RAPPORT FRA KONFERENCEN I ARUSHA

Knud Jørgensen

Artiklen er oversat fra engelsk [Se her] af Kristen Skriver Frandsen

Verdensrådets Kirkekonference om verdensmission og evangelisering mødtes i Arusha, Tanzania den 8. marts – 13.marts 2018. Mere end tusinde deltagere var samlet, de fleste af dem engagerede i mission og evangelisering, og man kom fra forskellige kristne traditioner og fra alle dele af af verden. Tema var “Moving in the Spirit: Called to Transforming Discipleship”.

Konferencen havde fire karakteristika:

1) For det første var det en missionskonference, der fulgte den lange tradition fra International Mission Council (IMC) og WCC Commission on World Mission (CWME) om at afholde missionskonferencer stort set hvert årti. Den første af dem blev afholdt i 1928 i Jerusalem. Den sidste var i Athen i 2005. Også Edinburgh 2010 regnes som en af missionskonferencerne.

2) For det andet var det en økumenisk konference med repræsentanter fra protestantiske, ortodokse, romersk-katolske, evangeliske, pentakostale og afrikanske kirker. Jeg var den eneste Lausanne-repræsentant. At den var økumenisk indebærer bestræbelser på at engagere de delegerede i en åben og ærlig dialo og, fejre kirkernes enhed og enheden mellem kirke og mission.

3) For det tredje var det en afrikansk konference - den første konference i Afrika siden 1958 i Achimota, Ghana; med en spiritualitet båret af afrikanske rytmer, musik og kunst og tydeligt præg af tidens signaler i Afrika. Et betydeligt antal talere var afrikanske.

4) Og for det fjerde var det en ung missionskonference med mere end 100 unge studerende, universitetsfolk og kirkeledere, der deltog i programmet Global Ecumenical Theological Institute (GETI), som mødte før og derefter sluttede sig til konferencen. Den stærke deltagelse af unge og kvinder var innovativ og spillede en vigtig rolle under konferencen.

Den første del af konferencetemaet (Moving in the Spirit) var en henvisning til Galaterne 5:25 - "Hvis vi lever i Ånden, lad os også vandre i Ånden". Det betød at tidens signaler blev analyseret, og den refererede til WCC-tanken om pilgrimsrejse - Pilgrimsfærd for Retfærdighed og Fred valgt som tema siden WCCs generalforsamling i Busan i 2013. Dette udtryk blev brugt i overflod af hovedtalerne.

Temaets anden del er et kald til at omdanne discipelskab – et kald til et liv, der forvandler selve tankegangen om discipelskab, et kald til at være disciple, der hele tiden er åbne for at blive forvandlet og kaldes til at være disciple, der forvandler sig, arbejder sammen mod livet, lever ud Guds riges værdier og engagerer sig i mission fra og blandt de marginaliserede. Nogle af disse temaer blev taget op i morgenbibelstudierne – det var i nogle henseender den mere væsentlige del af programmet.

Der var fem plenarforsamlinger om følgende temaer: Celebrating and Lamenting, Following Jesus: Becoming Disciples, Becoming Disciples: Transforming the World, Transforming the World: Equipping Disciples, Equipped Disciples: Embracing the Cross. Plenarforsamlingerne var meget velforberedt og omfattede nogle fremragende hovedtalere og paneler, - alle præget af afrikansk sang, optræden og trommer.

Derudover var der et stort antal værksteder (warsha i Kiswahili) i løbet af fire dage, og der var en daglig ”markedsplads” (sokoni i Kiswahili) hvor folk kunne samles i den sene eftermiddag og tale sammen om emner som unge, kvinder og de marginaliserede.

Konferencen vedtog 'The Arusha Call to Discipleship', den vil blive fulgt op af et teologisk dokument om nøglespørgsmål og i sidste ende en komplet rapport fra alle konferencens aktiviteter.

En generel refleksion:

Konferencen afspejlede en stor diversitet kulturelt og geografisk. Samtidig var der en stærk tendens til at bruge et slags økumenisk jargon af ord, begreber og udtryk, som især dukkede op i hoveddelen af konferencen i taler og paneler. Den omfattende brug af denne jargon hindrede undertiden reel kommunikation: Man vidste i begyndelsen af en tale, hvad der ville følge; så hvorfor lytte? Denne ensartethed kan afspejle enhed blandt kirker og deltagere, men kan også være en risiko for så vidt gælder muligheden for at udtrykke forskellige synspunkter og meninger. Et eksempel på dette er Busan-udtrykket 'pilgrimsfærd for fred og retfærdighed', som blev gentaget i næsten alle bidrag. På en måde et meningsfuldt koncept, men også risikabelt, når det bliver jargon. Jeg er klar over, at også andre kristne grupper, som katolikker og Lausanne, kan have deres specifikke jargon og stammesprog.

Det jeg savner er her et mere bibelsk orienteret sprog med mere substans og kraft. Enhver jargon kan blive en røgslør for ægte forskelle, og det kan medføre, at nogle mennesker føler sig udelukket, da de ikke kan identificere sig med pågældende sprog og kultur. Som en økumenisk-evangelikal må jeg indrømme, at jeg undertiden følte mig udelukket af jargonen: Marginaliseret, retfærdighed og fred, pilgrimsfærd, global finansielt system, transformation, empowerment - men lidet om personlig synd, onde magter / ånder, omvendelse, billig og dyr nåde (Bonhoeffers 'Dyrt Discipelskab' var ikke rigtig på bordet i en konference om discipelskab). Heldigvis var der så diskussioner ved bordgrupperne, værkstederne (Warshas) som mere uformelt tog udfordringen op, og ville tale om synd og personlig discipelskab etc. Denne udfordring begyndte også at vise sit hoved under debatten om Arusha Call - især fra afrikanske og ortodokse deltagere.

En teologisk refleksion:

Nogle mener, at konferencen var arrangeret primært for at konsolidere og mindre for at være en platform for nye innovationer. Som sådan opnåede konferencen sit formål. Et andet perspektiv er fokus på de marginaliserede; dette er ikke nyt, men man kan spørge sig, om de fleste af os virkelig har hørt, hvad mission og evangelisation fra de små, betyder. Måske har konferencen her tjent til at lære os lektien?

The Arusha Call to Discipleship inkluderer nogle væsentlige elementer, som omvendelse og synd og en sætning om dem, der ikke har hørt den gode nyhed endnu; efter min mening kunne det have været klarere og mere eksplicit.

Konferencen blev ved med at tale om korset, men meget lidt om Kristi kors. Den eneste, der under et sidste plenum løftede Jesu kors var den katolske biskop Brian Farrell. Jeg forsøgte at anbefale inddragelsen i ”The Arusha Call ” af en sætning: "Jeg tror på korset, hvor Kristus døde for vores synder", men det blev ikke medtaget. Dette er en alvorlig udeladelse – for sætningen peger på det underliggende tema: Kristi handlings enestående karakter.

På nogle måder følte jeg mig hjemme i konferencen. Jeg tror, at der er stigende konvergens om nøglespørgsmål som missio Dei, Guds rige som et fælles mål for mission, den holistiske forståelse og udøvelse af mission (integreret mission som det hedder i Cape Town-vedtagelsen), kontekstualisering som en fælles og almindelig teologisk opgave. På disse spørgsmål er vi generelt enige.

Men jeg mangler fortsat en anerkendelse af

• det unikke i Kristus og menneskers fortabthed (frelse og fortabelse som de to udgange af livet),
• tillid til sandheden,
• relevans og effekt af evangeliet,
• en følelse af uopsættelighed om evangelisering (mit forslag om at medtage en sætning om dem, der endnu ikke havde hørt evangeliet i Arusha Call, var dog anerkendt, som det fremgår af vedlagte dokument, men ingen andre talte om de ikke-nåede)
• og et stærkere fokus på personlig erfaring af Jesus Kristus.

Jeg var skuffet over den meget svage Lausanne-repræsentation. Da jeg anmodede om en mulighed for at bringe en hilsen fra Lausanne, blev min anmodning afvist af "pragmatiske" grunde. En stærkere deltagelse fra Lausanne ville have gjort det muligt for den evangelikale stemme at blive bedre hørt.

Lad mig være lidt grov: Jeg mødte mange gode og velmenende mennesker, jeg nød en god indsats fra plenarier og workshops, jeg var tilfreds med bibelstudier og spiritualitet, men jeg lærte ærligt talt ikke meget nyt om Guds mission.

Nogle evangelikale fandt en nyttig kritik af forbindelsen mellem magt og discipelskab, som vi ser i et stigende antal globale sammenhænge og så neglichering af den bibelske forkærlighed for de fattige og marginaliserede. Evangelikale (og dele af den østlige ortodokse kirke) skal især udfordres i dette spørgsmål - og dette inkluderer Lausanne selv. Der var lejlighedsvise samtaler om politiseringen af troen i Latinamerika, styrken af det kristne højre i USA og væksten af ”prosperity gospel” i Afrika.

Vi vil måske også gerne have evangelikale samfund rundt om i verden til at gøre det bedre med hensyn til at imødegå marginalisering af handicappede, unge, LBGT-samfundet mv. WCC og CWME er stærke på disse felter, og vi kunne lære af dem.

Knud Jørgensen 23 marts 2018

Billedet - fra et videoklip [Se her] - signalerer nogle af væsentlige ting, som KJ fremhæver i sin rapport: En ung konference, en afrikansk præget, og de gode værksteder, warshas. Girafferne minder om at det er afrika - at det er en europæisk ung, der taler her, er til gengæld ikke karakteristisk.

Mogens Mogensen: I bogen Efterfølgelse gør Bonhoeffer op med den billige nåde, som er at forkynde tilgivelse uden bod dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende menneskevordne Jesus Kristus. [Læs mere]