der vil stadig vedblive at være een hellig kirke’:

Refleksioner over Lutheråret

Jonas Adelin Jørgensen

Hvis jeg skal forsøge at give nogle meningsfulde refleksioner over Lutheråret, så må det blive med udgangspunkt i Confessio Augustana (CA), altså den redegørelse for troen, som de lutherske kristne fremlagde for kejser Karl V i Augsburg i slutningen af juni 1530.

Et problems løsning: Læresamtaler
I artikel 7 ’Kirken’ i siger reformatorerne – her gengivet i overskriften fra den danske oversættelse – at der ’stadig vil vedblive at være een hellig kirke’. Dertil kommer fortalen til CA, hvor formålet med skriftet gøres klart. Her siges det, at forfatterne har observeret meningsforskelle om den kristne tro. Det er et problem, siger de, der bør løses gennem læresamtaler om troen, hvor de forskellige opfattelser kan blive forenet og først tilbage til ’den enkle sandhed og kristne enhed’. Metoden er den økumeniske samtale hvor stridspunkter fremlægges offentligt og i gensidig kærlighed, overbærenhed og mildhed.

Sigtet ikke det lutherske, men det økumeniske
Hermed er jeg fremme ved den første iagttagelse i forhold til Lutheråret: at den grundlæggende metode og sigtet i den lutherske CA ikke er det lutherske, men den økumeniske samtale og afklaring af, hvad troen grunder sig på. At være luthersk – og i år: at fejre det lutherske – er derfor først og fremmest at i selvprøvning og gensidig økumenisk samtale at søge sandhed og enhed.

Reaktionen: Tridentinerkoncilet
Man kan naturligvis diskutere hvor vidt denne lutherske ide er realistisk. Historisk var den det ikke, for CA blev jo som bekendt ikke nogen enhedsbekendelse mellem de lutherske reformatorer og den romersk-katolske kirke. Redegørelsen blev afvist af den romerske kirkes teologer og biskopper på Tridentinerkonciliet i 1545-1547, og kritiserede CA i forhold til a) læren om Skriften alene (traditionen skal også vægtes, hævdede Tridentierkonciliet), b) kirken som fællesskab af troende (kirken er defineret ved den hierarkiske struktur af biskopper og paven), c) retfærdiggørelsen ved tro alene (retfærdiggørelsen begynder ved dåben, men sker i kærlige gerninger, formet af Ånden, i den kristnes liv) og d) antallet af sakramenter (syv).

Den romersk-katolske kirke en konfession
Med Tridentinerkonciliet fik den romersk-katolske kirke for første gang sin egen bekendelse og tydelige afgrænsning i forhold til de protestantiske reformatorer, og fremstod nu som en konfession. De protestantiske kirker blev udelukket og anset for kættere, og de ortodokse kirker blev kun anerkendt som en begrænset del af kristenheden. I dette perspektiv kan det hævdes, at hvor CA i sit sigte var et forsøg på en økumenisk samtale og afklaring, så var Tridentinerkonciliet det modsatte: en konfessionalisering og afgrænsning af den romersk-katolske kirke. I kirkehistorien kom CA til at spille samme rolle i forhold til konfessionaliseringen af den lutherske kristendom – først og fremmest med Konkordieformlen fra 1577. Men den oprindelige intention var netop ikke konfessionaliseringen, hvilket metoden viser.

Tilbage og bagom konfessionaliseringerne
Lutheråret og fejringen af reformationen bruger jeg som en anledning til at dykke ned i CA’s økumeniske vision og metode, og gribe tilbage til før de lutherske statskirkers konfessionalisering. Enhedsvisionen i CA – og det til stadighed pågående arbejde med at realisere den gennem økumenisk læresamtale og føre kristen tro tilbage til den enkle kristne sandhed og kristne enhed – det er den mest værdifulde reformatoriske gave til kristenheden og kirkerne, også i dag! Ikke forstået som udtryk for en bestemt kirkepolitik, men som udtryk for troen på den almægtige Gud, som alle kristne er fælles om at bekende.

Teksten til Den augsburgske Bekendelse - på Folkekirken.dk