Olivier Roy: Er Europa kristent?

Oversat af Birgitte Rahbek
Forlaget Vandkunsten 2019
Anmeldt af redaktøren

Korset – et stykke kulturelt træ

Den franske politolog Olivier Roy, som især er kendt for sine analyser af islam i Europa, har skrevet bogen «Er Europa kristent?»

Bogen kan anbefales enhver, der er interesseret i forholdet tro/religion, identitet, kultur og nation. Den er udfordring for os danske – og måske især for teologer – fordi den er set fra en fransk vinkel i en stærk katolsk kontekst. Den er en sociologisk og ideologisk analyse af den kulturelle situation i Europa med særlig fokus på kristendommens/kirkens rolle. Hovedspørgsmålet er som titlen siger: «Er Europa kristent?» Og hvis man siger det, i hvilken forstand er det det så. Men der lidt mere end neutral sociologisk interesse bag projektet: Med baggrund i analyserne har han et mål – en drøm ligefrem, måske – den vender jeg tilbage til.

Problematikken kan også formuleres sådan: Europa befinder sig ikke længere i kristendommens hjerte. Men er kristendommen stadig hjertet af Europa? Ingen af KirkenUpdates læsere, ingen missionsteolog eller historiker vil være uenig at stille spørgsmålet sådan. Det globale, demografiske centrum for kristendommen er flyttet mod syd – sådan ca fra Madrid til Timbuktu (hvor der så godt som ingen kristne bor). Den kristne verden er for så vidt gælder befolkningstal flyttet mod syd. Men derfor kunne kristendommen vel være hjertet i Europa? Det er den ikke, vil Roy vise.

Bogen gør grundigt rede for at respekten for det religiøse som sådan forsvinder ud af den fælles, kulturelle bevidsthed – og hvilke – ganske komplekse - «motorer» der ligger bag denne bevægelse. Overordnet peger han på den generelle sekularisering – dels den politiske, magten, også den moraldefinerende, overtages af kulturen, dels den sociologiske, den stadig faldende opslutning omkring kirken og dens gudstjenester.

«I alle de europæiske lande viser der sig et misforhold mellem dem, der hævder at være kristne, enten et absolut eller relativt flertal, og dem, der virkelig tilslutter sig kirkernes forkyndelse…»

Helt frem til 60’rne var der stort set konsensus om moral – både hos de sekulære (som i Frankrig er en egentlig gruppering) og den katolske kirke – uenigheden stod om hvem der havde magten til at sætte moralen. Men synet på seksualitet og andre moralske forhold var stort set ens. Og ligger meget tæt på islams moralkodeks i øvrigt. Men modernismen sætter sig igennem – i ungdomsoprør – og 2. Vatikanerkoncil.

Det er let som protestant at komme til at rykke sig i stolen under læsningen. Roy hævder fx at det at kirken forlod latin som det egentlige sprog var sekulariseringsfremmende. Det hellige reduceredes. Men så husker man at også blandt konservative i Folkekirken advares mod nye oversættelser og nye ord i ritualer med stort set samme begrundelse.

Roy finder at den egentlige, radikale forandring, båret frem af den forudgående historie, finder sted med 60’rne, markeret af 1968, den revolution i sæder og skikke, som brød ud i det årti. Denne revolution indførte den sande afkristning, som ikke så meget drejede sig om nedgangen i religionsudøvelsen som referencen til en ny antropologi, centreret om den menneskelige frihed, frigørelsen fra tradtion og traditionel moral.

Han kan tale om det, der skete med 60’rne som en skandale. De konservative blandt os vil juble (selv om de ikke vil bryde sig om, at han ikke mener at det kan begrundes rimeligt at kalde en nation (eller Europa) kristent). De mainstream-moderne vil derimod fornemme et vist ubehag – han piller jo ved noget, som har været så selvfølgeligt for dem (og jeg vil straks indrømme at høre til generationen) – nemlig at den kristne frihed og den ny antropologi gik helt hånd i hånd – med frigørelse fra snævre normer og bornerthed.

Islam blev imidlertid den faktor som skabte en ny måde at forstå sig som kristen på. Den identitære. Det er den, hvor højrepopulister påberåber sig kristendommen – og hvor der arbejdes på at nationer (og EU) definerer sig som kristne – som byggende på kristne værdier – hvad de så end er. Han viser hvordan der ikke er tale om at man tilslutter sig kristen tro og lære. Han påpeger, at lod man fx Jesu lære få betydning for synet på fremmede, fjender, fattige, ville nogle af højrepopulismens programpunkter falde til jorden, og han viser at ingen steder betyder en stigende højrepopulistisk indflydelse en stigning i tilslutning til kirken og stigning i kirkegang. Roy påviser også det ironiske i, at nogle former for højrepopulisme tager 68’rnes moral til sig, og bruger den som et våben, fordi den så tydeligt er fjernt fra islams.

Roy argumenterer ikke teologisk mod at man kan kalde en nation kristen. KirkenUpdates læsere vil vide at dette diskuteres – og bliver det, også udenfor den europæiske andedam. Men han argumenterer i mod at man bruger kristennavnet, som en identitetsmarkør – løsrevet fra trosindhold og praksis.

Spændende er redegørelsen for hvordan domstolene tager over som autoritet, der hvor fx kirken var det før. Fra lokale dommere til Menneskerettighedsdomstolen. Altid med yderligere sekularisering til følge. At domstole giver staten medhold i at forbyde tørklæder og acceptere krucifixer i statens offentlige rum er ikke et tegn på at der tages hensyn til religionen som tro. Det understreges i dommene at der dømmes sådan, fordi kristendommen er «Leitkultur». (Frankrig, Bayern, Schweiz, Italien). Det er i forbindelse med Italiens politik, at der skal være krucifiks i klasselokalerne, ikke på grund af troen, men kulturen, at Roy skriver: Korset er blevet et stykke kulturelt træ.

Blasfemiparagraffen er de fleste steder ophævet – direkte ansporet af fatwahen mod Salman Rushdie, altså provokeret af islam (s 133) – men vejen var jo banet, da den stort set ingen steder blev brugt mere. Men det er interessant at se hvad der træder i stedet.

En dom, der resulterede i fjernelse af en reklameplakat, lavet over Da Vincis nadverbillede, med Jesus omgivet af nøgne kvinder, viser det. Domstolen krævede plakaten fjernet på præmisser, hvor følgende indgår «.. den udgør en aggressiv og grundløs indblanding i folks inderste private tro» - det drejer sig ikke længere om blasfemi – at der er noget helligt, der krænkes - , men om skader og interesser hos de troende. Det er individet, der er centrum, ikke trossandheder. Målet at sikre mod lidelse og ubehag. Se citat. (s. 172)

Det er ikke helt let at se hvad Roy vil – kun er det tydeligt at han vil mere end bare en nøgtern beskrivelse: «Hvis Europa igjen skal blive kristent, har det brug for profeter, ikke for lovgivere. Men man risikerer at profeterne ikke er der, hvor man venter dem (187).

Men der er helt sikkert et moment af tilbagevenden – til før 1968. Se det afsluttende citat s.193 >

Bogen har som udgangspunkt at kristenheden ikke længere er = Europa. Da er det en noget overraskende Eurocentrisme, der kommer til udtryk i disse bogens sidste linjer. Her er det ikke bare 68’ere, der rykker lidt i stolen, men fx missionteologer af snart sagt enhver afskygning.

En anden ting der har undret mig: Så lidt bevidsthed om samfunds- og globaløkonomiens betydning for bevægelserne, der kommer til udtryk. Jeg tænker en sådan vil stille oprøret i 60’rne i et andet lys, og tydeliggøre hvad menneskers identitet (tros-, national-, klasse-) er op imod den dag i dag. En teologisk tænkning over identitet er helt sikker også nødvendig – for teologiens egen skyld og for kristendommens. «Er Europa kristent?» er en hjælp til tænkningen kan foregå på en ærlig grund.

Bogen er væsentlig, har et væld af dokumentation i analyserne. Uenighed kan opbygges på et solidt materiale hentet bare i bogen.

Kristen Skriver Frandsen

Wikipedia.da

Citater / referater

«Overfor globaliseringen skal der på en og samme gang satses på at genfinde en menneskelig målestol og have den nødvendige styrke i forhold til resten af verden: Kun Europa kan i mødekomme disse to mål. Det er nødvendigt at vende tilbage til fundamenterne, især dem fra det liberale europæiske samfund, lige som til det, som er tilbage af den kristne erindring. Det er vigtigt at vinde tilbage til det stiftende projekt for Europa, udover dets bureaukratiske normativitet. Europa er det eneste legeme, hvori man endnu kan indblæse nogen ånd.» s 193 (bogens sidste ord)