Til interesserede i DMRs arbejde og i kirken verden over præsenteret i månedligt udvalg af nyheder.
Af Hans Raun Iversen For godt en måned siden havde Center for Europæisk Islamisk Tænkning, der har til huse på Det teologiske Fakultet i København et arrangement med præsentation af en række nye bøger fra centeret. Jeg kom halsende lidt for sent og mødte i døren to gode, muslimske bekendte, som jeg ikke havde set i lidt længere tid. De spurgte venligt til, hvad jeg lavede, og jeg kunne fortælle, at jeg akkurat i de dage næsten ikke lavede andet end at snakke med journalister, som skulle lave overskrifter om folkekirkens messefald, forhold til homofile, strukturændringer etc. ”Ja, nu er det din tur”, svarede de med venlig deltagelse, men samtidig med slet skjult glæde over, at de danske muslimers talspersoner ikke længere kimes ned af pressen. Først da gik det op for mig, at det nok var derfor jeg ikke havde set dem for nylig (i pressen altså) – og at der vel også er en vis presse-logik i, at når der ikke mere skal skrives spalte op og ned om muslimerne, så skal der skrives noget mere om folkekirken. Men hvorfor er det nu lige, at muslimerne ikke længere er dagligt pressestof og stadige Prügelknaben i Danmark? Det mest iøjnefaldende er vel, at der (forhåbentlig) ikke længere skal stemmes finanslove hjem, som kræver små og store fikse pressehistorier, som viser, hvor farlige muslimerne er. - Men var alle historier før valget da plantet af Dansk Folkeparti, kunne man spørge? Eller var der tale om en mere subtil sammenhæng, hvor pressen gerne ville blive ved at skrive om muslimerne, når det nu var ret så givet, at de ville få deres sag for igen, hvis ikke før, så når der skulle handles af om finansloven? Nok en større gruppe kristne og muslimer talte rigtigt godt og grundigt med hinanden ved den dansk-arabiske dialogkonference 1.-3. maj 2012 i Beirut i Libanon. Derom udsendte de med fælles stemme otte små, men ganske stærke punkter om vejen ”Towards a better understanding”. Ikke mindst i Libanon med stridende religiøse kulturer, der lige nu lever i en slags limbo med en kold borgerkrig, som kan blive varm når som helst mellem landets religiøst prægede grupperinger, er det selvindlysende, at der er brug for megen samtale for at fremme forståelsen. Hvis ord stadig kan sige og gøre noget, må det være ord som disse: 1. Christians and Muslims confess faith in God the one Creator. This faith constitutes a common space for further dialogue. Men hva nøtt er et te? Måske kan og skal vi især håbe på langtidsvirkninger, som enten endnu ikke helt er til stede – eller bliver holdt nede af den samfundsmæssige kontekst, til de måske ret så pludseligt dukker op til overfladen? Lad mig nævne et godt eksempel på en sådan langtidsvirkning. Når Paulus i Gal 3,28 siger de berømte ord: ”Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde, for alle er i én i Kristus Jesus”, står de historisk kritiske eksegeter i kø for at bevidne, at det betyder alt sammen næsten ingenting, for Paulus holdt jo kvinderne fra talerstolen og forkyndte, at slaverne skulle forblive slaver etc. Men eksegeterne forstår teksten på en meget indskrænket måde. De forstår ikke den dynamiske indsigt, der ligger på spring i en sådan tekst, selv om indsigten måske først kom til udfoldelse ca. 1800 år senere. I 1800-tallet kæmpede konservative kristne som Grundtvig og Wilberforce for slavernes frigivelse, og selv de mest konservative mandlige missionærer, der tilmed arbejdede i traditionsbunde (mandschauvinistiske) kulturer, havde travlt med at bygge skoler for piger - i meget høj grad netop på grund af tanken i Gal 3,28! Lad os tro på ordene, så de kan skabe, hvad de nævner.
Religionsdialog i limboet mellem kold og varm borgerkrig: Hwa nøtt er et te?
Månedens kommentar (Maj 2012) - se KirkenUpdate Maj 2012
Under alle omstændigheder er det meget bemærkelsesværdigt, at historierne om de farlige muslimer er så godt som forsvundet fra dansk presse – i løbet af ganske kort tid, ja næsten fra den ene dag til den anden. Det nye politiske flertal er sikkert én af grundene. Men der er nok mange flere grunde. Jeg vil gerne foreslå, at de kunne have at gøre med, at Samtale fremmer forståelsen, som titlen lød på betænkningen fra biskoppernes islamudvalg for 12 år siden. Måske er der sket det, at rigtigt mange muslimer og kristne i mange forskellige sammenhænge har fået talt så længe og så grundigt med hinanden, at forståelsen er blevet så god, at de gamle pressehistorier preller mere og mere af?
2. We agree that the different conceptions of God/Allah should not be a source of distrust.
3. We agree that the deep love of God compels us to love every human being and to respect his or her opinions and rights irrespectively of his or her faith or political conviction.
4. Both Muslim and Christian values are interrelated with the principles of human rights such as the dignity of human beings, freedom of expression, freedom of religion, equality, the right of life, rights of women and justice for all.
5. Muslims and Christians share ethical values such as compassion, care for the weak and respect for each other.
6. We regard the basic values of Islam and Christianity as an enrichment of our societies.
7. Religious communities and individuals should be an integral and active part of society. Religious differences should enrich civil, political and cultural rights for all.
8. We commit ourselves to promote a culture of equity, better understanding, appreciation and genuinely equal citizenship in society through e.g. raising awareness, the use of media and education curricula.