De barnlige idealer

Kommentar til Er præster uden løn den protestantiske kirkes fremtid?[Huffington Post]

Af Bo Nygaard Larsen, journalist og forfatter

De er skøre, de amerikanere. Lige for tiden er en nærmest barnagtig uenighed mellem Demokraterne og Republikanerne skyld i, at dette Guds eget land stort set er sendt til tælling, fordi man ikke kan finde ud af at lave et budget. Men det er åbenbart, hvad man kan forvente fra et land, der har givet os rygeforbuddet, relancerede te-selskaber og genopdagelse af hykleriet. Seneste påfund kommer fra All Saints Episcopal Church i Hitchcock, Texas.

Alene bynavnet indikerer, at der er noget på fælt i gære. Menigheden har besluttet, at deres næste præst skal være ulønnet. Umiddelbart kan det lyde ganske fornuftigt. Menigheden tæller omkring 50 medlemmer, og det vil derfor være en forholdsvis stor andel pr individ at have en præst på lønningslisten. Men årsagen er ikke penge. Den er derimod udtryk for en tendens, der spreder sig mere og mere i de episkopale småkirker i USA. I Wyoming er det 20 kirker svarende til omkring en tredjedel, der bliver betjent af ulønnede præster, og det er forventningen, at tallet vil stige til 35 inden for de kommende år.

Lori Modesitt, der er menighedsudvikler i Wyoming Stift, ser da også ulønnede præster som fremtidens kirke. Han mener, at det vil opmuntre lægfolket til at blive præster, mens de kan passe en anden og lønnet karriere. Det vil også sikre, at det aldrig bare er et job at være præst.
»Vi taler her om at vende tilbage til den originale kirke, hvor folk tager aktivt del i kirken og bruger deres gudgivne gaver til menighedens fællesskab,« siger Lori Modesitt til huffingtonpost.com.
Det er nemt at trække på smilebåndet af denne udtalelse og tænke, at den slags kun hører til på den anden siden af Atlanten. På den anden side er der grund til at studere tendensen nærmere, for på mange måder minder argumentationen om de tanker, der for tiden er omkring en større frivillighed i folkekirken.

Det handler ikke kun om en økonomi, der bliver mere og mere presset i mange sogne. Ideen er, som tilfældet er det i Wyoming, at man vil give menigheden mere medejerskab af den kirke, der også er deres. Det vil fremme engagementet, og med det også en større forståelse for, hvorfor der er en kirke i lige præcis ens eget lokalområde. Sådan tænker de i Christianskirken i Aarhus, der har 330 frivillige i gang med forskellige opgaver. Det betyder, at hverken kordegn, kok eller kirkevært får løn, og konsekvensen er, at de samlede lønudgifter er faldet med ti procent de seneste 20 år.
Det er i sig selv et imponerende resultat, og man kan da i et svagt øjeblik sagtens lade sig rive med ved at forestille sig den aarhusianske model blive landsdækkende. For der er umiddelbart mange millioner at hente ved at fyre det faste personale og så i stedet lade frivillige tage over. Men er det nu det, vi vil?

Ønsker vi en kirke, der mere eller mindre er lagt i hænderne på glade amatører? Ønsker vi en kirke, hvor det ikke handler om, hvad man kan, men om man har tid?

Indtil i begyndelsen af 90erne var folkekirken netop kendetegnet ved, at der var en stor grad af amatørisme i det arbejde, der blev udført. Det gjorde, at man ikke kunne honorere de krav, som medlemmerne med rette stillede. Derfor begyndte man dels at ansætte folk til konkrete opgaver, ligesom der kom en stor fokus på både uddannelse og efteruddannelse. Resultaterne er da også blevet mærkbare. Vi har fået en langt mere professionel kirke med langt flere dygtigere medarbejdere, der har formået at gøre en forskel. Ikke fordi de har tid, men fordi sognene har erkendt, at dedikerede fagfolk nu engang er bedre end de folk, man lige nu og her kan sammensætte.

Frivillighed og medejerskab er godt for folkekirken, men det er ikke godt nok som en permanent løsning. Frivillige kommer og går, fordi de også har et arbejde og liv at passe ved siden af. Det kan sagtens være, at et sogn kan være heldig at finde en kompetent mand eller kvinde, der vil lede børnekoret eller opdatere kirkebogen for nul kroner. Men så, hvis vedkommende pludselig ikke gider eller kan mere? Så står man der uden mulighed for at fortsætte et vigtigt arbejde, og det vil i givet fald være ét skridt frem og to tilbage for det lokale kirkeliv.

Det handler om folkekirkens fremtid – og det er for alvorligt til at overlade til hvem som helst. Ellers ender vi midt i en gyser af Hitchcock – eller måske i selve Hitchcock i Texas, hvor præsten ikke får løn, og hvor idealerne tangerer det barnlige.