Historisk lys på aktuelle missionsproblemstillinger

Kommentar af Mogens Mogensen

Harald Nielsen har netop udgivet ”Det danske Missionsselskabs historie 1821-1985” i to bind. Da jeg læste det første bind om udviklingen frem til første verdenskrig, slog det mig, at der nok var afgørende forskelle i forhold til mission i dag, men at mange af de temaer, som der blev arbejdet med i den danske missions første århundrede, er de samme temaer, som dansk mission også arbejder med i dag. Her skal jeg blot trække de vigtigste frem.

Missionsforståelse:

For DMS’s stifter Bone Falch Rønne, var der i 1821 ingen tvivl: Mission handlede både om at møde den åndelige nød (gennem forkyndelse) og den timelige nød (gennem diakoni). For ham var mission og diakoni to sider af samme sag. Dermed var spørgsmålet ikke én gang for alle afgjort i DMS, da der senere blev argumenteret for, at den egentlige mission alene var forkyndelsen. Mens de fleste danske missionsselskaber i årtier har været enige om en sådan bred definition af mission, så dukker den snævrere opfattelse af kirkens opgave i verden op også i disse år. Det gælder i, hvad man kunne kalde, ny-missionske kredse, fx blandt Tidehvervs-præster, som glædeligvis er begyndt at interessere sig for mission. Her giver man undertiden udtryk for, at kirkens opgave kun er at forkynde evangeliet til frelse for sjælene. Således skrev sognepræst Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 15. november, at ”.. kristendommen er ikke til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle. At gøre verden til et såkaldt bedre sted at leve, er menneskets formål med og ønske for verden – ikke Guds.”

Forkyndelse og diakoni:

Dette spørgsmål dukkede for alvor op, da DMS påbegyndte en egentlig lægemission i Indien. Lægemissionæren Chr. Frimodt Møller var af den opfattelse, at helbredelsen af de syge ikke havde det formål at få folk i tale. ”Jesu Kærligheds Gerning til Mennesker skal ydes ubetinget og uden aandelig Tvang til for modtagen Hjælp at yde Ørenlyd til Ordet”. Frederik Schepelern, der var præst ved Aarhus Domkirke, derimod var af den opfattelse, at lægemission måtte anskues som et hjælpemiddel til Ordets forkyndelse ved bl.a. at nedbryde den mistænksomhed, som missionærerne ofte blev mødt med (Bind 1, s. 294f). Denne diskussion er endnu ikke helt forstummet i missionskredse i dag. I nogle evangelikale kredse kan man stadig støde på den opfattelse, at diakoniens formål primært er at gøde jorden for forkyndelsen af evangeliet. Men hvis diakonien ikke kan reduceres til et middel for forkyndelsen, hvad er så forbindelsen mellem dem. I dag vil mange nok sige det på den måde, at det vi er (som gudstjenestefejrende fællesskab), det vi gør (som diakoni og næstekærlighed) og det vi siger (forkyndelse og undervisning) alt sammen er et vidnesbyrd om evangeliet.

Kultur og kristendom:

Forholdet mellem kristendom og kultur var også et vigtigt spørgsmål i de første 100 år af Danmissions historie. Det traditionelle missionssyn, som DMS arbejdede ud fra, kunne man kalde ’kopieringsmetoden’, og indebar, at missionærerne i Indien og Kina skulle søge at kopiere den kirke, som de kendte fra Danmark og dermed bryde med folkets kultur, folkeliv og religiøse liv, da det var hedenskab, som skulle bekæmpes. Allerede i 1870 begyndte en af missionærerne i Indien Edw. Løventhal imidlertid at kritisere denne metode. Han citerede en kristen inder for at sige:

”Jeg protesterer på det kraftigste mod den tendens, som er almindelig hos de indfødte, at afklæde sig deres nationale karakter, saasnart de bliver omvendte til Kristendommen. Naar de have modtaget Daaben bryde de enhver Forbindelse med deres Landsmænd, vise en modbydelighed for alt Orientalsk og en Begunstigelse for alt Europæisk, de skamme sig ved deres Land og Nationalitet, de glemme, at Kristus deres Mester var en Asiat, og at blive hans Discipel er ikke at blive fremmed for sit eget Land og sin egen Slægt. Jeg beder dem ikke om at sammenblande Kristendommens Aand med den vestlige Civilisation. Lad dem følge den store Mesters Eksempel, som idet han beredede en tro, der skulde gjælde for hele Menneskeheden, ikke skammede sig ved at leve og dø som en simpel Asiat” (Bind 1, s. 283).

I Indien fastholdt man imidlertid kopieringsmodellen i mange år. Selvom termerne ikke var opfundet på dette tidspunkt, handlede det faktisk om inkulturation eller kontekstualisering, et tema, som for alvor er kommet på missionens dagsorden også i danske missionsselskaber i de senere årtier. Debatten om forholdet mellem kultur og kristendom dukker op igen og igen, i mange forskellige udgaver. For øjeblikket er det debatten om ”hvidhed” også i relation til tolkningen af evangeliet. Her skriver Morten Hørning fra Menighedsfakultetet i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 13 november, om postkoloniale eller anti-imperiale læsemåder af de bibelske skrifter: ”Skal vi tro disse nye læsningsstrategier, er det vigtigste af dem, om den ikke-hvide Jesus overhovet er blevet forstået rigtigt af ”den hvide mand””.

Mission ude og hjemme:

DMS blev stiftet som et ydre missionsselskab. I DMS’s første love fra 1821 står der, at selskabets formål er ”at virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter”, og i lovene fra 1837 modificeres sprogbrugen, så der tales om ”de folkeslag, hos hvilke evangeliet endnu ikke er forkyndt …” (Bind 2 s. 283ff). Men egentlig skelnede Falch-Rønne ikke mellem mission i Danmark og ’hedningemission’. Det var for ham samme sag. Om mission kun er noget, som foregår i Afrika og Asien, blandt mennesker, der ikke er kristne, eller om mission dybest set er noget kirken er kaldet til at engagere sig i overalt, er et spørgsmål, som i de senere år er blevet stærkt debatteret i folkekirken. Spørgsmålet dengang var, lige som spørgsmålet også har været i nyere tid, nemlig om (ydre missions-)selskaberne kun har en missionsopgave uden for landets grænser, eller om de også har en opgave her i landet. Det spørgsmål er blevet langt mere påtrængende i de seneste år, hvor de danske samfund har udviklet sig til at multireligiøst samfund.

Kirke og mission:

Det var Falch-Rønnes vision, at mission skulle være hele kirkens sag, og at DMS skulle blive hele folkekirkens redskab til mission. Den samme linje fulgte C. A. H. Kalkar som formand fra 1861-73: for ham skulle missionen være et udtryk for hele folkekirkens indsats. Men efterhånden som Indre Mission fik mere indflydelse og til sidst overtog magten i DMS’s bestyrelse, blev forståelsen den, at mission kun var de vakte (missionske) kristnes sag. I dag, hvor Indre Mission og det traditionelle kredsarbejde, der i årtier var rygraden i de fleste missionsselskabers arbejde, står langt svagere, arbejdes der igen på, at gøre mission til hele folkekirkens sag og forankre den i menighederne. Der sker bl.a. gennem Folkekirkens Mission, som er blevet en del af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Her siges det af formålet er ”at fremme og styrke folkekirkens forståelse for og engagement i mission og religionsmøde lokalt og globalt. Folkekirkens Mission arbejder for, at mission bliver en naturlig del af folkekirkens liv i sogne, provstier og stifter.”


Vilkårene for mission i det 19. århundrede var meget anderledes, end de er i dag, men ikke desto mindre diskuterede man den gang missionstemaer, som vi endnu ikke er blevet færdige med at forholde os til i dag. Alene af den grund er det udbytterigt at læse Harald Nielsens DMS-historie, alle dens øvrige kvaliteter ufortalt.

Læs mere