn. Den lilles sko var hullede, og han frøs, så han græd. ? . Adjevitch gik ud i døren og bad kvinden komme ind at varme sig. Hun fortalte ham, at hendes mand var soldat, og at han var blevet forflyttet til en anden by. Og da hun ikke havde nogen penge, kunne hun ikke køre med toget, så nu måtte hun og barnet gå hele den lange vej. Adjevitch lagde mærke til, hvor tyndt påklædt hun var. Han tænkte: Marie ville sikkert synes, at hun skulle have sjalet. Han gik hen til den kiste, hvori han opbevarede sine få ejendele, og tog sin kones sjal frem og gav det til kvinden. Han tog også et par fine små, røde sko frem. De var færdige, på nær et par enkelte sting, og de var akkurat i den rigtige størrelse til den lille dreng. Adjevitch tænkte på sin egen søn, som var blevet syg og var død, lige inden de nye sko var færdige. Han var lidt ked af at skille sig af med dem, men han kunne jo se, at dette barn her trængte til dem; derfor satte Adjevitch sig på sin bænk og gjorde dem på et øjeblik færdige til den lille dreng. Barnet blev henrykt over den smukke, muntre farve på de nye sko. Han hoppede rundt og jublede: - Jeg bliver helt varm om fødderne af de røde sko. Adjevitch bød kvinden noget af sin stærke the og sit grove brød, og hun takkede ham for alt, hvad han havde gjort for hende. Så snart hun var gået, satte Adjevitch sig .igen til sit arbejde. Han lappede mange par sko, og tilsidst blev det så mørkt, at han ikke kunne se at arbejde længere. Så lavede han sig igen noget the og belavede sig på at spise til aften. I det samme hørte han lyden af fødder, som skyndte sig forbi, og han hørte også ophidsede, vrede stemmer. Han gik ud i døren og så en dreng komme løbende, og bagefter ham kom æblekonen, som havde sin bod henne på hjørnet. Hun var frygtelig vred og råbte: - Jeg tager dig med hen på politistationen, gør jeg. Drengen svarede: - Så må du bare fange mig først. Adjevitch bød dem begge to indenfor. De slog sig ned ved ilden, og han delte sin the og sit sidste stykke brød med dem. Så sagde drengen: - Det var heller ikke rigtigt af mig at stjæle æblet fra dig, men jeg var så sulten. Jeg skal nok betale dig for det, så snart jeg kan tjene nogle penge. Og æblekonen svarede: - Du behøver ikke at betale for det. Jeg burde selv have givet dig et, da du bad mig om det; men jeg vidste ikke, at du var sulten. Nu talte Adjevitch lidt med drengen, og han lovede, at han aldrig mere ville stjæle æbler. Da æblekonen og drengen var gået, slog Adjevitch sig ned foran kakkelovnen og gav sig påny til at læse om dengang, da Jesus gik omkring og talte med folk i Galilæa. Og igen tænkte han: Hvis blot han også ville tale med mig, så ville det være lettere for mig at gøre det rette. Da sås pludselig et lysskær i den lille stue, og Adjevitch hørte en stemme sige: - Jeg har jo været hos dig i dag, Adjevitch. Adjevitch sprang op og svarede: - Herre, hvornår har du været her? Jeg har været så optaget af mit ringe arbejde, at jeg ikke har lagt mærke til dig. - Jeg var hos dig i morges med den gamle mand, som skovlede sne. Jeg var hos dig i middagsstunden med moderen og barnet. Jeg var hos dig her til aften med æblekonen og drengen. Jeg var sulten, og du delte det lidet, du havde, med mig. Jeg frøs, og du varmede mig med klæder, som var lunede af din kærlighed. Det, du gjorde for disse andre, Adjevitch, det gjorde du også for mig. Leo Tolstoj