| Indhold:
#stjernetæpper lyseblå #Chagall |
||||||
| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
|
Juleaften 1989 [Søndagen på Teksten denne Uken] Kristen Skriver Frandsen I de gamle legender er den aften og nat, som begynder nu hvor mørket er faldet på, ikke en almindelig nat. Det er den nat, hvor tågen, frosten, sneen i Gøinge skov oppe i Sverige viger for en paradisskøn have - som kun de fredløse røverer havde glæde af. Det er den nat, hvor bjørnen ikke slår det menneske i hjel, som i nød er søgt ind i dets hi. Nogle gange slår håbet og drømmen i disse legender igennem i virklighedens verden: Det fortælles at julenat forstummede den evige kanontorden ved fronterne på vestfronten under første verdenskrig. Og i stilheden kunne man høre hvordan den sammen julesalme blev sunget på begge sider af fronten: Heilige Nacht, stille Nacht på den ene side og Holy Night, Silent Night på den anden. Den salme som på dansk er blevet til "Glade jul, dejlige jul". Det er ikke en almindelig aften. "På stjernetæpper lyseblå, skal glade vi til kirke gå". Det plejer vi heller ikke: At gå rundt på stjernetæpper - hvad enten det er nu til kirke vi går eller andre steder. Maleren Marc Chagall (f. 1887) har engang malet sin hjemby (Jeg og landsbyen 1911?). Hvis I kender ham og hans billeder kan I let forestille jer, hvordan den ser ud. Husene svinger sig let opad næsten som en slags planter, børn leger i luften, en fløjtespiller sidder på tagryggen, der er en levende og legende forbindelse mellem himmel og jord. Byen og menneskene i den er ligeså meget mellem himmel og jord, som på jorden. Sådan har hans fødeby Vitebsk i Rusland jo ikke set ud. Den har været beskidt, den har måske mere set ud som om den krøb hen ad jorden, end som om den svævede. I det vi ville kalde virkeligheden. Men set med Chagalls pensel, er den i bevægelse og liv mellem himmel og jord. Tænk hvis Marc Chagall malede vores by til jul! Vi ser han pensel stryge henover Vapnagårds hundreder af lejligheder. Betonen lever. Borupgård bebyggelsens lange række bugter sig lysende. Pensel trækker også henover de store, gamle og nogle gange lidt fornemme kasser nede ved Strandvejen. Drysser lidt stjernestøv over. Og parcelhusene kommer med. Så er det som om raftehegne forsvinder; opgangene, hvor man af den ene, den anden, den tredje grund ikke taler med dem bag dørene, er ikke længere sædvanlige opgange, de åbner sig som dukkehuse; mangeartede juledufte ville brede sig. Og der ville være en hærskare af mennesker mellem himmel og jord. Bistandsklienten og millionæren ville svæve under samme himmel og over samme jord. Tyrkere som danskere, muslimmer som kristne; det så ofte snærende private der er over vores liv ville være væk. I det vi kalder virkeligheden er det ikke sådan. Men hvem siger det er den eneste virkelighed? Måske findes legendernes juleaftenvirkelighed. Eller salmedigternes. Jo, vi er her alle juleaften. På stjernetæpper lyseblå. Der er en mulig verden mellem himmel og jord. Det er den man i hverdags tale siger der er mere af end man tror. Og juleaften er den virkelig. Men hov, er vi nu ikke sentimentale. Og kører med på den vogn, som det er så fristende at hoppe på - specielt ved juletid, der hvor man skaber sig en drømmeidyl - i glemsel af en virkelighed, der er anderledes. Hvor vi, når vi taler om at julen er børnenes fest, så lader vi for et kort øjeblik som om barneverden er idyl, drømmer os ind i den enkelhed og uskyldighed, vi undertiden fristes til at tro er børnenes verden. Og gemmer så voksenrealismen til efter jul, hvor det er blevet hverdag igen. Og ved samme lejlighed gør vi den kristendom, som fik sin begyndelse med det barn, hvis fødsel vi fejrer i aften og i nat og imorgen med, til en stump idyl, vi pakker pænt ind i vat, ligesom juletræets stjerne, og tager den så frem ved juletid igen næste år.
Vi er gode til at dele tingene op. Noget til julebrug og andre højtidelige lejligheder, og så hverdagen skilt godt og sikkert fra. Meget ofte skilt ud fra drømmen, håbet, ja ligefrem ud og væk fra en viden om at der kan skelnes mellem godt og ondt. Det er ikke realistisk siger vi - i den virkelige verden. Her gælder kun de ubønhørlige love - fx. for succes og ikke-succes, værd og ikke-værd blandt mennesker.
Men tænk hvis Chagall har ret; det han maler er også virkelighed; tænk hvis vi skal forestille os det sådan, at der kun er tynd membram mellem vores såkaldt realistiske verden og så en virkelighed, hvor mennesker vandrer mellem hinanden på stjernetæpper lyseblå, hvor der er fred - på jord - altså ikke bare i den fjerne himmel - og i mennesker velbehag. Og tænk hvis det ikke bare gælder julenat, men hver dag. At dén virkelighed er der, lige på den anden side af en membram, en tynd, men særdeles gennemtrængelig hinde, så den kan mærkes som nærværende, selv om den ikke er synlig på samme måde som på et Chagall-billede.
Hvis vi tænker os det, så nærmer vi os, en forståelse af hvad der skete, da Jesus blev født. Det som jo netop må fortælles gennem begivenheder, som ikke sædvanligvis sker. Nogle hyrder er meget vigtige personer i fortællingen; det bør huskes, at hyrder hørte til på bunden i det datidige samfund i Palæstina. Deres udsagn galdt ikke i en retsag - så lidt regnede man dem. Men de er de første, der får at vide at Verdens frelser er født. De ser en engel, og siden en himmelsk hærskare af engle over deres ellers så gudsforladte mark. Og de hører de fantastiske ord: fred på jorden, i mennesker velbehag.
En virke-lighed er en der virker. Noget der virker. Om den synlig eller ej er ikke afgørende. Om den findes utilgængelig for vore almindelige sanser - om den er ånd, ord eller fortælling er heller ikke afgørende. Jeg tror at julevangeliet virker. Der er med barnets fødsel julenat sket noget, som har forandret verden, og som bliver ved med at forandre verden. Vi vandrer ikke hele tiden på stjernetæpper lyseblå, med fred alle vegne på jorden, med velbehag blandt mennesker over alt. Det ville være synd at sige. Men den virkende mulighed er der alligevel. Den slår igennem et sted, så et andet. Den slår igennem, hvis man tror den!
Det var ikke sentimentalt, at våbnene tav julenat mellem fronterne. Jeg tror at var med til at give øjne for krigens absurditet. Ikke nok til at stoppe krigen på stedet, ikke engang nok til at hindre en ny krig. Men nok til at erindre os om hvordan det burde være - sådan at det undertiden også bliver sådan.
Men det er sentimentalt, hvis vi isolerer den slags tro og håb til juleaften; juleaftens eventyrlighed, poesi, eller hvad det kan være, skal åbne os for evangeliets virkelighed: At kærlighed kan tage bolig blandt mennesker på jord, være for hele folket, skabe fred. Åbne os for det i hverdagen. Så passer det. Og læg nu bare mærke til det, når vi går fra kirke. Der er mere mellem himmel og jord - end selv den mest fantastiske maler kan indfange, - vi skal fange det, og begynde at lade det leve. Stjernetæpper lyseblå er til at gå på. Og de kan slynge sig ud og ind mellem blokkene på Vapnagård, de lange husrækker ved Borupgård, de gamle huse på strandvejen, og ud og ind mellem raftehegn og parcelhuse. Fred i Snekkersten, velbehag i mennesker i Helsingørs sydlige udkant. Glædelig jul.
amen. |
||||||