|
|
Anmeldelse ved Kristen Skriver Frandsen
 >
Mogens S. Mogensen: Missionen midt i
blandt os
Kristen mission til, i og fra Danmark historisk og
teologisk belyst
Forlaget Eksistens 2024.
Bogen kan
bestilles her
- Bibelindeks
(også trykt i bogen) med online opslag findes her
på Teksten denne Uge [se
her] - dels traditionelt, dels efter
referencernes plads i bogen.
Denne
bog
bør ligge på enhver præst natbord, eller hvor
han eller hun ellers har sinaktuelt læste lekture.
Dette er store ord til en præstestand, der - som jeg
selv, det meste af præstelivet - har haft et
høfligt, men distant forhold til ”mission” i
sædvanlig forstand, det vil sige forstået som ydre
mission. Tolkningen
af kommende søndags tekst er i fokus + en del andre
gøremål. Nogle er i sogne,hvor der sjældnere og
sjældnere stadig er missionskredse, men har været.
Undertegnede
havde en kortere periode et professionelt, fagligt
forhold til fænomenet – iøvrigt en del i samarbejde
med forfatteren – men er tilbage ved skærmen og
litteraturen med det mål at forstå/belyse søndagens
tekst. Der
er jeg dels som redaktør af Teksten
denne uge dels som præst i en
almindelig folkekirke – den norske nu, men det gør
meget lidt forskel. Men netop – set herfra: Denne
bog er vigtig: Først og fremmest udfolder den
hvordan
mission er meget mere end ydre mission – derfor
undertitlens ”til, i og fra Danmark”.
Hvorfor
er
bogen vigtig?
Bogens titel er et kraftigt signal fra forfatteren om
vigtigheden: ”Missionen midt iblandt os.” Midt iblandt
os er ellers Guds rige (Luk. 17,20 / DDS
nr 320). Det er hele bogens pointe at det
samme gælder mission (og det er stort set bogens
sidste ord). Mission er ikke en særlig aktivitet, det
er en del kirkens væsen, uden hvilken der ikke er
kirke.
Det, som kan beskrives som mission, historisk gennem
fortælling om kristendommens udbredelse, ydre og
indre, og teologisk bestemmes som ”sendelse”
(missio) ud fra Ny Testamente, er blevet kaldt kirkens
hjerteslag og åndedræt. Er det sådan og skulle man
fornemme at kirken er blevet lidt stakåndet, så
trænger måske netop disse funktioner et tjek op. Her
er er god medicin at hentei bogen!
Mission
–
en kirkelig virkelighed under historisk udvikling
Bogen er helt overordnet bygget kronologisk op.
Forfatteren er faghistoriker – udover kandidat i
kristendomskundskab, mastergrad i missiologi. Phd. I
Intercultural Studies – og har erfaring som missionær
i Nigeria gennem 10 år. Det er faghistorie – levende
fortalt – rigt spækket med citater både fra andre
missionshistorikere og fra samtidige kilder. Hvem vil
ikke glæde sig over brylluppet i Kana fortalt som
vikingefest? Eller forviklingerne i vækkelsens
århundrede - dokumenterede? Væksten ad mange store og
små strømme ind i et nyt syn i det 20. århundrede?
Der hvor det er relevant – i en teologisk forståelse –
er vi også i en bibelkyndigs hænder – med citater.
Hvert historiske afsnit samles op i en
redegørelse for de forskellige missionssyn, vi er
stødt på – godt understøttet af fortællingen forud.
Det
der
”midt i blandt os”
Bogen giver godt grundlag for vores reflektion over at
være kirke. Jesus forkyndte Guds Riges komme – det
blev kirken som kom. Det skrev Alfred Loisy. En
ting er at han egentlig bare mente det konstaterende,
en anden at denne konstatering altid må kalde på – med
et halvfjerdserbegreb – kritik/selvkritik.(Anmelderens
formulering)
Der
er
intet nyt under solen.
Selv om det er skriftens ord, er det en begrænset
sandhed. Er der noget bogen viser, så er det, at der
er udvikling og forandring op gennem kirkens historie,
og mission får stadig nye former og ny selvforståelse
– afhængig af den indre udvikling i kirken og de ydre
vilkår. Og så
alligevel: I det nye er der næsten altid
noget, som har været forudgrebet af nogle enkelte
personer eller fænomener. Mogens
Mogensen er god til at forbinde fænomenerne.
Han arbejder med klare, oversigtlige kategorier –
inddelinger af motiver,
begrundelse og former mm. Spiller ud med
periodiseringer, som hjælper til at forstå den
historiske udvikling. (fx 399-401)
Dur
begrebet
mission?
I afslutningen af bogen rejser Mogens Mogensen
spørgsmålet: er det overhovedet klogt at bruge
begrebet mission. Blakket som det er på grund af de
former,
mission har taget. Ikke bare er det blakket, men man
”kan også indvende mod begrebet, at der er en næsten
uendelig stor mangfoldighed af fænomener, der
falder ind under begrebet mission. Det, der binder det
hele sammen, og som er blevet tydeligere i de seneste
årtiers missionstænkning, er imidlertid, at det
teologisk set alt sammen må forstås i lyset af
begrebet "Guds mission”. Alle disse mangfoldige
organisationsformer, arbejdsformer, modeller og
tænkeformer kan ses som menneskers bestræbelser på at
deltage i Guds mission, den mission som kulminerede i
Jesus af Nazarets virke i Palæstina for 2000 år
siden, og som kristne, der tror på sandheden i hans
liv og virke, kaldes tilfortsat at engagere sig i.”
(s. 417). ”Guds mission” om vores aktivitet har
begrundelse i Joh 20,21 ”Fred være med jer! Som
Faderen har udsendt mig, senderjeg også jer”. Gud
sendte Jesus, Jesus sender os. For at forkynde,
præsentere
og repræsentere, Guds rige, midt iblandt os.
Tematiske
spørgsmål
Gennem læsningen af bogen rejses en række spørgsmål,
som får deres dybde, ved at have hele den historiske
dimension med. Her skal bare nogle af dem trækkes
frem.
Hvad
er
frelse?
Er det først
og fremmest en realitet mens vi lever, eller tilstand
hinsides den enkeltes død? Vikingetid og moderne
former for diakonal og politisk orienteret mission kan
et
stykke spejle sig i hinanden i en forståelse af
frelsens nutidighed! Eller: Er frelse den behagelig
tilstand at få tilsagt sine synders nådige forladelse,
betinget af tro på Kristus?
Kræver frelse tilslutning til kirken?
Skal kirken være politisk – kritisk – kan et
land være kristent?
Er kristendommen inklusiv eller eksklusiv i
forhold til anden tro?
Hvordan skal vi som kirke møde andre kulturer?
Er oversættelse af bibelen – og dermed stadig
nyoversættelse – en
fundamental ting?
Kolonisation og mission – et komplekst billede
Mogens
Mogensen
er ikke den som præsenterer en facitliste, men giver
godt stof til at tænke spørgsmålene i gennem.
Den
nyeste
tid
De spændende bevægelser i forståelsen af mission i
nyere tid fylder relativt mest i sider. Det er et
kalejdoskopisk billede, også for så vidt de forskellig
syn i
en række af de frie missionsselskaber præsenteres.
Dertil fortælles om den officielle folkekirkes
begyndende engagement i mission. I to små
organisationer
Folkekirke og Religionsmøde og Folkekirkens Mission
(den sidste dog finansieret af missionsselskaberne) –
og om nedslaget i betænkning 1477
”Folkekirkens mission er at forkynde
Jesus Kristus som hele verdens frelser”.
Mogens
Mogensen
er varsom med i teksten at droppe for mange navne på
endnu nulevende, som har været med i udviklingen de
senere år – inklusive sit eget. Men
utrætteligt har han som konsulent og som medlem af
styrelser i ganske høj gradværet med til at formidle
den viden og forståelse, som nu er samlet i dette
værk.
Jeg
kan
ikke anbefale bogen nok! Den er ikke kun for
specialister i mission igammeldags forstand.
Kristen
Skriver
Frandsen
Efterskrift
om
et manglende paradigme – ved ksf
En
David J.
Bosch opstiller fem paradigmer for mission, som har
udfoldet sig gennemhistorien: [s. 399 i ”Missionen
midt iblandt os]
1) Den patristiske periodes og østkirkens paradigme
(Joh 3,16: For
således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne
søn, for at enhver, som trorpå ham, ikke skal
fortabes, men have evigt liv.)
2) Middelalderens romersk-katolske paradigme
(Luk 14,23: Så sagde herren
til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød
dem til at komme, så mithus kan blive fyldt)
3) Det protestantiske reformationsparadigme
(Mt. 28,18.20 18)Og
Jesus kom hen og talte til dem og sagde:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. …
20) idet I lærer dem at
holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er
med jer alle dage indtilverdens ende)
4) Det moderne oplysningsparadigme (Mt.
28,18-20: Og Jesus kom hen og talte
til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på
jorden. Gåderfor hen og gør alle
folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i
Faderens og Sønnens og Helligåndens
navn, og idet I lærer dem at holdealt det,
som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle
dage indtil
verdens ende)
5) Det fremherskende økumeniske paradigme (John
20,21: Jesus sagde igen
til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt
mig, sender jeg også jer)
Det
var
fem – et kønt tal. Det var det antal mænd, som den første kvindelige missionær, æret som
sådan af den østlige kirke, den samaritanske kvinde,
havde haft. Hun havde haft dem - nok ikke i synd – men
af skæbne. Skulle hun som kvinde leve i sin tid, var
hun henvist til at være afhængig af en mand. Nogle
tolker de fem som symbol på de magter som havde haft
styret i Samaria. Kirken og missionen har sine 5
paradigmer - ikke
som synd, men som vilkår til forskellige tider, ikke
usande, men måske nok uundgåeligt fald i forhold til
at være Guds rige midt iblandt os.
Jeg savner et sjette paradigme.
Lad
mig vove:
6) Fremtidens(!) paradigme. (Apg. 4,20: men
vi kan ikke lade være at
tale om, hvad vi har set og hørt.)
Det
femte
paradigme
kunne også kaldes
Missio Dei-paradigmet. Vi er af Kristus sendt på samme
måde som han er sendt af Gud. Det udvider
perspektivet. Vi er sendt på samme måde, altså ikke
bare med
en ordre om at omvende (med tvang, ord, lære) , men
for at præsentere og repræsentere det Guds Rige, som
han forkyndte var midt i blandt os – hvor han
var. Opgaven er ikke bare at formidle en lære, et
tilhørsforhold, men en ny virkelighed blandt
mennesker. Det er velegnet til rumme hele sættet af
moderne
mission: forkyndelse, diakoni, oplysningsvirksomhed
generelt, fortalervirksomhedfor undertrykte, social
indsats mm. Det kan også forstås som fordringen til
hvert eneste menneske – i hvert fald hvert eneste som
har hørt det – inklusive Jesu bjergprædikens
fordringer og anden vejledning. Opfyldelsen af
fordringen
bliver til liv, Guds rige. Jeg mener det er vigtigt i
den kristne tro, at vi er fordret til hele spektret.
Men jeg må spørge: bliver det ikke let en
overbelastning i selvforståelsen: Vi er deltagere i
Guds sendelse, Kristi stridsmænd sendt på mission af
Gud selv. Det kan blive en arrogance i forhold
til omverdenen eller opfattes let sådan. Og det støder
omverdenen fra sagen.
Derfor
vil
jeg personligt tale for at give et 6. paradigme
vægt. Vi kan ikke
lade være med at tale/fortælle.
Jeg var nogle år ansat som
religionspædagogisk konsulent i Folkekirkeog
Religionsmøde. Vi lavede en række samtalecafeer om
islam og kristendom –
især på gymnasier rundt om i landet. Et spændende
projekt. Det var dialog – ikke tænkt som mission, i og
for sig. Men igen og igen oplevede vi at det blev
en slags mission for at religion og tro overhovedet
kunne være et relevant fænomen at forholde sig til i
det moderne, dybt sekulariserede samfund.
Eleverne gav – selv overraskede - udtryk for det: ”Jeg
troede jeg skulle hen til sådan noget religions-fis.
Men det var jo fedt. Spændende.”
Ved et arrangement var der en elev under plenumdelen,
som rejste sig og sagde: ”Det der med religion kan
måske være meget godt, men kan I ikke lade være med at
missionere!” I panelet var både en præst, en imam, og
unge kristne og muslimer.Imamen greb ordet først: ”I
Islam kalder vi det ikke ”mission” med ”invitation”.
Men det er det samme. Hvis du kender et sted, hvor de
sælger de allerbedste isvafler i byen, kan du så lade
være med at fortælle det til andre? Det er i hvert
fald ikke pænt af dig ikke at gøre det. Sådan har vi
det med vores tro. Vi kan ikke lade være at fortælle
om den!”. Præsten tilsluttede sig straks det svar.
Vi
kan
ikke lade være med at fortælle. Det er et motiv, som udspringer indefra hos den enkelte.
Hvad
hjertet er fuldt af, løber munden over med*. Det er
den ligeværdige måde at møde det andet menneske på.
Måske er det lidt en nøgle til at forstå hvorfor en
Grundtvig** var lidt tilbageholdende i forhold
ydremissionstiltag også blandt sine egne tilhængere.
Så længe det danske folk og kirkefolk ikke var selv
hjertelig
grebne af kristen tro, så skulle det måske komme før
for meget udadrettet aktivitet.
En sådan i forankring i den enkelte udelukker ikke
organiseret missionsarbejde.Kaldet til mission – ydre
– var et stærkt indre kald, en varme og kærlighed til
menneskene ude i verden, som ikke skulle forholdes det
bedste man selv kendte til. I ”Missionen midt blandt
os” er der mange eksempler. Kaldet måtte næsten
altid kanaliseres gennem organisationer, men flere af
de kaldte sprængte til en vis grad rammerne, når de
først var kommet ud. Også det er spændende læsning i
bogen.
Jeg
skylder
at fortælle at det var ”min” generalsekretær, Berit
Schelde Christensen, i Folkekirke og Religionsmøde som
pegede på Apg. 4,20 som den bedste begrundelse
for mission i kirken. Det har jeg siden anset for
rigtigt.
-ksf.
*Titlen
på Viggo
Mortensens håndbog om mission ”Hvad hjertet er fuld
af, løber munden over med” ligger i sin vinkel på
sagen i det 6. paradigmes spor. (Anmeldt af redaktøren
her)
**Missionen
midt
i blandt os, s. 202 – se også det fyldige
personregister
|
------------------------------------
|
