Forreste hvælving
Henover hvælvingen ses visnede, mørke blade og grene - et figentræ. Det ufrugtbare træ er tiden før Jesus og den tid, som Det gamle Testamente fortæller om - den gamle pagts tid. Da Adam og Eva spiste af de forbudte frugter fra kundskabens træ, kom døden ind i verden, fortæller Gammel Testamente (Se 1. Mos. 3 - om syndefaldet) . Noget vokser der dog frem af den døde stamme. En mandskikkelse med en opslået bog. Læser vi, hvad der står i bogen, kan vi se at manden er Esajas.

Jesus bruger det visne figentræ som billede på det, der ikke bærer frugt: (Mk. 11,12f og 11,21).

I kristendommen taler man om den gamle og den ny pagt. Den gamle pagt var den, som Gud indgik med menneskene, da han gav Moses loven på Sinai bjerg. Hovedsagen i pagten var, at mennesket skulle holde Guds bud for at leve. (5. mos. 30,15-16). Den ny pagt indgår Gud med mennesket, da Jesus går i stedet for mennesket. Gud tilgiver dets synd og går i Jesus Kristus i døden med mennesket og overvinder den. Den nye pagt drejer sig om at mennesker skal tro det - for at få del i det evige liv - og det evige liv er så ikke kun noget på den anden side af døden, men det lyser og virker ind i menneskets liv med Gud og mennesker, mens det lever.

Esajas
Med fødderne plantet på den gamle pagts træ, står profeten Esajas med en opslået bog med forjættelsen om den nye pagt. "Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn og hun kalder ham Immanuel" (Es.7,14). Immanuel betyder "Gud med os". Samme profeti finder vi i en anden bog.
Profeten står sært fortrukken, hvidlig og bleg, skudt frem af det visne løv. Det er tydeligt nok ikke profeten selv, der er sandheden og livet.

Forjættelse er et guddommeligt løfte. Om den gamle og den nye pagt.

Maria
befinder sig sammen med englen Gabriel på overgangen mellem det forreste og det mellemste rum. Hendes kåbe er mørk og det er som om den flyder ud af det Gammel Testamente, som den åbne bog foran hende hviler på. Det gamle testamentes tid er også den gamle pagts tid - og den er mørkets tid og skyggetiden. Men kåbens røde for lyser frem i en kant omkring det mørke stof som morgenrøden bag sorte skyer og fortæller at det nye er ved at bryde igennem.

Hans fætter Johannes Døbers far, Zacharias, lovpriser det nye sådan: "...takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. Luk. 1,78."

Bogen i Marias skød
er bibelen. På venstre side står Esajas ord: "Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn og hun kalder ham Immanuel. Surmælk og vildhonning skal være hans føde ved den tid, hvor han ved at vrage det onde og vælge det gode" (Es. 7,14-15)
Det er selvfølgelig anakronistisk, det vil sige på tværs af tiden, at Maria kan sidde med den bibel, som også rummer fortællingen om Jesus - det barn, som hun endnu ikke har født.

Højre side af bogen i Marias skød.
Her står ordene hos Mattæus: "Se jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel." Det spejler Esajas profetien på venstre side. Hvad der profeteres i det dunkle i Gammel Testamente, bliver til virkelighed i det Nye Testamente.

Gabriel,
ærkeenglen, kommer i kongelige farver, guld, rødt, gult og orange - farver, som samtidig er morgenrødens. Med bebudelsen af frelserens fødsel er en ny dag ved at bryde frem.

Bøgerne på skrinet.
Den øverste er Det nye Testamente - som hviler ovenpå Det gamle Testamente. Den mørke bog er lukket - det er den røde bog, der er slået op og som har det nye lys.

Skrinet
henviser formodentlig til det skrin, hvor lovens tavler, blev opbevaret under hebræernes vandring i ørkenen og som senere blev opstillet bag forhænget til det allerhelligste i Salomons tempel. Skrinet hedder der pagtens ark. Måske er forhænget bag Maria dette forhæng, som med bebudelsen trækkes til side og åbner ind til et nyt skrin
(2. Mos. 25,16 og 40,20-21 og 1. Kg. 8,9)

Forhænget
er trukket til side til det mellemste rum. Måske fordi det nye skrin, den nye pagtens ark afsløres. Det nye skrin er jomfru Maria selv. I hendes liv ligger nu den nye, levende lovtavle, det nye Jesusbarn, som senere også skulle bære navnet Kristus. Den nye lov er indskrevet i menneskets hjerte, og den skal afløse og overstråle de gamle stentavler. (2. Kor. 3,3). Allerede i bebudelsesøjeblikket bliver Maria billede på kirken - bygget af levende stene.

Det mellemste rum
På hvælvingen vokser de fineste lyse og friske løv frem på spinkle ranker - en spæd og ny vækst til erstatning for den gamle og døde i forreste rum. Det er Kristusrummet. Hvælvingen bæres af et kors, lyset kommer fra en usynlig lyskilde ovenfra.

Korshvælvingen
minder os om at det spæde, nye liv, der vokser i Maria, er den persons liv, som endte med at blive korsfæstet.

Forhænget
til det bageste rum er også trukket til side. Det er vel symbolsk set det samme forhæng som det forreste. Forhænget til det allerhelligste. Da Jesus udåndede på korset, sønderflængedes forhænget (Mt. 27,51) til det allerhelligste - og den gamle tempeltjeneste brød sammen og en ny, kristen gudstjeneste tog sin begyndelse. Bag forhænget ser vi ind i et gotisk kirkerum.

Det bageste rum
er det nye rum for gudstjenesten. Det er også en hel ny tid. Vi ser gennem tre rum, som også i en vis forstand er tre tider: Gud Faders, Gud Søns og Gud Helligånds. Vi ser først gennem det gammeltestamentlige rum, Gud Faders. Dernæst med Maria og englen Gabriel som den kropslig-åndelige portal ser vi videre gennem Kristusrummet ind i kirkens eller gudstjenestens rum, hvor Helligånden svæver i en dues skikkelse.

Helligåndsduen
svæver ikke som på så mange bebudelsesbilleder over Maria, men i kirkens og gudstjenestens rum bag hende. Kirkerummet på billedet forestiller alverdens og alle tiders kirkerum, og gudstjenesterne i dem - altsammen den Helligånds værk, som Jesus gav de troende, da han selv var opstået fra de døde (Joh. 20,19-23). På den måde fremstiller Grünewalds billede tanken, som ligger bag salmedigteren Kingos bøn i "Nu kom der bud fra englekor". Som Guds kraft og ånd overskyggede Maria, sådan beder deltageren i gudstjenesten om at det samme må ske med ham eller hende: "O Herre Jesus, lad din Ånd mig kraftig overskygge, bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig, og aldrig fra dig rykke! Så skal din Himmel i mig her ved Åndens kraft begynde..."

Gudstjenestens bøger
Bogen får en ny plads i Helligåndens rum. Den åbne tekst knalder ikke ens blik i møde. Åndens liv er et liv i kød og blod; bøgerne - ritualbøger, salmebøger, måske bibelen selv - kan støtte og hjælpe, men behøver til det formål blot at stå lukkede, men parate, på hylden.

De ovenstående billedtolkninger læner sig kraftigt op ad Erik A. Nielsens fortolkning af Isenheimeralteret s. 81 f. i "Solens Fødsel". Anis 1998.