|
|
|
Juleaften 1989
[Søndagen på Teksten denne Uken]
Kristen Skriver Frandsen
Pigen
der drog ud for at lære stilheden at kende
Og
lad os gå med stille sind,
som
hyrderne
til barnet ind,
med
glædestårer
takke Gud
for
miskundhed
og nådebud.
Lad
os
prøve noget. Lad os prøve at lytte.
...
Stilhed er noget mærkeligt noget. Når der
pludselig som ved et tilfælde bliver stille i et rum,
hvor der er mange mennesker og snakken ellers går, så
siger man "Der gik en engel gennem stuen". Måske er
denne engel i meget nær familie med julens engle.
Og nu må vi give os tid til et lille eventyr,
lavet til lejligheden:
Der var en gang en ung pige. Hun var i
grunden en ganske almindelig pige. Hun stod op hver
dag, når clock-radioen vækkede hende med musik, i
december var det julemusik, og det er jo ganske kønt.
Når hun børstede tænder var det til yndlingbåndet, og
så var hun af den slags mennesker, som kunne snakke
allerede ved morgenbordet; men det var ikke så slemt
som man skulle tro, det kunne resten af familien også,
og det gjorde de så - dagen lang, nogen gange så de
også fjernsyn og hørte musik, og det blev der ikke
mere stille af. Men pigen var bedst skåret for
tungebåndet, og det gik deruda'.. "Ka' du da slet ikke
være stille!" udbrød faderen en dag, som om han selv
kunne, men han talte med en dybere stemme og som om
han læste af en avis, så det gjorde en forskel, mente
han. "Hvorfor skulle jeg være stille? Du har allerede
sagt så meget i dit liv så du bare siger det, andre
siger". Det kunne hun have ret i, men det var ikke
pænt sagt, så derfor sagde hun meget mere.. og det
blev sent inden de var færdige med den snak, og så
skulle de i seng - for det var en ganske almindelig
familie.
Men spørgsmålet rumsterede i hende: "Ka' du
da slet ikke være stille". Og næste dag ved
morgenbordet, sagde hun: "Jeg tager ud i den vide
verden for at lære stilheden at kende" - og det var
ikke så almindeligt - slet ikke en december morgen.
Men
afsted
drog hun - og hun havde sin gode polar-sovepose med,
som hun havde fået i forskudsjulegave.
Som hun gik der på vejen mødte hun en gammel
mand. Hun glemte helt at undre sig over at han ikke
var på plejecentret, for han spurgte hende, hvad hun
skulle, så rask som hun gik. "Jeg er på vej ud i
verden for at lære stilheden at kende - kan du ikke
hjælpe mig?" "Måske nok", sagde den gamle, gå ud i
bjergene, så langt at du ikke mere kan se byens lys,
der vil du lære stilheden at kende. Og pigen gik og
gik. Først ud på aftenen kunne hun ikke se byens lys
længere - hun fandt ly i en klippehule. Hun lagde sig
sådan hun kunne se ud på den uendelige stjernehimmel.
Hun havde hele tiden haft lyden af sine egne skridt i
ørene, hun havde snakket med sig selv, men nu var det
hørt op. Men stille blev der ikke. Hvad var det for en
brusende støj, som fyldte mere og mere. Blodet i
hendes egne øren - og det trak tanker med - hendes
egne, og de blev mere og mere højrøstede - det var som
hendes hoved skulle sprænges - der var slet ikke nogen
stilhed i naturen. I hvert fald kunne hun ikke høre
den. Kun når hun snakkede med sig selv, dæmpedes
larmen i hendes hoved, men det lærte hun ikke
stilheden at kende af.
Næste dag ilede hun mod byen igen. Nu mødte
hun en gammel kone. Denne gang nåede hun at undre sig:
sært som de gamle er på farten denne december, men så
spurgte konen hvor hun skulle hen så hastigt, og pigen
fortalte hende det, og spurgte om hun kunne hjælpe.
"Det kan jeg nok, sagde konen, gå ind i kirken, der
finder du stilheden".
Lige så snart domkirkens store tunge dør
faldt i bag pigen, forstummede verdens larm. Det
vældige kirkerum var svagt lyst op af kerter og lys,
der stor rundt omkring. Der var ingen andre i rummet.
Hun satte sig for at møde stilheden. Men den kom ikke;
i stedet blev rummet fuldt af stemmer. Det var som om
billederne på væggene begyndte at tale. Hun så
borgermanden med pibekrave, med guldbroderet, men
ellers sort vams, hans tre koner, alle blege - alle
døde i barselsseng, deres levendefødte og og deres
dødfødte børn. De første malet som små voksne, de
sidste som små blege svøbelsesdukker. Og billederne af
adelsmændene, i fuld rustning, fjenderne liggende døde
for deres fødder. Hun så gravstenene i gulvet. Også de
talte. Det var som om al den historie, som gennem
århundreder havde vandret gennem kirken, havde fået
mæle - og hun kunne lettest høre alt det, som havde
gjort ondt. Stille var der slet ikke.
Hun løb ud på gaden igen. Folk havde travlt,
ingen så på hinanden, kun på om der var plads på næste
flise og næste igen, bilerne sprøjtede i vandpytterne,
musik væltede ud af alle forretningerne; "Ved du hvad
det bedste er.." hvæsede det ud af en
legetøjsforretning - ja, tænkte hun: "stilhed", men
hvor er den?"
Hun var træt og sulten. Og havde ikke ret
mange penge. "Undskyld, kunne De.." begyndte hun flere
gange, men alle de travle var væk førend hun havde
spurgt. En mand i en slidt frakke på en bænk kaldte på
hende: "Hvad vil du?""Finde et sted for natten, men
jeg har ikke mange penge". "Der er et herberg om
hjørnet, derhenne, der kan du være".
Skiltet hang skævt på døren:
"Budget-Herberget" stod der. Men hun gik ind. Der var
plads. Spisestue og samlingsstue var ét. Hun fik mad
med, og blev hængende. Hun tænkte mest på sig selv;
den slags mennesker, der boede her, var ikke lige
hendes kop te, mente hun; men hun svarede da nu og da,
når de nærmeste sagde noget til hende. I grunden var
der hyggeligt; der var varme, snakken gik om bordet.
Hun tøede selv mere og mere op. Så var det det skete.
Som ved et tilfælde tav alle på engang. Og for første
gang så hun de andre rigtigt. "Den slags mennesker.."
Sikke noget at tænke. De var hver deres, lige som hun
selv var mere end bare en slags. Alle mærkede
stilheden, alle opdagede et sært nærvær af de andre i
stuen. De var der - med skæve og lige næser, og hvad
der ellers skiller mennesker. Nærværet var intenst -
og stilheden var der. "Der gik en engel gennem stuen",
sagde én, som man jo nu plejer at sige. Og så begyndte
snakken igen - men stilheden var ikke glemt, den var
gemt i hjertet - og mest i hjertet hos den unge pige,
som var gået så langt efter den.
Lad os gå med stille sind, som hyrderne til
barnet ind.. Først når vores egen støj forstummer, får
vi plads til stilheden. Men det er som det skal komme
udfra. En engel skal gå gennem stuen, et barn skal
fødes til verden. Af sig selv forstummer alle vores
ord ikke, al vores øvrige larm. For vi har dem for at
holde vores form for orden på tingene. Orden i forhold
til den overvældende natur, universet, alt det vi slet
ikke har styr på. Orden i forhold til historien,
uretfærdigheden som findes i nutid og fortid. Men vi
holder undertiden så meget orden at det bliver til
afstand. Og så har vi brug for stilheden.
Julenat blev et barn født til verden. Guds
søn - eller Gud selv. Skabermagten selv - den magt som
vi kender både som uendelig fryd og som uforståelig
grumhed - sådan som vores liv er - blev menneske. Et
menneske som viste at Gud er kærlighed. Hvordan vores
liv end former sig er magten bag det og bag alting
kærlighed, og den vil overvinde kulde, mørke, død i
kærlighed. Så tør vi være stille. Det er julestilhed -
som måske ikke behøver at vare længere end den
underfulde pause i en samtale for at holde et helt år
- og julestilheden får os til at se også det andet
menneske, som Guds kærlighed gælder. Afstand
forsvinder, nærhed træder i stedet. Ikke på engang og
altid, men alligevel som noget som giver mod til at
leve, mod til at lytte og til at handle.
Glædelig jul.
Kristen
Skriver
Frandsen
|
|
|