Til interesserede i DMRs arbejde og i kirken verden over prrsentet i mmnedligt udvalg af nyheder.
Fremover begynder det missionsteologiske alfabet med M Hvad hjertet er fuldt af Mortensen, Viggo, har taget en god oplysningstidstradition op – den personlige encyklopædi, med én forfatter. Når det er et menneske, med et enormt fond af viden, der gør det, kommer der den håndbog ud af det, som titlen lover. Fordi det er ét menneske, der ikke bare har komponeret, men også selv orkestreret hele værket, er det ikke bare under ouverturen, det generelle indledningsstof om mission og missionsteologi, man møder en tydelig holdning og grundsynsvinkel, men også i gennemgangen af de konkrete emner ordnet alfabetisk. Det bliver i og for sig lettere at orientere sig i sagen, også selv om man undertiden ikke er helt enig med forfatteren, netop fordi vinklen er så klar. Og hele bogen lader sig på en måde læse som en fremadskridende afhandling, fordi de enkelte temaer hænger sammen i fortælleren – fra Afrika til Aagaard. Havde jeg fået en tilsvarende håndbog i hånden, da jeg begyndte det teologiske studium, ville jeg allerede fra begyndelsen være blevet missionsteolog. Afrika, Asien og Ansgar Billeder og bibel Central Delagtighed Evident:
Boganmeldelse
En håndbog om mission
Viggo Mortensen. 481 s. Forlaget Anis.
Da jeg åbnede pakken med den tilsendte bog, tænkte jeg først, nu har ”The nordic trend” fra gastronomiens verden da også bredt sig til missionsteologien. En nordisk-nordisk kvinde i en lige så nordisk (dansk) bøgeskov får sit barn døbt – og man gætter, selv hvis man ikke kender titlen på Christian Dalsgaards billede i forvejen, af Ansgar. Men der er uden tvivl mere i det usædvanlige valg af forsidebillede end ”influenza” fra gastronomien. (Dansk Folkeparti skal vi ikke tænke på). Det er et bevidst valg. Vi er så proppet med at forbinde mission med billeder af glade eller triste sorte og, lidt sjældnere, asiatiske børn, som har fået hjælp og støtte, eller ditto voksne, som fejrer gudstjeneste i for os eksotiske omgivelser, at det virker som en brusetablet af en bevidsthedsafkalker allerede fra omslaget at blive mindet om, at mission også var vores kirkes forudsætning. Omkostningen er præget af fortidighed. Billedet leder måske ikke den lige vej frem til at mission er kirkens puls nu, en tanke som ellers er gennemgående i bogen.
Som forfatteren selv bemærker, er det usædvanligt med billeder i en teologisk lærebog. Men det er oplivende – og selv om tekst kan fortælle at kirken og dens mission er mangfoldig og diversiteten stor, fortæller billederne det i det mindste hurtigere. Kun er mange af dem for små.
”Bibelen er så ubetinget det vigtigste missionariske redskab, som missionæren har til rådighed.” Det kan anmelderen ikke være uenig med Mortensen i. Kun kedeligt at forlaget eller forfatteren ikke har forsynet en bog, netop tænkt som håndbog, med et bibelindeks. Måske er det den lille grundtvigske modvilje mod en atomiseret bibelbrug, som et bibelindeks kan lægge op til, der er på færde. Men den er fejlanbragt. At følge et enkelt sted i bibelen ind i en bog åbner for et sammenhængende tolkningsunivers, som lægger sig som et af mange lag om netop dette ords virkningshistorie – og netop i missionsteologien er der et udvalg af centrale steder i bibelen, som i selve sagens natur ikke kan udtømmes. De er da også med største selvfølge behandlet i bogen.
er bogen hele vejen igennem. Teologisk – og centrum er Kristus. Det centrum finder forfatteren – eller opfordrer til at man diskuterer, om det findes – i diversiteten i den centripetale bevægelse som mission er udtryk for. Også når missionsteologien må følge kristendommens demografiske centrums bevægelse mod syd. Fra Madrid til Timbuktu. Man mærker her stærkt at Viggo Mortensen har et meget langt engagement i den økumenisk, teologiske tænkning. Han deler med læseren sin evne til at reflektere over kirkens enhed uden at mene, det betyder enighed.
At værket er et videnskabeligt, hvor der gøres rede for præmisser og argumenteres klart, kan ikke diskuteres. Dertil kommer, at det viser, at videnskab, som andre skal fænges af, kræver delagtighed. ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Som bekendt skrevet af den Grundtvig, som indgår i rækken af missionshelte i bogen. Viggo Mortensen drives af kærlighed til sagen, og det løber bogen over med. Og han skriver om mange andre end Grundtvig, som har haft betydning – både for mission og missionsteologien og Mortensen selv. Rækken af missionshelte (med eget stikord, mange andre fortælles der om i forbindelse med et emne) er: Ansgar, Grundtvig, Hans Egede, Kvinder (!), Luther(dommen), Løgstrup, Paulus, Prenter, Sløk, Aagaard. - Det kan godt være at kristendommens demografiske centrum er flyttet mod syd, men det egentlige, åndelige centrum er og bliver Århus. Åbenbart slet ikke noget dårligt
sted at se hele verden ud fra!
Bogen er et must. Slet ikke kun for studerende. Enhver kirkeligt og teologisk interesseret vil have stor glæde af at læse den. Den er slet og ret underholdende. Og i dag er god præstegårdteologi også missionsteologi.
Kristen Skriver Frandsen