Anmeldelse ved Kristen Skriver Frandsen
 >
Frygt
ikke! Bd 2
Indføring i kristen dogmatik
Margrethe Kamille Birkler og Anders-Christian
Jacobsen
Forlaget Eksistens 2025.
Bogen kan bestilles her
Jeg
var udelt begejstret for bind
1 – selvfølgelig med enkelte bemærkninger. Jeg
er lige så begejstret for bind 2.
Den
er nu for også kristologiens og soteriologiens
vedkommende lige så klar som bd 1. Den fremstiller så
letløbende og klart det nu engang kan gøres den
klassiske dogmatiks tanker om Kristi guddommelighed,
menneskelighed, væren, naturer – udelt, men ikke
sammenblandet osv. Dertil giver bogen et spændende
udblik til aktuel, for nogle uden tvivl kontroversiel,
dogmatisk tænkning. Den inddrager feministisk (det vil
i høj grad sige metaforbevidst) teologi,
befrielsesteologi, black theology, queer-teologi og
dybdeøkologisk dogmatisk vinkling.
”Frygt ikke!” I
og II er skrevet til universitetsbrug. Har vi brug for
den rundt i omkring den daglige præstegårdsteologi?
(Lad det nu bare stå som terminus technicus for
teologers arbejdssted). Ja – det har vi.
Til nytte fra prædikestol til menighedsråd?
Frans af Assisi skrev: Forkynd evangeliet – om nødvendigt med
ord. Jeg tilføjer – endda med dogmatik. Ord,
selvfølgelig, men gennemtænkt med dogmatik. ”Forkynd!”
Undertiden er det ord meget for tykt. Vi lever i en
kultur gennemvævet med kristendom, prædiker i
menigheder som for kernens vedkommende er dybt
fortrolig med troen. Det var professor Niels Hyldahl
som pegede på at vi burde tale om ”besindelse” og ikke
forkyndelse. Det havde han på nogen leder ret i. Men
så, og netop, besindelse har også brug for dogmatik.
Frans mente at det at elske næsten og fjenden, trøste, hjælpe,
støtte mennesker – handle - i Kristi navn var at
forkynde Kristus; men han brugte jo også ord, ja selv
fuglene forkyndte han for. For resten en pointe i
forhold til denne bogs - skal vi kalde det -
dybdeøkologiske sider!
I den for nylig udgivne ”rapport om forenkling af
menighedsrådenes arbejde” hedder det: ”Folkekirkens
overordnede opgave som evangelisk-luthersk kirke, jf.
grundlovens 8 4, er på grundlag af kirkens bekendelser
at forkynde evangeliet om Jesus Kristus i ord og
handling. Denne opgave danner udgangspunkt for de
konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og
stift.”
Det må betyde: Dogmatikken ind i menighedsrådsmødet. Det er
blevet mere og mere almindeligt, næsten som et mantra
– i nogens mund et truende, i andres et forjættende –
at fremdrage ”på grundlag af kirkens bekendelser”. Så
nu må relevansen af den pensionerede politimesters
optræden i ældreklubben, orgelkoncerter,
kunstudstillinger etc diskuteres ud fra Den
athanasianske trosbekendelse – og de tre andre. Eller
er ideen at vi skal tænke i mere udadrettet handling:
grøn kirke, Folkekirkens Nødhjælp osv.
Solidaritetserklæring til de palæstinensiske kristne –
osv?
”Frygt ikke” er så en vejleder i processen – muligvis også en
vejleder i afgrænsning. Den lader sig ikke intimidere
af et ”på grundlag af kirkens bekendelser”. Den har
dem med, tænker dem med, placerer dem i en teologisk
bevidsthedshistorie – bestemt af mange forhold og
kontekster, diskuterer bekendelserne og af dem afledt
dogmatik – og viser hvordan nye problemstillinger
overskrider de gamle og bliver en del af dogmatikkens
opgave.
Frygt ikke! – for der er frelse
”Frygt ikke!” Der
er ellers nok at frygte for. Fra døden, intetheden,
det at miste dem man elsker, over verdenssituationen,
krigen, hårdheden blandt mennesker, til klima. Men
frygt ikke – for der er frelse for menneskene – og
hele skabningen. Bind to af ”Frygt ikke” handler om
frelsen og midlerne til den set ud fra felterne
kristologi, soteriologi, ekklesiologi og eskatologi.
Frelse er ikke begrænset til noget, som kun angår hin enkelte
troende. Megen kristen tro har været individuelt
indsnævret. Det er i bogen et flere steder erklæret
mål se frelse i forhold til fællesskabet. Og ikke bare
det menneskelige fællesskab – men fællesskabet af
eller i alt liv.
Indrømmet:
Denne vinkel er og bliver en udfordring for nogle af
os sen-individualister og stadig antropocentrisk
orienterede.
Dogmatikken
prøver
at stikke veje ud, som er konsekvensen af frelsen. I
afsnittet om eskatologi glemmes det ikke, og det
behandles omhyggeligt og godt, at frelse også er
frelse i forhold det enkelte menneskes faktiske død;
dertil kommer at håbet om frelse overfor døden er et
håb, som former livet, bliver til ”nyt liv” for den
troende, mens det lever. Det er så det som får flest
ord.
Det
nye liv har etiske konsekvenser - kønspolitiske – men
man kan savne et par overvejelser over
abort-problematik og eutanasi-problematik. Det nye liv
har alment politiske konsekvenser – her kommer
befrielsesteologiens indsigter og tolkninger til
fornyet ret. Det har også ekklesiologiske konsekvenser
– det er her menighedsrådet kommer ind i billedet!
De
fleste præster vil fanges ind af bogen
Jeg
tror de fleste præster vil fanges ind af bogen – fordi
den i så høj grad spænder en bue mellem
grundteologiske problemstillinger, de klassiske
formuleringer af dem, og så vores aktuelle livsverden
og vores samtidige teologiske tolkninger. Nogle vil
fanges ind til stærk modsigelse, andre til et ”yes!” –
endelig får vi ny forståelse formuleret ordentligt.
Så
altså: Den anbefales på det stærkeste!
Appendiks
til
anmeldelsen
Eksempler
på
fremprovokeret medtænkning hos anmelderen
Blå
teologi
(s. 198f) – er en af adskillige nye teologier, vi
møder i bogen. Den umiddelbare association på ”blå”
var hos mig: cyanotisk, iltfattig, et blåt barn. Men
det er det modsatte vi skal tænke. Vand er blåt – (i
hvert fald hvis himmelen over det vil det – ksf). ”
Selve navngivningen af denne klimateologi med navnet ‘blå
teologi’ peger på denne tætte relation. Det er i det
dybe blå, disse teologer mener, at man kan erfare et
glimt af guddommelig resonans i den livsbekræftende
forbindelse, der er mellem mennesker og vand. Vandet
er i blå teologi et symbol på Gud, Guds gave og
fundamentet for al liv” (s. 198)
Vand er centralt i forståelsen, det er dåbens vand,
Jordanfloden og flere vande.
Jeg har som præst ofte brugt Jordanflodens vand
som billede – når jeg i korte dåbsprædikener ved
døbefonten ville sige noget om dåben. Jeg har IRL også
stået ved selve floden – i et vejr og et sted, hvor
den først og fremmest mindede om Rudyard Kiplings
berømte ”store, grågrønne, grumsede Limpopo flod”. Og
med det i baghovedet har jeg sagt noget om Jesu
solidaritet med mennesket i dets svigt, synd og afmagt
ved at lade sig neddykke i det samme grumsede vand som
de andre døbte. I 17 år var det i Sthens kirke,
Helsingør, hvor døbefonten faktisk løber med rindende
vand. Det kunne og måske burde have været en ansats
til en mere blå forkyndelse!
Jeg
er livets vand?
Ingen
af os går fri for lidt pudsig bibelbrug af og til –
heller ikke bogen her. ”Dåbens vand bliver således her
en analogi på livets substans på samme måde som Jesus’
beskrivelse af sig selv som livets vand.”
(S.199). Var der et jeg-er-ord i
Johannesevangeliet jeg havde glemt:
Jeg er livets vand? – Selvfølgelig kan man
med et par mellemregninger tale om følgende som en
form for Jesu selvbeskrivelse: Men den, der
drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i
evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i
ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt
liv.« Joh. 4,14. Men er der tale om dåbens
vand? Og skal der vedføjes en bøn for klimaet ved
dåben i den anledning? For blå teologi er elementer i
den skabte verden på grund af dens skabthed åbne for
at blive sakramentum/mysterium som dåben altid har
været forstået, og det giver mulighed for at invitere
mennesket til at reflektere over sit eget forhold til
skaberværket. Det er tanken.
(Jeg efterlyste i anmeldelsen af bd. 1 at Ole Jensen
blev husket for sit bidrag til skabelsesteologien, her
bliver der så plads til ham, hvor han refereres for
sin advarsel mod at bringe klimaspørgsmål ind i
liturgien – fordi det kan lukke for den videre
samtale. (s. 199))
Jesu
samtykkeerklæring
Den
stærke kønsbevidste, ikke bare feministiske (som i
1970’rne), men queer-teologiske bevidsthed kombineret
med me-too tænkning giver måske lidt pudsige
fænomener. Teologer har peget på at det nærmer sig
børnemishandling, (s. 111) det den himmelske far
udsætter sin søn for. Andre har så skudt et led ind
for at redde situationen: "samtykkende
lidelse" (Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra
mig. Dog, ske ikke min vilje, men din. Luk. 22,42).
Forfatterne skriver så: Det ændrer dog ikke ved et
tvivlsomt billede af en Gud som vil straffe og påføre
lidelse. - Og jeg tilføjer: Tilmed med offerets
samtykke!
Her kan med fordel aktiveres klassiske forståelser.
Fuldt Gud, fuldt menneske. Gud påfører ikke Jesus
lidelse, Gud går som Jesus selv ind i lidelsen.
”Dialogen” i Getsemane skal understrege den dybe
fortabthed og lidelse, Gud selv går ind i – for
menneskene.
Ingen
skjulthed i Gud
”Man
må efter vores mening hævde, at efter Guds åbenbaring
i Jesus er der ikke længere nogen form for skjulthed i
Gud og derfor heller ikke nogen skjult vilje til
fortabelse og død. Der må derfor øves kritik af de
dele af den kristne tradition der hævder, at der en
vilje til fortabelse i Gud eller en accept hos Gud af
menneskets vilje til fortabelse.” (s. 239-40)
Jeg vil give forfatterne ret i at efter Guds
åbenbaring i Jesus kan vi ikke tale om en vilje til
fortabelse og død hos Gud – evig/uendelig og som
straf. (Man må så medgive at andre mener at en sådan
vilje findes, når de prøver at forstå åbenbaringen, og
der må man med den energi, man kan præstere,
argumentere mod at åbenbaringen skal forstås sådan).
Men der er ikke tale om en skjult vilje, den er for
denne tolkning ganske åbenbar.
Men kan man hævde at der efter Guds åbenbaring i Jesus
ikke længere er ”nogen form for skjulthed i Gud”? Det stemmer
ikke med min (private?) fornemmelse for Gud. Skaberen
af universet, måske multi-verser, en skabelse med
fænomener som overskrider vores umiddelbare og til
dels vores fantastisk udviklede middelbare
erkendelsesevner – skaberen af vores bevidsthed, så
kompleks som den er, hele mangfoldet af kreaturer,
tanken om almagt – er ikke gennemsigtig eller
gennemskuelig. Ikke
så lidt ligger i skjulthed hos Gud! Gud kan næppe være
Gud, uden der er skjulthed. Guds frelsesvilje er
åbenbaret – men først når Gud er alt i alle er der
ikke længere noget skjult.
Kristen
Skriver Frandsen, april 2025
Bogen
er bibelindekseret [Se
her] ved Theol-p. Dels efter ordenen i bibelen
dels efter brugen i bogen – med overskrifter for
bogens tematiske afsnit. Men får der for med det samme
en fornemmelse af i hvilken sammenhæng en
skrifthenvisning er brugt. Alle henvisninger har fået
en oneliner – nogle gange bare om hvad skriftstedet
indeholder, men ofte også forsøgt signaleret, hvad
stedet i bibelen bruges til i bogens sammenhæng
|
