Kirkens rolle i et pluralistisk samfund.

Jeppe Bach Nikolajsen. Kolon 2017,

En anmeldelse – og derefter en lidt personlig vinklet diskussion

Kristen Skriver Frandsen

Et dybt og grundigt indblik i teologisk tænkning over kirkens rolle i verden
JBN har i denne bog samlet et klart overblik over og et dybtgående og grundigt indblik i sin teologiske forskning, som er en afdækning af forskellige - mange! - teologers arbejde med at nytænke forståelsen af kirkens rolle i en tid, der, meget tydeligt for Danmarks og de øvrige nordiske landes vedkommende, sætter en ny situation for kirken. Og det er ikke bare afdækning, det er også bud på nytænkning.
Der er tale om en samling af en række tidligere udgivne artikler. Derfor er der en del gentagelser i bogen, men JBNs klare systematik gør, at det ikke er generende. Der er en klar tematisk progression i artiklerne.

Den nye situation: Monokulturen findes ikke længere
Den nye situation er at samfundet ikke længere kan ses som overvejende en monokultur, hvor kirken, i hvert fald i dens egen selvforståelse, havde en selvfølgelig plads. Samfundet er pluralistisk – først og fremmest er det industrialisering, globaliserning, kapitalinteresser, IT-revolutionen, der har skabt den virkelighed. Dertil kommer indvandring, dels af kristne som har en meget anden kirkeforståelse (og forståelse af tro og praksis), dels mennesker af anden tro, især islam. Men også buddhisme præger fx en del af den danske befolkning. Samfundet er pluralistisk.

Hvordan skal kirken reagere? Det arbejder bogen med.
Først og fremmest skelner JBN mellem en kirke, der forstår sig som Corpus Christianum, som kristenhed, en stats, et folks fælles religion og så en, der forstår sig som Corpus Christi. Det første er kun muligt i en enhedskultur, det er andet er realiteten i en verden, sammensat af mange kulturer. Som Kristi krop afspejler den nødvendigvis Kristus i verden, får en stemme – som så den må acceptere er én blandt andre – den kommer ikke uden om at formulere en livstolkning, have bud på etik, ytre kritik, måske ligefrem forholde sig politisk.
Andre tænkelige holdninger diskuteres undervejs, fx om ikke man kan tænke sig at begrebet ”den usynlige kirke” er relevant (men den tanke arbejdes der ikke meget med); kort sammendraget (også med hjælp af klassiske danske teologer) må kirken have en krop, et folk, altså et kirkefolk.

Hvordan kirken får krop handler artiklerne så om.
Den første artikel efter indledningsafsnittet rejser spørgsmålet om etik. Findes der en særlig kristen etik? Eller er den naturlige, den af Gud medskabte etik, nok? Den særlige etik kan ikke gøre krav på at ville forme samfundet – men nok gøre krav på de kristne. Bjergprædiken skal man ikke bygge samfund på, heller ikke fordringen at måtte tage lidelse på sig, men begge dele er fordring til kirken, de troende. Her og i hele bogen tager JBN kritikken op, at kirken risikerer at blive sekterisk, og lukke sig om sig selv, men nej, også den særlige, kristne etik, kan vende udad og være kritik af forhold i samfundet uden for kirken – og kirken skal netop formulere den.

Skriftsynet
Den næste artikel hedder ”Kirken som fortolkningstradition”. Her argumenteres der for at bibelens autoritative status kun kan anerkendes inden for den kristne tradition og den kristne kirke, hvilket ikke betyder at bibelen ikke kan være til inspiration for den senmoderne, pluralistiske samfund. Og det gør den bedst ved at den kendes gennem den kristne kirke som en egentlig, særlig social størrelse.
Men hvordan skal man omgås de autoritative skrifter? Det sker netop gennem ”kirken som fortolkningsfælleskab” – tredje artikel. Her refereres med tilslutning John Howard Yoders fire principper for læsning af bibelen. De må ses som normative, de må læses på forfatterens præmisser i konteksten dengang, det bibelske verdensbilledes teologiske relevans i dag må forståes ud fra, hvad den bibelske forfatter mente, og endelig er kirken et hermeneutisk fællesskab som må befinde sig i en åben proces i fortolkningen af skrifterne.

Liturgiens bøjningsmønster
Artiklen Kirkens liturgiske liv i et pluralistisk samfund understreger igen det at gudstjenestelivet tydeliggør at kirken er en særlig social størrelse. Gudstjenestens led bliver en slags mønster for kirkens fællesskab, hvad der skal bære det, typisk for JBNs måde st skrive på, opstillet i klare punkter: 1) samling, 2)forkyndelse, 3)nadver, 4) sendelse.

Balancen isolation/assimillation
De to følgende artikler, de sidste inden den konkluderende, samler netop forkyndelse og sendelse op: ”Kirkens stemme i et pluralistisk samfund” og ”Kirkens mission i et pluralistisk samfund”. Løbende er der bogen igennem en diskussion om en luthersk forstået ekklesiologi. Der arbejdes blandt andet med balancen mellem en kirke, der på den ene side isolerer sig fra samfundet, dets politik og etik, og så på den anden side en (for?) politiserende kirke. Kirken er sendt til verden. Og den skal som fællesskab (koinonia) finde en vej i verden mellem isolation og assimililation. Den skal være et tjenende fællesskab (diakonia) – og den skal proklamere Guds handlen i historien (Kerygma).

Inspirationer bag bogen
Ovenstående er blot et omrids af bogen. JBN lever som forsker op til at befinde sig i en åben proces i fortolkning af skrifterne. Hele bogen dokumenterer processen i en omfattende dialog med andre forskere og teologiske tænkere. Hovedinspiration skal da nok findes hos Lesslie Newbegin og Yoder, men også andre flyder op i selve brødteksten – inklusive Grundtvig og enkelte nyere danske teologer. Og i det omfattende noteapparat er der et sandt akademi af teologer, med meget forskellig baggrund.

En vigtig bog til overvejelse og diskussion – i en kirke, hvor problematikken kan synes fortrængt
Bogen er vigtig i dansk sammenhæng. Nærværende anmelder kan give JBN ret i en mere eller mindre tydeligt formuleret præmis for hele bogen, at den danske folkekirke i et vist omfang fortrænger, at der er en ny situationen. Der er en del panegyrik indenfor kirken om enheden folk og kirke. Politisk har nogle partier taget kirken som gidsel ved at definere Danmark som et kristent land. For en historisk betragtning er det sandt. Danmark er en del af Corpus Christianum, men det danske folk – selv de døbte – kan det være diskutabelt at betragte som Corpus Christi.

Den stærkeste anbefaling
Bogen er hermed stærkt anbefalet. Brug den til at få tænkt igennem, hvordan er vi kirke, og hvad skal vi som kirke. Den slags afklaring får også betydning i ens dagligdag som præst og/eller medlem af en menighed.

Lidt diskussion af tankerne:

Kristen Skriver Frandsen (anmelderen)

Hvordan tænke den faktiske folkekirke som et egentligt fællesskab?
Hvordan er kirken som Corpus Christi, et særligt og faktisk fællesskab af kristne, med stemme og handlende ind i verden? Hvordan det særlige fællesskab er sammen i gudstjeneste er nok den mindste udfordring, større er den at være stemme i verden. JBN peger tydeligt på AT det er en teologisk nødvendighed, mindre tydeligt på hvordan. Hvordan lyder stemmen fra det kirkelige kor, fra tidehverv, mainstream kulturkoncensussøgende kristendom, ”de grundtvigske” (trænger til gåseøjnene), Dansk Oase, frikirkemiljøet, Indre Mission, evangelikale?
Hvordan kan dette, som dårligt kan kaldes et sammenrend, for så vidt mange ikke kan tåle at være i stue med hinanden, endsige tænke sig at være i en teologisk samtalende proces, være stemme og eksempel i verden? Vi – de kristne – skal, det er vi kaldet til, så vidt vil jeg giver JBN ret, men altså hvordan? Hvordan lyder stemmen, når vi skal forholde os til abort, skilsmisse-, køns-, udenrigspolitik, flygtningeproblematik, religionsmøde og meget mere?

En nødvendig, ny kirkeordning
Man kan selvfølgelig begynde med at løsne kirken fra staten. Det er næsten umuligt at fastholde den nuværende sammenknytning – teologisk velbegrundet. Skal vi så tænke os en synode? Lade flertallet udsende erklæringer og vejledninger, nedsætte etiske og politiske råd? Eller skal vi tænke mere kongregationalistisk, menigheder i mindre enheder, som tager den missionale forpligtelse i hele dens bredde på sig, så kirkens stemme bliver mangestemmig – og undertiden indbyrdes ganske modstridende? Jeg selv hælder mest til det sidste, men jeg tænker den folkekirkelige inerti vil befordre det første.

”Jesus forkyndte Guds riges komme – og det er kirken der kom”.
Denne sætning af Alfred Loisy trøstede mig en del, da jeg var begyndt at studere teologi. Dengang hørte jeg det mere som en skærende modsætning, end som den lidt nøgterne konstatering, der er tale om hos Loisy. Men den trøstede mig, for jeg syntes der var en vældig afstand mellem kirke, sådan som jeg mødte den, og så den sag, som jeg var optaget af, det som Jesus havde åbenbaret om Gud. Kirken var noget museumsagtigt, det som fik stærkest udtryk i den mundering, jeg forventedes at optræde i som præst, men jo også i arkitektur, inventar og musik. Og hvor stor kunne afstanden ikke synes fra Jesu forkyndelse af Guds rige, hvor den ringe, den syge, den udstødte, de sørgende, var blandt de fremmeste, til de faktiske menigheder, jeg mødte. Jeg er vokset op i en grundtvigsk valgmenighed på landet, der var langt til den verden, der trængte sig på for os studenter, en lidende, en storkrigsangst verden, en verden fuld af ulighed og undertrykkelse. Men storbymenighederne var i mine øjne ikke bedre, jo, jo, spejderarbejde og basarer kunne være godt – men Guds rige? Jeg løb også i min studietid ind i de fin-kulturelle Hellerup-menigheder, med film- og litteraturanalyser på prædikeprogrammet, sikkert nydelige folk, men Guds rige? Mange folkekirker landet over er en slags kulturformidlere – kendisser kommer og holder foredrag. Måske godt nok, men det er næsten altid personen, der tæller, og successen ligger i fremmødet. De mere frikirkelige menigheder, jeg besøgte, følte jeg mig lige så lidt hjemme i som i de grundtvigske venneforsamlinger, sekteriske forekom de mig netop.

Kristi krop – en skrantende krop?
”Nedlæg Folkekirken – det oppegående dødsleje” - var titlen på Svend Bjerg og Steffensens kirkekritiske bog, som vi nok blev meget for hurtigt færdige med. Faktisk har JBN overvejelser om kroppens faktiske tilstand med. Den bærer sygdommen til døden, på grund af menneskets syndighed. ”What the church makes visible is the whole dynamic drama of sin and salvation, not only the end result of a humanity purified and unified (Cavanaugh). Det er ikke et triumfalistisk kirkesyn, der præsenteres. Men JBN peger på at den også er rammen om helbredelsesmidlet, med nadveren som det stærkeste udtryk. (s. 23 i bogen). Men stadig: den faktiske, synlige kirkes stemme lyder stadig og alligevel stærkt astamatisk.

Hvad skal vi arbejde på, der hvor vi faktisk er?
Jeg er ikke i tvivl om at kristen tro skaber kirke, når den griber mennesker. Man føler trang til lovsang, samtale, samtænkning – og når en kirke er i sin vorden også til at handle sammen i overenstemmelse med det, man har hørt. Jeg er desværre heller ikke i tvivl om at ethvert menneskeligt, også kirkeligt, fællesskab, har risikoen for at stivne og blive til magtmisbrug, undertrykkelse – indbyrdes dom – meget tæt på en dementi af fx centrale dele af Jesu bjergprædiken. Og at det kan blive virkeligheden både i folkekirkelig og frikirkelig sammenhæng.
Hyppigst møder vi kirken i på forhånd etablerede former. Hvis man oplever råddenskab og svamp dér – og det gør man – eller stærkt modstridende synspunkter, det sidste meget karakteristisk for kirke, når den er blevet til kæmpeorganisation, hvordan kan den så være en særlig stemme i verden?

Individuel fordring – eller kollektiv?
Jeg tenderer mod at mene at det først og fremmest må være en individuel fordring. Som enhver der hører evangeliets ord må høre og handle efter. Men så til gengæld en fordring som skal formuleres i fællesskabet – at den er der. At den enkelte sendes ud i verden – for at spejle Guds rige, tørste efter retfædighed, søge efter sandhed, skabe fred – klæde den nøgne, mætte den sultne, besøge den fangne – og endda eventuelt blive forfulgt for det. At gudstjenestens liturgi peger på den måde, kirken har en rolle i verden, (som det så udmærket påpeges i JBNs bog), er jeg ikke i tvivl om. Gudstjenesten slutter med at vi sendes. Og alt for ofte mangler sendelsen at blive formuleret, den bliver knap underforstået i den danske kirke. Bevidstheden om sendelsen bør have konsekvenser for hvordan der prædikes. Man sendes ud med mere end syndernes forladelse. Jeg har været i en menighed et sted hvor en grundtvigsk-tidehvervsk præst havde sat et 30-årigt præg. Et medlem formulerede sin tro sådan: Jeg går i kirke om søndagen, for at få mine synders forladelse og så går jeg ud og er den skidte knægt, jeg plejer at være indtil næste søndag. Og han var faktisk ikke så lidt ”en skidt knægt” i de sammenhænge, han stod i.

Svinefabrikanten, økobønder og prædikanten
Hvordan så prædike? Min virkelighed som præst i de ikke særlige ”tætte” fællesskaber, som en sognemenighed er, har været at der sidder diametrale modsætninger i kirken. I bykirken sad den rige erhvervsmand, med Øresundvilla med udsigt, og samtidig den helt forarmede bistandsklient fra betonslummen, - i kirkerne på landet, driftige økobønder, heldige med konjukturerne, og med ikke så lidt følelese af at gøre det rigtige, men staten skulle sandelig ikke blande sig - og mere traditionelle svinefabrikanter, som sandt at sige ikke var onde mod deres tusinder af svin, så vidt muligt, og som gerne viste frem forbedringer, og kløede en promille af svinene bag øret – her skulle staten bestemt heller ikke blande sig – og så igen også den, der var på bistand, i en forfalden landejendom uden jord, uden megen stolthed overfor alt den driftighed. Og så var jeg prædikanten, der mente at vi, som et af midlerne til at skabe større retfærdighed mellem menneskene, har det fællesskab, der hedder staten, som derfor skal gribe regulerende ind og omfordele, sætte regler for vores brug af ressourcer etc. Jeg pegede altid på at den enkelte måtte overveje hvordan den etik, som måtte udspringe af dagens evangelium, kunne tænkes at se ud ”oversat” til vores tid, og så folde den ud, i de nære sammenhænge, i personlige relationer, via girokortet, via stemmesedlen, muligvis i demonstrationer o.l. Jeg har prøvet at være så konkret som muligt. Det var min stemme, var det kirkens?

Skal folkekirken have en stemme?
Skal folkekirken også høre sig sendt som organisation, som krop – med én stemme? Nogle gange gør den det – også på dansk grund: Da biskopperne under anden verdenskrig udsendte et hyrdebrev om jøderne, der vågnede den som fællesskab. Meget få var uenige. Men kan biskopperne (som kollegium) – en institution, hvis teologiske legitimitet i meget høj grad kan diskuteres, den juridiske ligeledes – tænkes at skulle gøre det, også i dag? De bliver faktisk spurgt af medierne, som hungrer efter den slags. Er de kirkens stemme?

Den sande kirke er usynlig
Til syvende sidst tror jeg vi må acceptere at den sande kirke er usynlig, den består af mennesker båret af troen, men sikre på hvem hinanden er, bliver de aldrig. Men de må tale, for at sige det stort, Guds riges sag. De finder sammen med andre, danner muligvis minikongregationer (studiegrupper, bedegrupper, husmenigheder, vennegrupper, kernemenighed i sognet*), for mennesker har brug for at tænke og tale sammen, indenfor og udenfor de store samfund, men i deres ydmyghed lever de med at det sande fællesskab ikke blive synligt – hverken for dem selv eller andre. Men tale må de – for de kan ikke lade være. (Apg. 4,20).

-----

*
Kermemenighed
Da jeg begyndte som præst talte man en del om kernemenigheden. Jeg forstod og forstår det meget i hvedekernens billede, som Jesus bruger det. Den må i jorden og dø, for at give frugt. Den må ikke insistere på sin egne kerneagtighed, men hele tiden være på vej til at opløse sig, give ud af sig – sin sjæl, sine handlingen, og, ja også sin stemme. Kernemenigheden er ikke de frelstes klub, dem med deres på det tørre. Det er så ufrugtbart som hvis korn bliver liggende på tørreloftet.

Kristen Skriver Frandsen