De sidste søndage af kirkeåret handler om dom.
24. s. e. trin:
Den gamle af dage
På denne søndag er det som om der begynder et forløb som strækker sig resten af kirkeåret: Den gamle af dage tager plads på sin trone. Det er Gud. Men ikke den gamle mand med skæg, som nogle kan finde på at forestille sig Gud. Der er ikke noget træt over ham. Han er omgivet af ild. Tusinder og atter tusinder står foran ham. Retten er sat – han skal dømme. Men så træder Menneskesønnen frem. Han får magten til at dømme af Den gamle af Dage. (Dan. 7,9-14)
Hvordan er vores billede af Gud?. Der er appel i ?den gamle af dage?. Har man arbejdet med det kan man måske referere til elevers billeder af Gud. Sandsynligvis er den gamle mand med skægget iblandt. William Blakes The Ancient of Days har en styrke som matcher med teksten
Jesus Menneskesøn og dommen
Og så skifter billedet. Det er Johannes der fortæller om Menneskesønnen, Jesus? cit ? På en måde er det som om dommen smelter væk. Eller falder i mødet med ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke - og det, som findes på den anden side af dommen, det evige liv, er ikke bare engang - men nu. Men han taler også om den tid skal komme, hvor de der er i gravene, skal stå op af dem.. Altså at døden endegyldigt skal overvindes.
(Joh. 5,17-29)
En ny himmelsk bolig
Paulus siger nogle måske lidt mærkelige ord. Han ser mennesket og dets sjæl, som noget der tager en bolig på - omtrent som man tager tøj på. Og han siger vi længes efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen - så vi ikke skal stå nøgne, når vi bliver klædt af.
Han taler nok om den fysiske død en gang for ethvert menneske - men måske også om døden i overført forstand. Vi kan være som nøgne og døde - af tvivl og mismod - og håbe at blive klædt på til liv
(2. Kor. 5,1-10).
Jobs skæbne kan bruges - han er virkelige klædt af, nøgen. Og dødens mørke understreger den eksistentielle nøgenhed - jfr næste søndag (For et træ er der håb) - men se også Paulusteksten dér.
25. s. e. tr.
For et træ er der håb
Denne søndag rejses som det første spørgsmålet: er der håb? For et træ er der håb; når det fældes, skyder roden igen, men når et menneske dør, så er det væk – sådan siger manden Job, belært af hvor uretfærdigt og lidelsesfuldt livet pludselig kan vise sig. Gud havde ladet Satan prøve hans tro, så han mistede både helbred, familie og ejendom – og vennerne, der er tilbage, vil bare have ham til at indse og sige at der er hans egen skyld og det er Guds dom over ham – men Job vil ikke acceptere det. Og dør mennesket bare, så er der ikke noget håb.
(Job 14,7-15)
Midt i blandt jer er Guds rige
Sådan med den enkelte - hvordan så med alle mennesker – hvordan skal det gå. Jo, engang skal der falde dom over alt det onde – og man vil ikke være i tvivl, når det er dommedag. Det vil være tydeligt som når et lyn lyser over hele himlen Men indtil da skal man ikke løbe efter alle rygter om at det er nu, Guds rige kommer. For Guds Rige er midt i blandt jer, siger Jesus. Det evige er her allerede - engang kommer det fuldstændigt, men det er her allerede, usynligt men virkeligt - det vil sige som noget der virker. Det giver glæde, håb og kærlighed mellem mennesker.
(Luk. 17,20-33)
Udødelighed
Og Paulus taler igen om klædes på. Det, der kan gå til grunde, det fysiske, skal overklædes med det uforgængelige, og det der kan dø, skal overklædes med udødelighed. Og så spørger han: Død hvor er din sejr, hvor er din brod?
(Kor. 15,50-57)
Sidste s. i kirkeåret
Fred: sværd smedes til plovjern
Den sidste søndag i kirkeåret hører vi hvordan profeten Mika så Guds Rige: Der skal indføres retfærdighed mellem alle folk og sværd skal smedes om til plovjern, for der skal ikke være krig mere.
(Mika 4,1-3)
Til samtale: hvilken slags fred taler kristendommen om? En kun indre? Eller kan den hvile og fred, mennesker søger hos Gud, også være en fred der skal mærkes i den ydre verden?
Jesu byrde
Jesus taler videre om hvor og hvordan Guds rige begynder: hos de trætte og dem, som bærer tunge byrder – de vil få hvile. De skal tage hans byrde på sig, for den er virkeligheden let; man skal som han give sig hen til Gud (være sagtmodig og ydmyg af hjertet), så begynder hvilen og det evige at folde sig ud.
(Mt. 11,25-30)
Der kan forbindes til indtoget i Jerusalem. Sagtmodigheden og ydmygheden er også dér Jesu given sig hen til Gud og til sin opgave. Se også Jesusbilleder: Thorvaldsens "Kom hid til mig".
Mennesker tempel for Gud
Nu taler Paulus ikke bare om at blive iklædt en bolig fra Gud, men om at mennesker kan være Guds bolig - hvis man bygger på den rigtige grund.
(Kor. 3,10-17)
|