Kirkernes Verdensråd har fokus på mission

Knud Jørgensen og Jeppe Bach Nikolajsen

De seneste år har Kommission for Verdensmission og Evangelisering, som er del af Kirkernes Verdensråd, via flere forskellige arbejdsgrupper arbejdet med at udforme et nyt missionsdokument, som på tværs af landegrænser og kirketraditioner skal inspirere og skabe fælles fokus på mission.
På en konference i Manila sidst i marts måned blev det ellevte udkast til dette nye missions-dokument fremlagt. Her drøftede to hundrede kirkeledere og missionsteologer fra hele verden dokumentet. Det endelige udkast til et nyt missionsdokument vil senere på året blive præsenteret for centralkomitéen i Kirkernes Verdensråd, og dersom de antager dokumentet, vil det blive præsenteret på Kirkernes Verdensråds tiende generalforsamling i Busan i Sydkorea, som afholdes fra den 30. oktober til den 8. november næste år.
Det er tredive år siden, Kirkernes Verdensråd sidst udarbejdede et missionsdokument. Verden har ændret sig afgørende siden da, og derfor ændrer betoninger i mission sig også. Det forsøger det nye missionsdokument at afspejle ved at tale om “mission i nye landskaber”.
De seneste årtier har mission og evangelisering ikke spillet nogen markant rolle i Kirkernes Verdensråd. Eksempelvis var mission ikke et toneangivende tema på generalforsamlingerne i Harare i Zimbabwe i 1998 eller i Porto Alegre i Brasilien i 2006. Kommission for Verdensmission og Evangelisering har derfor arbejdet på, at mission bliver et centralt tema på generalforsamlingen i Busan. Med dette nye missionsdokument og med en række missionsseminarer vil mission formentlig spille en vigtig, måske ligefrem central rolle på den kommende generalforsamling.

Missionsdokumentet er femogtyve sider langt og knytter til ved Johannesevangeliet kapitel ti, hvor Jesus siger: “Jeg er kommet, for at I skal have liv og have det i overflod.” Termen liv er helt central for dokumentet og udtrykker en holistisk tilgang til mission. Mission gælder alle aspekter af livet. Grundtonen i dokumentet er da også, at mission og evangelisering har med livsfylde og livsrigdom at gøre, og at diakoni ikke kan adskilles fra forkyndelse, men at begge aspekter ved mission fik et kraftfuldt udtryk i Jesus Kristus.
Dokumentet funderer virkningsfuldt sin holistiske forståelse af mission i en stærk skabelsesteologi. Gud har skabt en overvældende smuk verden, som er skabt til at blomstre og udfolde sig i al sin mangfoldighed. Gud vil liv, liv i overflod!

Det mest omdiskuterede hovedafsnit af dokumentet var Jordens salt: Mission fra margin af samfundet. Da emnet blev introduceret, blev det hurtigt tydeligt, at dette emne engagerer mange, og det affødte da også megen debat.
Der var enighed om, at Guds særlige omsorg for de marginaliserede er et konsistent bibelsk tema. Der var også enighed om, at emnet i dag er af stor relevans og betydning. Det blev anført, at mission i dag som oftest ikke længere er mission fra centrum til margin, og at en sådan strategi også ofte er endt med utilsigtet undertrykkelse. I stedet blev det betonet, at kirken må forene sig med, og i øvrigt ofte er forenet med mennesker, som er marginaliserede i samfundet, og at kirken netop fra periferien af samfundet må være engageret i mission.
I forlængelse af dette trængte mange spørgsmål sig på: Har det moderne samfund et cen-trum? Hvem er marginaliserede? På hvilken måde? Skal der også drives mission til et eventuelt centrum i samfundet? Og i så fald hvordan?

Kirkernes Verdensråd er jævnligt blevet beskyldt for at være utydelig i sin forståelse af evangelisering og at forvandle evangelisering til kamp for retfærdighed og fred. I hovedafsnittet Livets vand: Sandheden tro i kærlighed, som handler specifikt om evangelisering, er det nye missionsdokument befriende modigt i sin udfordring af alle kristne og kirker til at være levende og dynamiske budbringere af evangeliet og i sin understregning af, at de gode nyheder ikke først og fremmest er alle vore diakonale og politiske handlinger, men Guds gerning i Jesus Kristus. På den baggrund definerer dokumentet evangelisering således: “At dele sin tro og overbevisning med andre, at invitere dem til efterfølgelse, hvad enten de tilhører andre religiøse traditioner eller ej. At dele evangeliet skal ske med både overbevisning og ydmyghed og som et udtryk for vor kærlighed til verden.” I dette afsnit finder man i øvrigt også formuleringer, som lægger sig tæt op ad Lausanne-bevægelsens evangelikale sprogbrug om evangelisering.
Dialog med mennesker af anden tro behandles også i dokumentet. Dialog og evangelisering er forbundne, men har hvert deres præg, påpeges det. Dialog tager sit udgangspunkt i, at Gud er til stede i nye missionslandskaber, og at kristnes opgave er at vidne om Gud, som altså allerede er til stede i disse nye landskaber. Vanskelighederne i religionsteologien undviger man behændigt. I stedet vælger man at lægge sig op ad en formulering fra en konference i San Antonio i 1989, hvor det hedder, at Jesus Kristus er den eneste vej til frelse, som vi ved om, men at der samtidig ikke kan sættes grænser for Guds frelsende nåde.

Der forelægger endnu en del arbejde med at færdiggøre missionsdokumentet, men når det er færdigredigeret, vil kirker og missionsselskaber i Danmark her kunne hente vigtig inspiration. Afslutningsvis vil vi i forlængelse af missionsdokumentet antyde tre udfordringer i en dansk kontekst.
Den første udfordring angår forholdet mellem spiritualitet og mission. Dette behandles i dokumentets mest innovative hovedafsnit, og i forlængelse heraf kan man spørge: Er det rigtigt, at spiritualitet er kilde for mission? Hvad vil det sige at udvikle missionsspiritualitet i Danmark? Og hvad betyder det, at missionsspiritualitet er vigtigere end udviklingen af missionsstrategier? Disse spørgsmål udfordrer til en reorientering af vore perspektiver på både spiritualitet og mission.
En anden udfordring er mødet med indvandrere og – ikke mindst – med indvandrermenig-heder i Danmark. Kristendommens globale tyngdepunkt har ikke blot flyttet sig mod syd, men det globale syd er også kommet til os i det globale nord, i og med at mange af vore indvandrere er kristne. Disse mennesker har brug for ressourcer og hjælp til at finde en plads i vor kirke og vort samfund, men vi har i høj grad også brug for deres glæde og vitalitet til at tænke nyt og kreativt om mission, evangelisering og det at være kirke.
En tredje udfordring vedrører diakonalt arbejde. Kan vi nytænke diakoni, så den i endnu højere grad giver stemme til marginaliserede? Kan vi i større grad arbejde sammen med mennesker i periferien af samfundet? Det vil indebære, at diakoni forstås som en opgave, der handler om at formidle et vigtigt budskab fra periferi til centrum, og at vi i periferien af samfundet finder nye måder at realisere kirkens kald i verden. Da bliver forsoning og advocacy centrale opgaver i mission.

Jeppe Bach Nikolajsen er ansvarshavende redaktør for Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke og adjunkt ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Knud Jørgensen er adjungeret professor ved Lutheran Theological Seminary i Hong Kong og ved Menighedsfakultetet i Oslo.