Theol-p's forside - Oversigt søn- og helligdage -

Søgeord: #dom #apokatasis #genoprettelse #viljens frihed Teksten denne uge: Prædikener og refleksioner Især egne prædikener og refleksioner over teksten , men andre optages også - når de ikke findes offentlige tilgængelige (med link) andre steder.  De bringes på det sprog, de er holdt på. Ledsagekommentarer -- mm. er oftest på dansk. Man er velkommen til at bringe prædikener i forslag. Kristen Skriver Frandsen.   Undergangstegn 1588: ........ Se sidste del af refleksionen Kristen Skriver Frandsen Sluppet - endnu ikke grebet (2024) Tanker til  -  2. s i advent A Jeg skrev nedenstående i et flow - efter at have arbejdet med teksterne på Teksten denne uge. Jeg skulle ikke prædike - men jeg tænkte som om. I betragtning af jeg normalt overhovedet ikke skriver manuskript var det lidt sært. Men måske en og anden kan blive inspireret af dette - på en måde mit eget helhedssyn på eksistensen! Hvem ser ikke i disse tider undergangstegn? Det er ikke ret, der gælder. Har man en international domstol, oprettet for juridisk at gennemarbejde forbrydelser mod menneskeheden, uretmæssig krigsførsel, krigsforbrydelser – hvis den så går de stærkeste magter i mod, så underkender de bare dommen. Krig eskalerer til det punkt hvor en altødelæggende atomkrig truer. Kamp om magt – med voldsomme økomomiske eller geopolitiske interesser hærger og koster millioner af mennesker liv eller bringer dem på flugt .. .. Det kan jeg ikke ridse tydelige eller bedre op end så mange andre – selv om jeg står på en prædikestol. I dag har vi tekster om dom og undergang. Luften svirrede på Jesu tid af forestillinger om hvordan den ondskab, man så i verden, også den gang var der besættelsesmagter og grusomhed, skulle gå til grunde og sammen al ondskaben også den almindelige verden – som regel også med forestillingen at nogle, de retfærdige eller de rettroende, skulle frelses og få en ny begyndelse – eventuelt efter døden. Jesus bruger fortællingerne – men giver dem altid et særligt tvist. Verden har sin tid – det er han ikke i tvivl om. Men ingen kender tiden – om der tusind eller 10 tusind år endnu ved vi ikke. Og at der ville ske frygtelige ting snart den gang for knap 2000 år siden – det var han i og for sig heller ikke tvivl. (Jerusalems ødelæggelse). Lige som der igen og igen i hele historien er sket frygtelige ting. Men det han havde brugt al sin kraft på var at fortælle og vise, at den nye virkelighed, som han ville at alle der hørte ham skulle være en del af  – han kaldte den flere ting – Guds rige, Himmerige, Det evige – ikke bare begynder engang, men nu. Så hans brug af skræmmefortællingerne er et vågn op – være forberedt, åbn jer, tag imod. Nu. Tro på at Gud, alts skaber og opretholder er kærlighed, forsoning og tilgivelse – også for dig, uanset hvordan det går, uanset situation – og i tro hjælper du det på vej også til andre. Vær tryg. Gud er der midt i dit liv, og på den anden side af din død og den verdens eksistens. Så begynde at leve det. (Kan udfoldes, hvor modsætningsfyldt liv i denne tro også er: glæde trods sorg,, osv) Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan Gud være den gode skaber, og den gode modtager, med al det ondskab, og også vilkårlig ulykke, som vi ser? Har Gud magt til at genoprette alt det for så mange mennesker helt eller alvorligt ødelagte liv? Hvor er jeg i dette egentlig talt tilsyneladende kaos? Mine medmennesker? Jeg kan ikke læse andet om Jesus end han mente at alt står i Guds skaberhænder – i hans magt. Gud har rede på vores hovedhår, siger Jesus, Gud er med den mindste fugl, der falder til jorden – og kunne have hindret det. Jeg har prøvet at forstå denne al-skabelsesnærvær og vores plads i den gennem et fysisk billede. Der findes noget fascinerende, som hedder en plasmalampe. Det er glaskugle med en lyskilde i midten. Når du sætter en finger på kuplen, springer der en strøm af gnister fra centrum ud til stedet hvor fingeren rører glasset. Jeg forestiller mig Gud skabelse lidt som denne plasmalampe. Ikke med et centrum, som den fysiske. Men glaskuplen er hele det skabte univers (tag gerne multi-verser med også). I den en side (alts begyndelse) rører Guds finger, og alt liv, stof, alt eksisterende, al vores historie, springer i en ufattelig mangfoldig gnisstrøm – i den anden side er Guds anden finger – al skabelses mål, den trækker og samler hele gnisstrømmen til sig – og alt opfyldes og bliver som det skal være. Men vi er midt i gniststrømmen – hver især men også sammen som menneskehed – vi har Guds skabelse bag os – et ubeskriveligt komplekst årsagssystem har ført os alle og hver især frem til det sted, hvor vi nu er – vi skubbet frem af skabelsens enorme styrke – skabelsens ”push” – jeg kan godt lide det engelske ord – vi har mange gode og ordnende kræfter med os, ting som bagude fra stabiliserer vores liv (i den private og den fælles historie, i hele udviklingen). Hele det gode liv. Nogle gange fylder de ordnende kræfter det meste og kun lidt truer – nogle husker barndommen sådan – andre gange er det som om det hele er truet. Det kan erfares voldsomt i det private liv – og det kan erfares i det fælles. Dommedagsagtige tider er fælles erfaring af det reelt truende – og det er kaosagtigt. Det er her i eksistensen vi oplever at vores vilje er fri – alle valg før blev vi ført frem til og igennem. Men her, skubbet frem til eksistensens nu – i skabelsens push, – står vi sært frit, men uden meget at bruge friheden til – når vi ser kaos omkring os. Som ikke så få (fra Luther til moderne neuro-forskere) hævder, der findes ikke en egentlig viljens frihed – kun oplevelse af den. Men i den oplevelse skal vi handle/leve – hvordan? Vi oplever i skabelsens push at leve ”sluppet –  endnu ikke grebet”. Det kan erfares som og være kaotisk. Hvad skal vi: Vi skal huske skabelsens anden finger: Guds træk - ”pull”. Opleve at vi er grebet, gribes hele tiden. Indskud efter en nats eftertanke: Set fra Guds side er der intet slip. Men vi skabt sådan at vi kan erfare det i vores lidt udstrakte nu'er. Det er eksistens - det at stå ud, som det latinske ord betyder. Hvordan få ro på? Det er jo det Jesus vil give menneskene. Ro på. Ved tro på det som holder og består i alt kaos, det ord, han selv var og selv talte – selv viste. Det som aldrig skal forgå (v 33). Han viste hvad Guds træk, Guds pull, er i sidste ende - og også undervejs. Lad os bare sige det i omrids: forsoning, tilgivelse, kærlighed, retfærdighed, genoprettelse. Uanset lidelse, uret, kaos undervejs. Vi skal efter prædikenen synge: Du Herre Krist min frelser est. I det mindste fortæller baggrunden bag dens tilblivelse at vi ikke er alene med erfaringen af truende undergang. Her kommer så et klip fra Elementer til kateketik –  som jeg for længe siden har skrevet - som måske skal skrives lidt om: Salmen "Du Herre Krist, min frelser est" kan nok dateres til 1588, det år, hvor digteren Hans Christensen Sthen fyldte 44. Man (Fr. Hammerich i 1842) har af hensyn til melodi og forståelighed redigeret lidt i salmen, meningen er bevaret, men én ting er gået tabt: Tager man hver strofes begyndelsesbogstav i originalsalmen, danner de ordene HANS ANNO. Anno betyder "i året". 1588 var et forunderligt år. Europa, krigs- og epidemiplaget, svirrede af profetier om verdens undergang - eller i det mindste store rigers. Jesus havde godt nok sagt "dagen og timen kender ingen" (Mt. 24,36) - men måske kunne året beregnes, tænkte nogle sig. Profetier på vers blev spredt med flyveblade takket være den ny teknik: bogtrykkunsten. Man kan tænke sig hvordan man kunne dem udenad, som vi idag kan internationale musikgruppers refrainer udenad. Den spanske kejser udrustede en flåde, så stor som ingen flåde før havde været - Armadaen - i tillid til at det rige, der skulle gå under var det britiske. Men det blev hans eget. En brandstorm i Den engelske kanal sendte den uovertrufne, sejlende krigsmaskine til bunds. Også i Danmark-Norge cirkulerede profetierne og myldrede spekulationerne. Og så havde en fisker i Kattegat fanget en sild med mærkelige tegn på begge sider. Den blev sendt til de lærde i København, som ikke kunne tolke tegnene, og videre til kongen, inden tegnene på silden skulle granskes af den egentlige ekspertise siddende på det teologiske fakultet i Rostock. Da Frederik d. 2. så silden, sagde han at den varslede hans død. Det kom til at passe: 4/4 1588 døde han. Måske af skræk, eller af druk, det ene har vel støttet det andet. I Berlin fik en provst en hel afhandling ud af tegnene, en smuk lille bog, hvor silden pryder titelbladet. For Hans Christensen Sthen løb spekulationerne så mærkeligt sammen med hans egne personlige. Var 1588 hans (HANS) skæbneår? Han var født i 44, fyldte 44, 44 var hans tal og 88 jo det dobbelte, - skulle hans liv slutte her, måske sammen med verdens? Sådan gik tankerne i en tid, hvor pest, hekseforfølgelser, død var dagligdag. Mens han var præst i Helsingør havde torturforhør og heksebrænding været i fuldt flor. Måske stod han og hele verden for dommen: Herrens dag. Herrens år. Hans dom i året 1588, Hans Anno. Han legede med bogstaverne - det kunne jo også betyde: Hans (ham selv) i året (skæbneåret). Han skrev bogstaverne i en række "HANS ANNO" over hinanden. Udfor hvert bogstav formede sig en strofe og de voksede sammen til en salme. Den ånder af en fred og ro, som er i største kontrast til de hektiske dommedagsvisioner. Kristus er min frelser. Hvert eneste år er hans, mit sidste såvel som en dag verdens sidste. Da ved jeg vist, o Jesus Krist, du vil mig ej forlade. Du siger så: Kald du mig på, hjælp skal du få, og intet skal dig skade. Giv os, o Gud, vi på dit bud må leve så tilsammen, at vi hos dig evindelig i Himmerig kan få din glæde! Amen!     En plasma-lampe: Af Elizabeth Knox-Seith modtog jeg til dette følgende bøn af Skt Patrick  Christ before us, Christ behind us, Christ above us, Christ within us … (Saint Patricks Prayer) Kristus som skaber og forløser er det egentlige "logos" i den alt omfattende gniststrøm. Denne fulde tekst til "Herre JEsu Christ.. 1. HERRE JEsu Christ, Min Frelser du est, Til dig haaber ieg alleene: Jeg troer paa dig, Forlad icke mig, Saa Elendelig, Mig trøster dit Ord det reene. 2. Alt effter din Ville, O Herre mig stille, At ieg dig trolig kand dyrcke: Du est min Gud, Lær mig dine Bud, All min tid vd, Du mig i Troen styrcke. 3. Nu vil jeg være, O Jesu kiere, Huor du mig heldst vilt haffue: Jeg lucker dig ind, I mit Hierte oc Sind, O HErre min, Met all din Naade oc Gaffue. 4. Saa inderlig, Eorlader ieg mig, Alt paa din Gunst oc Naade: O J Esu sød, Hielp mig aff all nød, For din haarde Død, Frelss mig fra alskens Vaade. 5. All min Tilljd, Nu oc altid, Haffuer ieg til dig O HErre: Du est min Trøst, Dit Ord oc Røst, I all min Brøst, Mit Hiertens glæde monne være. 6. Naar Sorgen mig trenger, Effter dig ieg forlenger, Du kand mig best hussuale: Den du vildt beuare, Hand er vden Fare, Du mig forsuare, Dig monne ieg befale. 7. Nu veed ieg vist, HErre Jesu Christ, Du vilt mig aldrig forlade: Du siger jo saa, kald du mig paa, Hielp skalt du faa, I all din Sorg oc vaade. 8. O giffue det Gud, Wi effter dine Bud, Kunde oss saa skicke tilsammen: At wi met dig, Euindelig, I Himmerig, Kunde leffue i Salighed, Amen. NB: Landstads reviderte salmebok har salmen som nr 46. Let norsk stavemåde, men teksten næsten helt den samme - v 6 små forandringer - men akrostikon er bevaret.for hele salmen. Søndagens tekst: .  Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.  Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.  Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.  Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Lignelsen om figentræet  Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer.  Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær.  Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.  Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.  Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Formaning til årvågenhed  Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer  som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.  Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«