Theol-p's forside - Oversigt søn- og helligdage -

Udvidede citater 22. s. e. trinitatis B Søndagen på TDU Citater af brug af søndagens tekst hos Regin Prenter: Skabelse og genløsning Men heller ikke hvor Jesus polemiserer mod farisæernes moral, foreligger noget egentlig nyt. Han stiller sig i denne polemik på lovens grund og udlægger den radikalt, som profeterne havde gjort det før Ham...Den, der er kommet ind i gudsriget gennem bodens dør, er blevet som et lille barn, der ikke kan ophøje sig over nogen. Derfor kan han heller ikke (på lovens grund) som den uskyldige skilles fra sin hustru. s. 333  Idet menigheden ved barnedåb lyder befalingen til at la de små børn komme til Jesus, aflægger den også derigennem et vidnesbyrd om arten af de voksnes tro i det gudsrige, Jesus bringer. Børnene hører i Jesu forkyndelse sammen med andre fattige som toldere og syndere, syge og besatte,alle mennesker, som efter den herskende opfattelse ikke kunne ”tro”, men som Jesus netop derfor lukkede ind i sin menighed. s. 514 Det er da heller ikke rigtigt, at Jesus noget sted truer med helvede. Men han advarer mod det (Matt 8,12; 18,8-9; 23,33; 25,41; Luk 12,5 osv.). Idet Han forkynder Guds rige, peger Han på djævelen og fortabelsen, som vil det til livs. Og sådan er det. I det øjeblik troen er der, er fortabelsen ved siden af. Dobbeltudgangen af dommen er nærværende overalt, hvor frelsen forkyndes. Derfor har også den evige salighed den evige fortabelse som baggrund. Om Gud da ikke måske alligevel vælger apokatastasis? Det er ikke et spørgsmål, troen kender. Troen kender kun dommen med den dobbelte udgang, fordi den altid har forargelsen at kæmpe med. Om sagen vil tage sig anderledes ud i salighedens lys, er ikke et spørgsmål, som kan stilles, endsige besvares, af den, der skal kæmpe troens kamp for at gå ind gennem den snævre port. Derfor har kirken kun én lære om dommens udgang, den, der fremsættes i CA art. 17. Også de hårdt angrebne ord ”ut sine fine crucientur” hører med. Ikke for at nogen skal svælge i udmaling af kommende pinsler, men fordi det er evig pine at miste Jesus Kristus, så sandt det er evig, uforskyldt salighed at få lov at røre ved sømmen af Hans kjortel. s. 619 Prenters vinkel på dom i følge Lars Sandbeck i «Når Kærlighed dømmer» Ved redaktøren Kursiv er her mine redaktionelle bemærkninger. Lars Sandbeck forholder sig netop til noget i citaterne ovenfor. Jeg selv faldt umiddelbart over udsagnet hos Prenter: "Et spørgsmål som troen ikke kender". Det er for mig at se et signalement af tro, som jeg måske kan se grundene til (religionspsykologisk om ikke andet), men som jeg ikke kan godtage: Tro tør kende alle spørgsmål! [Frelse og fortabelse] er en del af Guds “hemmelighedsfulde prædestination” (S&G s. 490). Og denne udvælgelse til frelse og fortabelse, skriver Prenter senere, “er og forbliver en hemmelighed. Og det indebærer, som Luther understreger det, at den ikke nysgerrigt må udforskes, men kun tilbedes” (s. 605). Prenter minder derpå atter om, at skellet mellem tro og vantro, og således også skellet mellem frelste og fortabte, ikke sættes “af nogen menneskelig beslutning – hverken en beslutning til tro eller en beslutning til vantro. Dette skel sættes af Helligåndens skjulte virken, som virker troen i dem, som hører evangeliet, hvor og når Gud vil” ( S&G s. 605f.).  (NKD s. 44) Sandbeck skriver videre at når Luther og Prenter taler om “hemmeligheder” og den “hemmelighedsfulde prædestination”  vil han kalde det ”forlegenhedstermer, som bringes i spil, fordi man ikke vil tage konsekvensen af den teologiske voluntarisme og indrømme, at prædestinationslæren underminerer menneskets tillid til Gud .. ” NKD s 44 Lidt karakteristik for Sandbecks debatstil skriver han om Prenters påtagede arrogance netop i forbindelse med ovenfor citerede  “Alle bibelske anvendelser af domsmotivet forudsætter en dobbelt udgang. Det er overflødigt her at anføre eksempler” S&G (s. 617) – hvorefter Prenter da også som lovet undlader at anføre et eneste eksempel.” NKD s 204. Om arrogancen er påtaget eller teologi-systemisk vil jeg overlade til Guds nådige dom at afgøre – og hvad der skal straffes hårdest ligeså! Sandbeck går ind på at diskutere hvad den bibelske tale om dom – også med en mulig nødvendig dobbelthed - går ud på. Er fortabelsen evig og irreversibel? Handler den om individet? Er den helende og genopbyggende (for alle)? – flere steder, men med direkte reference til Prenter NKD s 218. Og med en slags konklusion på diskussionen med Prenter: Prenter havde muligvis ret i, at den bibelske anvendelse af domsmotivet forudsætter en dobbelt udgang, men fordi Prenter samtidig ureflekteret opfattede sin egen infernalistiske eskatologi som selvindlysende korrekt, mente han ikke, der var grund til at undersøge sagen nærmere. Havde han imidlertid undersøgt sagen nærmere, ville han have opdaget, at flere nytestamentlige domstekster lægger op til en forståelse af den dobbelte udgang som en blot midlertidig og ikke definitiv afstraffelse. NKD s 226 Citatudvalg og kommentarer: alt på mit ansvar, Kristen Skriver Frandsn