Hass - banebrydende lægemission?

Her blot en læseprøve om Daniel Ludvig Hass. Af forskellige grunde har redaktøren et særligt forhold til denne næsten herostratisk berømte mand. Så her dykkede jeg ned først. Det citerede er det konkluderende afsnit. Visse ting taber ikke aktualitet. I dag er tanken at mission også er diakoni og lægemission mainstream. Men det modsiges også stadig. Hass var på sin vis banebrydende for det som er det sædvanlige for mission i dag.

Senere vil redaktøren følge op med egentlig anmeldelse af de 640 sider

-ksf.

Hass' mål var at være missionær blandt muslimer. Men han fik aldrig lært så meget arabisk, at han kunne gøre sig gældende i en samtale. Da han havde fået bevilget en rejse til Palæstina og Syrien for at lære et brugbart arabisk, blev han bremset af såvel egen som hustrus sygdom, og den planlagte rejse i foråret 1847 blev heller ikke til noget på grund af hustruens død.

At Hass har været for optimistisk med hensyn til, hvor hurtigt han kunne lære arabisk, er en anden sag. I dag regner man med, at en missionær skal anvende ca. to år intensivt på at lære arabisk på et niveau, så han kan klare sig i en religionssamtale. Hass fik til gengæld hurtigt tilegnet sig en god færdighed i nygræsk, så han kunne både føre en samtale og udtrykke sig skriftligt. Det udnyttede han ved at søge kontakt med græske gejstlige for at føre samtaler med dem om kristendommen og deres forskellige dogmatik. Det gjorde han i en sådan grad, at bestyrelsen blev nervøs for, at han skulle tabe målet af sigte: at være missionær blandt ikke-kristne. Det førte ham til at samarbejde med den jødiske konvertit.

Det blev her, at Hass fandt sin mission. Hans indgang var lægernissionen, som ikke blev regnet som mission blandt DMS' medlemmer, der ikke anerkendte diakonien som mission, ligesom man heller ikke fandt, at tiden var inde til jødernission (Rom 11,25). I lægernissionen tilbød han fattige jøder læge- og medicinhjælp, hvilket åbnede døren til mange jøder, og da hans hustru døde i december 1845, havde han en jævnlig kontakt med ca. 20 jøder, hvoraf flere gik til dåbsforberedelse. Dette arbejde fortsatte han, da han i slutningen af 1846vendte tilbage til Smyrna, og pinsedag 1847 kunne han døbe de to første unge jøder.

Tilsyneladende forlod han Smyrna på et tidspunkt, hvor der var gode udsigter til, at han kunne have
udrettet noget i jødernissionen.

s. 94-95