Julenat - det er en ganske særlig nat. Den nat tier våbnene. Den nat sover den, som er faret vild i skovene uskadt sammen med bjørnen i dens hule. Der er fred mellem men­nesker - og mellem mennesker og natur. Sådan fortæller gamle legender og eventyr.

Den svenske forfatter Selma Lagerlöf fortæller at engang var det sådan at Gøingeskov midt i vintermørket og kulden blomstrede op til en have, som var som paradiset selv. Det skete hver julenat - og kun noget røverpak og så naturen selv var vidner til det.

Nu ville røvermutter engang en sommer gerne sammenligne hendes juleha­ve med de fromme klosterbrødres i Øved kloster; hun skulle dog se om de i al deres fromhed kunne bringe lignende skønhed frem. Hun må have været stærk som Maria selv; godt nok skulle hun ikke rejse højgravid fra Nazareth til Betlehem - men tre klosterbrødre måtte hun slås med for at komme ind i haven. Der var ikke adgang for kvinder, og slet ikke én som hende; ind kom hun under en del postyr. Den milde, gamle abbed Hans blev klar over uroen. Hans elskede sin klosterhave over alt, og plejede den som et barn, og han ville dog i grunden gerne tale med én, som åbenbart var lige så inderligt optaget af haver og blomster som han selv.

Røvermutter må rose Abbed Hans - for det er en prægtig have - og dog - hun kan ikke lade være at fortælle det: Den er ingenting imod den have, som vokser op hos hende jule­nat langt oppe i skoven. Den have må Abbed hans se. han er ikke et øjeblik i tvivl om at den findes. Han plager. Og til sidst giver røverkonen efter og vil løbe risikoen at vise vej til hendes og hendes fredløse mand og børns skjulested i skoven. Én ledsager må han tage med, så skal hun næste juleaften føre ham til røverhulen.

Da aftenen nærmer sig, forsøger alle selvfølgelig at få den gamle abbed fra sin vanvittige idé. Men han vil afsted, juleaf­tens eftermiddag drager han af, fulgt af en skumlende og angst lægbroder fra klosteret. Og nu går det sådan at abbed Hans ser det skønneste han har set. Evigheden tager bolig midt i vinter­mørket, alt blomstrer og bærer frugt, et overjor­disk lys fylder alt, de vilde dyr leger om fødderne på ham, røverfam­iliens børn sammen med dem og fuglene sætter sig på hans hænder. Det kommer i bølger, den ene mere intens end den anden.

Omkring lægbroderen er der som et koldt rum, der tør fuglene ikke sætte sig, Han ser det hele, mørke tanker tumler i hans hoved: Dette kan ikke være et virkeligt mirakel. Guds herlighed kan ikke vise sig her for disse ugerningsmænd. Det må være djævelens blændværk.

Men lysvældet vokser og til sidst tør en lille skovdue sætte sig på lægbroderens skul­der. Men forskrækket ved berøringen slår han efter duen og råber: "Gå til Helvede, hvorfra du kommer!"

Da er det, som om det hele blegner bort. Isen, rimtågen kommer rullende tilbage! Abbed Hans dør på den frosne jord, i hænderne knu­ger han nogle knolde, som han i sidste øje­blik griber i mosset. Af dem spirer senere i hans egen have de blomster, som vi nu kender som juleroser, - og derfor ser klosterbrødre­ne at abbeden troede sandt - og den hårde biskop Absalon indfrier så et løfte om at benåde røverfamilien - men det er en lidt anden historie.