Væsentlige udfordringer i mission,
anno 2020

Af generalsekretær Henrik Sonne Petersen

Redaktøren for Kirken Update har udfordret mig til at beskrive udfordringer for organisationer og kirker, der arbejder med mission, og selvom jeg er ny i Dansk Missionsråd (DMR), vover jeg at tage handsken op. For vi er nødt til at sætte ord på problemstillinger, og ikke gemme os bag traditionen ("sådan har det altid været") eller blive lammede og demotiverede, fordi forhold forandrer sig.

Folkelig forankring

En statistik udarbejdet af DMR i 2018 gør det klart, at der sker en forandring af det folkelige grundlag for missionsarbejdet, som på sigt kan blive ganske afgørende. (Kan læses her). I årsberetningen for DMR sammenfattes situation på følgende vis: " den … folkelig forankring er vigende og økonomisk udvikling under pres i forhold til danske missionsorganisationer. Antal medlemmer, bidragydere og frivillige i organisationerne er i løbet af de seneste tre-fire år faldet med over 20%. Gaveindtægterne er tilsvarende faldet med 11% i samme periode, ligesom andelen af offentlige tilskud er også faldet. … Dette betyder, at danske missionsorganisationer er under øget pres i forhold til deres fremtid og berettigelse…" DMR årsberetning 2018.

Det graverende i det billede, der tegner sig, er at det ikke blot er givet, at der opstår nye bærende strukturer for missionsarbejdet, hvor de gamle eroderer. Og dertil kommer, at der også sker massive forandringer hos vores traditionelle partnere i Det globale Syd, som mange steder gør det mindre indlysende at modtage "almindelige missionærer" eller samarbejde om det, vi traditionelt forstår som missionsarbejde. Hvordan kan vi med den baggrund støtte det gode arbejde, der er levedygtigt og har liv i sig, samtidig med at lader det falde, som ikke længere har liv? Skal vi endda overveje at kanalisere flere af de kræfter, vi tidligere har brugt i det globale syd hjemover, til Danmark? Vi kan identificere tre konkrete nedslag af de generelle udfordringer.

• Geografi/kultur: hvad det vil sige at være i mission i Danmark? Det mellem-menneskelige, og i særlig grad det mellem-folkelige aspekt er under stort pres i dag, men ikke desto mindre er det et aspekt som er helt centralt for at udfolde, hvad det vil sige at være i mission, i Danmark. Folkelig forankring er ikke en afvisning af forandring, men en betingelse for at kunne byde nogen velkommen, og åben sit hjem for nyt liv.
• Sprog: hvordan taler vi om mission på en måde, der er relevant for flere danskere? Mennesker i kirker og organisationer arbejder hver dag med at dele evangeliet i Danmark, men en stor del af det arbejde har ikke forbindelse til et sprog om mission.
• Vidnesbyrd: sproget om mission og deling af evangeliet har en hovedsag, nemlig at give vidnesbyrdet om Kristus rum og ørenlyd. Men hvordan kan det ske, hvis vi ikke samarbejder med kristne brødre og søstre på tværs af organisationer?

Global forandring

I slagsordlignende vendinger har vi igennem nogle år noteret en bevægelse fra en moderne sammenhæng til en post-moderne, eller sen-moderne, sammenhæng. En af de centrale aspekter i den forandring handler om hvordan centrale opgaver i et samfund varetages. Hvem er det, der har ansvar for at varetage centrale opgaver som sundhedsarbejde og udvikling, for ikke at tale om etablering af troværdige retlige forhold og sikring af borgernes rettigheder? Er det kirker og kirkelige organisationer, eller er det ikke snarere statens opgave, som har den privilegerede funktion at kunne inddrive midler til det på nationalt niveau? Konsekvensen af disse overvejelser er, at den tætte relation mellem kirker og myndigheder, der har været mange steder, udfordres, og omridset af en "profetisk" tjeneste tegner sig som et behov.

1. Institutionel forandring og forankring: der er en udfordring til at hjælpe partnere med at afvikle institutioner, de har arvet fra tidligere tiders mission, og som ikke længere kan videreføres, og der er en stor opgave med at udvikle ekspertise og økonomi til at drive de institutioner videre, som kirker og partnere finder levedygtige;
2. Profetisk røst: Udviklingen af en profetisk røst er en bevægelse, der både involverer danske organisationer/kirker og partnere. Det handler både om at konfrontere usunde strukturer og bakke op om demokrati, men også om at åbne vores egne samarbejder (og organisationsformer) for kritik, og gøre kirkens tilstedeværelse troværdig og relevant.
3. Forfølgelse: nationalisme og terror trykker religionsfrihed og religiøs tolerance, og det udgør et særligt problem for kristne, som er den gruppe mennesker, der rammes hårdest. Her skal vi ikke gå i detaljer med det, men blot pege på behovet for en særlig omsorg for kristne brødre og søstre, som ikke er i modsætning til en almindelig omsorg for alle forfulgte og undertrykkede.
4. Teologisk uddannelse: der er et stort behov for god, teologisk uddannelse formet over den læst, der springer ud af menighedens lokale engagement i at forkynde evangeliet, bevare freden og holde kirken sammen i tid og rum. Uden uddannelse på mange niveauer har kirken svært ved at finde forankring i en moderne verden, hvor der er stort behov både for profetiske røster, for assistance i kampen mod forfølgelse og for deling af evangeliet så nyt liv bliver til.

Forvandling – nyt liv

De store forandringer som jeg kort har skitseret ovenfor, har ikke blot sat sig spor som udfordringer, vi konfronteres med som missionsorganisationer og kirker, men de kan også aflæses i en udvikling af missionsforståelsen, som på forskellig vis er kommet til udtryk gennem de seneste 10 år. Her er der fra flere sider i det kirkelige landskab fornyet opmærksomhed om emner som vidnesbyrd, åndens liv, discipelskab, enhed og samarbejde. Alt sammen noget, der præger opfattelsen af kirke, mission, ja endda af menneskelighed. Men er det mission? I mine øjne er det indre liv drivkraften i missionens aktivitet, og uden det liv kan mission måske godt producere resultater, men ingen frugter. Eller, med Rowan Williams ord:

"Det mennesker … ser i nye bønsformer er helt enkelt muligheden for et mere menneskeligt liv – et liv med mindre febril konsumption … og en glæde som skiller sig radikalt fra tilfredsstillelsen af hvert øjebliks impuls. Om vores evangelisering ikke kan åbne dørene til denne erfaring risikerer … kirken at blive sørgeligt lig mange sekulære institutioner …: ængstelig, opfarende, konkurrenceorienteret og kontrollerende. På et dybere plan indebærer en sand evangelisering altid en gen-evangelisering også af os selv som kristne, en genopdagelse af hvor anderledes vores tro er, hvordan den forvandler os og lader os genvinde vores egen menneskelighed," (Rowan Williams i en tale til den katolske kirkes bispesynode i 2012, gengivet i tidsskriftet Pilgrim, 2018:4, p.15f.; fri oversættelse fra svensk til dansk v.HSP).

Derfor er det, at det på en paradoksal måde ikke er at vende verden ryggen, når vi vender os til Gud i bøn og stilhed. For der formes vi i hans billede, der sendte sin søn til verden, og opdager, at bøn og barmhjertighed er to sider af samme sag, hvor bøn renser motiverne, mens retfærdighed er det helt "nødvendige arbejde med at dele med andre og frigøre i dem den menneskelighed, som vi har opdaget" i bønnen, (Rowan Williams, samme sted som citeret ovenfor, p.14).

HSP/20200205

Læs på DMRs hjemmeside