Kommentar til "Kristne og Politik - Tim Keller- 29-09-2018

Af Bo Nygaard Larsen, folketingskandidat, Radikale Venstre

Hvad bør danske kristne stemme?
Bør danske kristne stemme på Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S) som landets kommende statsminister? Spørgsmålet er ganske absurd, for her i landet blander vi ikke på den måde kirke og politik sammen. Helt i Grundtvigs og demokratiets ånd stiller vi ikke for mange nærgående spørgsmål, for i troen på Vorherre, er vi alle lige og lige salige i vores egen tro.

I USA dukker spørgsmålet op igen og igen
Anderledes forholder det sig i Guds eget land. Her går de kristne – eller en del af dem – tilsyneladede rundt med store overvejelser om, hvordan deres tro kan forenes med landets to-parti-system. Altså om man som kristen er republikaner eller demokrat. Emnet fylder så meget, at Timothy Keller, grundlæggeren af Redeemer Presbyterian Church i New York, har fået spalteplads i selveste New York Times. ’Hvordan passer kristne ind i to-parti-systemet? Det gør de ikke’ hedder hans læserbrev, hvor han ridser det kristne dilemma op: på den ene side ligger det i den kristne DNA at engagere sig i politik for på den måde at hjælpe de udsatte og de fattige, men på den anden side må man ikke blande sin trosretning eller kirke ind i sagen. Det i sig selv er interessant i et land, hvor de mest toneangivende politikere (måske med undtagelsen af præsidenten) skal kunne redegøre for et stærkt forhold til en kirke, hvis de vil have en chance for at blive valgt.

Keller gør op med sammenblandingen af politik og kristendom
Men måske det er det, Timothy Keller er blevet træt af: at amerikanske politikere ofte bruger deres religiøse ståsted til at argumentere for deres poltik, og med Biblen i hånden lokker de rettroende til at spytte i valgkassen og til at sætte krydset det rigtige sted på valgdagen. Den slags metoder er hverken lødige eller kristne, og det kan være grunden til, at Timothy Keller gør det klart, at kristne som sådan ikke har noget at gøre i et spil præget af politiske rævekager og langer ud efter det, han kalder ’pakkeløsningsetikken’:

»De politiske partier insisterer i stigende grad på, at medlemmerne ikke bare mener noget om ét emne. De skal være enige med partiet i alt,« skriver han.

Det særlige problem i et toparti-land
Og i et land med reelt kun to partier, er det let at være uenig med dem i begge i bare lidt af det, de siger. For eksempel, påpeger Timothy Keller, ligger det lige til højrebenet at være kristen og demokrat, fordi Demokraterne er dem, der taler mest om samfundets forligtelse over for dem, der har lidt eller intet. Omvendt står der ikke noget i Biblen om, hvordan man skal hjælpe sin næste, så set fra et republikansk og liberalt synspunkt kan denne hjælp ligeså godt komme fra private midler, som den kan komme fra statskassen. Det er og bliver en historie uden ende.

Hvem er næsten?
Denne del af debatten kan uden videre overføres til danske forhold, ikke mindst når det gælder flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Her er spørgsmålet, både teologisk og politisk, hvem næsten er. Med mine radikale briller siger jeg alle mennesker i verden, mens den klassiske tidehvervske opfattelse, der deles med Dansk Folkeparti, siger, at næsten kun er det menneske, du står over for ansigt til ansigt. Umiddelbart lyder det som en teknisk forskel, men dybest set er dette teologiske spørgsmål det bærende i vores flygtningsdebat, og dermed også i det menneskesyn, vi tillægger os.

Få i Danmark baserer politikken på kristendommen
Alligevel er det forbavsende få hjemlige politikere, hvis nogen overhovedet, der baserer deres virke på kristendommen. For det første ved vi, at vi så ikke vil blive valgt. For det andet vil kristendommen altid vil være den politiske verden underdanig, fordi der, som Timothy Keller antyder, vil blive lavet lappeløsninger og kompromiser langt fra den almen-kristne logik. Kort og godt dur Biblen ikke til realpolitik, og Gud ske tak og lov for det, for det vil medføre en rodet debat, hvor politikere slår hinanden i hovedet med bibelcitater.

Men kirkens folk må godt tage stilling
Det betyder ikke, at kirken og kirkens folk ikke kan tage aktiv stilling til den omgivende verden. Det er godt med holdninger om Grøn Kirke, om de hjemløse på herbergerne og på varmestuerne og om de enlige mødre, der snart igen skal til at søge om julehjælp. Men realpolitik går ud på at skulle turde prioritere, og det er ikke kirkens opgave at gradbøje de værdigt trængende, for dermed misten den stemmen for dem, der ingen har.

Den kristne har en særlig opgave
Derimod har den kristne, hvis vi ellers kalder de kristne det i Danmark, en central og overordnet opgave ifølge Timothy Keller:

»Kristne bør involvere sig i politik for at vise, at vi elsker vores naboer, uanset om de tror på det samme som os eller ej«.