Til interesserede i DMRs arbejde og i kirken verden over præsentet i månedligt udvalg af nyheder.
Mogens S. Mogensen Månedens kommentar skrives på skift. Skribenterne vælger selv en (eller flere) nyheder ud, og giver den en personlig kommentar. Youcef Nadarkhani, konverterede som ung i Iran fra islam til kristendommen og blev præst i en protestantiskkirke. Han blev første gang arresteret i 2006 anklaget for apostasi og for at forkynde evangeliet ro muslimer. Kort efter blev han sat på fri fod igen, men da han i 2009 protesterede over, at hans børn i modstrid med forfatningens ord om religionsfrihed skulle tvinges til at tage kursus om koranen, blev han igen arresteret. De gamle anklager om apostasi og evangelisering blev igen fremført, og i september 2010 blev han dømt til døden for apostasi, dog med mulighed for at slippe for dødsstraffen, hvis han vendte tilbage til islam. Andre link:
Kristendomsforfølgelse i Iran
Denne måneds Update
Meget tyder på, at de internationale protester har bevirket, at dødsdommen endnu ikke er blevet eksekveret. Derfor er der al mulig grund til, at vi også fra dansk side protesterer over den behandling, Youcef Nardarkhani udsættes for.
Som det fremgår af en af nyhederne på KirkenUpdate (Youcef Nadarkhani 'Offended Islam' by Preaching Christianity), har de iranske myndigheder nu benægtet, at der er blevet udstedt en ordre om Nardarkhanis henrettelse. Mohammad Javad Larijani fra Irans Råd for Menneskerettigheder fastholder, at Iran overholder menneskerettighederne og henviser bl.a. til at tilstedeværelsen af synagoger og kirker i Iran. Nardarkhanis forbrydelse var ifl. Larijani, at han inviterede unge ind i sit hjem for at prædike for dem uden deres forældres tilladelse, at han uden regeringens tilladelse havde omdannet kælderen under sit hus til en kirke, og at han ved at prædike kristendom havde fornærmet islam.
Når Larijani kan hævde, at behandlingen af Nadarkhani er i overensstemmelse med menneskerettighederne, hænger det sammen med, at Iran ganske vist tilsluttede sig FNs menneskerettighedserklæring fra 1948, men at Iran sammen med de fleste andre muslimske lande også tilsluttede sig Kairo Erklæringen om Menneskerettigheder, som Organisationen af Islamiske Stater i 1990 vedtog. Den afviger fundamentalt fra FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder ved at fastholde, at de muslimske stater kun anerkender de rettigheder i FN erklæringen, som er i overensstemmelse med islamisk lov (sharia). Det betyder i praksis en voldsom indskrænkning i religionsfriheden og en undsigelse af verdenserklæringens par. 18, som bl.a. fastslår om ” Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til i alene eller i fællesskab med andre, offentlig eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro”.
Her er det vigtigt at verdenssamfundet holder Iran og alle andre muslimske lande fast på FNs universelle menneskerettigheder, og ikke falder for muslimers argumenter om, at FNs menneskerettigheder er en sekulariseret udgave af den jødisk-kristne tradition, som ikke tager højde for den islamiske tradition. Men det giver ikke nogen mening, hvis danske myndigheder på den ene side skarpt kritiserer de brud på menneskerettighederne, som forfølgelsen af især kristne konvertitter i Iran i disse år er et tegn på, og på den anden side fortsætter med at sende iranske asylansøgere, der er konverteret til kristendommen, tilbage til Iran – og dermed tilbage til en forfølgelse, som i sidste instans kan koste dem livet.
Baggrunden for de iranske myndigheders tiltagende forfølgelse af kristne konvertitter i Iran skal sandsynligvis søges i den virkelighed, som en anden af nyhederne her på Kirken Update afdækker (Open Doors: Growth of Christianity in Iran 'Explosive), nemlig at antallet af konvertitter vokser meget stærkt i disse år, især blandt unge, og at iranere meget gerne taler om deres tro. Der er imidlertid ikke noget der tyder på, at myndighederne har held til at standse denne ”vækkelse” blandt iranere, som vi også møder blandt iranere i andre dele af verden. I Danmark som i en række andre lande er iranere den gruppe muslimske indvandrere, hvor der i de sidste mange år har været det største antal konvertitter til kristendommen.
På baggrund bl.a. af Irans brud på religionsfriheden er det meget vigtigt, at Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har igangsat et projekt om ”Trosfrihed – Forfulgte kristne”, så også folkekirken kan være med i kampen for religionsfrihed og vise solidaritet med forfulgte kristne fx i Iran.
Mogens S. Mogensen