Birger Nygaard
Formand for Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg

Folkekirkens styringsstruktur: Handler det om struktur eller vision?

Så kom debatoplægget forslag til nye styringsstrukturer i folkekirken. Præmissen for oplægget synes at være, at alle, der sidder i udvalget, har haft mulighed for at få egne synspunkter repræsenteret. Kloge folk har således udregnet, at der i oplægget er 46 kombinationsmuligheder af de fremlagte modeller. Dette skønt modellerne alle er variationer over samme begrænsede tema, som i hvert fald ikke har noget med en kirkeforfatning at gøre, men netop en vis ændring af styringsstrukturer.

Det er for folk involveret i de frie folkekirkelige organisationer, herunder missionsselskaber, værd at bemærke, at der i de fremlagte forslag er afsat plads til tre repræsentanter fra sådanne organisationer i et evt. kommende kirkeråd. En sådan anerkendelse på mange måder et historisk nybrud, mens det jo på ingen måde er et nybrud, at de frie kirkelige organisationer er vigtige spillere i den folkekirkelige helhed. Men tak så langt til politikere og udvalg for at se denne virkelighed og tegne den ind i debatoplægget.

Dette rejser for de frie kirkelige organisationer pludselig en række overvejelser over hvordan netop frivillighedsstrukturer kan være repræsenteret i et udvalg, der i øvrigt vil være stringent struktureret. De kommende måneder vil der blandt organisationerne blive ført en debat om dette. Hvis vi forestiller os, at de tre repræsentanter skal repræsentere de tre kirkelige arbejdsformer ”undervisning”, ”diakoni”, ”mission” rejser spørgsmålene sig:

• Funktionel versus teologisk repræsentation? Først må det tydeliggøres, om man vil tilstræbe en teologisk retnings-repræsentation eller en mere funktionelt orienteret repræsentation omkring kirkens arbejdsformer. For nogle år siden ville det være naturligt at tænke i teologiske retninger. Men det er vanskeligt at forestille sig, at man kirkestrukturelt tænker i teologiske retninger. Disse retninger vil stadig være der. Men vil de ikke være repræsenteret på kryds og tværs mellem alle medlemmer af et kirkeråd?
• Hvem er hvad? Folkekirkens Nødhjælp er som folkekirkelig organisation blandt de største organisations-aktører. Er der her tale om en diakonal organisation? Dette plejede vi jo alene at kalde Kirkens Korshær, Blå Kors og andre organisationer, der arbejder i Danmark. De internationalt arbejdende missionsselskaber arbejder naturligvis med mission. Men mission består i høj grad af diakoni og undervisning? Er det derfor retvisende at rubricere noget som ”missionsselskaber”. Ud fra en missio dei-tænkning tager alle organisationerne jo del i Guds mission. Og hvor hører indre missions-organisationer så med i denne sammenhæng? Skal kategoriseringer funderes i nationalt versus internationalt rettede organisationer?
• Hvordan være repræsenteret? Ovenstående kategoriseringsspørgsmål viser, at det ikke er lige til for de frie folkekirkelige organisationer at udpege medlemmer til et kommende kirkeråd. Vi har gode veletablerede netværksorganisationer som Dansk Missionsråd og Dansk Diakoniråd. Repræsentation via disse strukturer vil på mange måder være det letteste og mest operative. Men det fordrer som sagt, at de organisationer, der ikke hører hjemme her i dag, kan finde sig til rette i sådanne sammenhænge. For gruppen undervisning/børn & unge er det mere utydeligt, hvilken netværkssammenhæng, der er fællesnævner for denne brogede skare.

Fokus på vision for en samarbejdende folkekirke
Spørgsmål er der nok af. Og det vil nok ikke være muligt at finde svar, som tilfredsstiller alle. Et snævert strukturfokus er derfor lidet inspirerende og vil måske ikke flytte alverden. Det et frem for alt vigtigt at fokusere på, hvorfor vi skal ændre på strukturer og evt. have et kirkeråd. Det har naturligvis at gøre med magt og kompetencer. Og meget af debatten har fokus på dette. Vi ville nok helst, at ingen havde magten. For så var der jo ingen, der kunne løbe med den. Men dette er en vildfarelse, som forhåbentlig ikke kan fastholdes i. Det kommer jo et sted fra, at folkekirken fx bruger 800 millioner kr. om året til bevarelse af kulturarv.

Det er en præmis for frie folkekirkelige organisationer, at de ikke vil eksistere, hvis der ikke er mennesker, der optaget af og ønsker at bidrage til organisationernes vision. Levende vision er derfor altafgørende. Det er fundamentalt set ikke anderledes for folkekirken i de væsentlige dele af folkekirkens eksistensberettigelse. Men et budget på 7-8 milliarder kroner forleder os nogle gange til at tænke, at penge kan erstatte vision. Det er naturligvis ikke tilfældet, hvis folkekirken skal være et sted, der vækker tro, håb, kærlighed og engagement i menneskers ånd, sjæl og legeme. Det vil være fornemt, om frivillige organisationer i et kommende kirkeråd – mere end noget andet – kunne bringe dette med til bordet. At bidrage til, at folkekirkens mange niveauer og virkeformer er kendetegnet af visionær samarbejdsånd, der identificerer og responderer på de behov, som løbende opstår. Der er en verden til forskel mellem at være kirke i en enhedskultur med stor traditionskontinuitet og være kirke i et pluralistisk samfund med drastisk traditionstab. Derfor er der brug for en kirkeråd, der ikke opfatter sig selv om grænsevogtere for hinanden, som dem, der opmuntrer hinanden til at prioritere i lyset af kirkens mission, der møder de nye udfordringer, som kontinuerligt dukker op.

Det er sådan overordnet vision, som også må samle frie kirkelige organisationer til at tænke helhed fremfor særinteresser i et kommende kirkeråd.