|
|
|
2. s. e. Hellig tre konger
[Søndagen på Teksten denne Uken]
Kaj Munk: Med Ordets Sværd 1942
Denne Historie om Jesus ved bryllupet i
Kana
den maa bestemt passe. Den er så usandsynlig, at den
aldrig kan være opdigtet.
Hvor er vi dog Apostlen Johannes, det kære gamle
Menneske, hvor er vi ham dog
taknemlig for, at han - og han alene - har husket,
at Jesu Undergerninger
begyndte paa denne festlige og værdige Maade. Ellers
er
det jo gerne Syge, der skal hjælpes, og Sultne, der
skal mættes, og bange,
ulykkelige Sjæle, der skal have Trøst og Styrke. Men
selve Indledningen til
alle disse Barmhjertighedsgerninger er altsaa et
Mirakkel, der strengt taget er
overflødigt og bare tjener til at skabe forøget
Festlighed. Det er det, jeg
kalder for guddommelig Kaadhed. Jesus er saa ung
endnu, at det sprutter med
Livsglædefra ham. Det er maaske det eneste Exempel,
vi har, paa, at han ogsaa
kunde være en Gavstrik- saadan som en god Søn kan
have lidt Løjer med sin egen
lille Mor. For sikke han optræder imod hende!
brøsigt og affejende. Men der er
et Blink i hans øjne, hun kender. Derfor hvisker hun
til Tjeneren: Gør, hvad
han siger til jer.
Og
se, der har vi Brud og Brudgom, de hænger noget med
Ørene; den skal
nu klæbe til dem for hele Livet, denne Skandale, at
ved deres Bryllup slap
Vinen op. Ak! var man dog Maler! Se nu Bruden! Unge
Kvinder er jo næsten altid
søde, men sødest er de som Brud - ikke dem paa
Raadhuset, for de er jo ikke
Brude, de er bare Kontraktunderskrivere! Hvilken
festløs og billig Tid vi lever
i: at snyde en ung Kvinde for at være Brud! Snyde
hende for Kirke og Orgel og
Blomster og den hvide Kjole og Slør og Myrter og
hvad der er det værste:
Vorherres eget Haandtryk.
Er
der noget saa skønt som en Brud? Det skulde da lige
være hende igen,
den Tid derefter da hun gaar og skal have sit første
Barn og er saa grim, at
man næsten maa tilbede hende; det er Skønheden, der
er drejet over Gevind, saa
højt er den naaet, en Skønhed paa eengang højere og
dybere end Æstetikkens.
Og
der staar Jesus. Skal vi fordriste os til at prøve
paa at følge hans
Tanke. Maaske det dog har givet et lille Sæt i ham,
da Marie kom med sin
urimelige Bøn. Han har bare tænkt: »Mor er tosset!
hun forkæler mig, saa hun
tror, vi tør ulejlige Far heroventil med
Narrestreger.« Men saa har han set hen
paa Bruden og er blevet fuldstændig besejret. Nej,
nej, det kan ikke være Guds
Mening, at denne søde Pige skal have saa dybt et
Skaar i Glæden paa sit Livs
største Festdag. Og han har spurgt Gud, og han har
mærket i sit Hjerte: »Jo,
det gaar an; fordi jeg, Guds Søn, er til Stede, skal
alt forløbe i fuldendt
Fryd og Gammen, saa det skal rygtes til alle Tider
og Slægter, hvordan det gaar
til, naar jeg er med.« - Lidt i Baggrunden skal vi
have et morsomt Billede af
Køgemesteren, der er ganske ædru, og for hvem det
hele dog render rundt. Og det
er ikke til at undres over, for der kommer de
slæbende med noget, de har øst op
af Vaskefadene, og saa er det - jamen det kan jo
aldrig i Evighed passe! det er
Vin, det er min Salighed den fyldigste Vin!
Og
hvis man nu var rigtig modig, som de gamle Mestre jo
var, saa malede
man et lille Hul i Himmelen oven over Kana, og der
sad Gud oppe og saa med
Velbehag ned paa sine glade, sorgløse Mennesker. Man
skulde kunne se paa ham,
at han var ret inderlig tilpas med, at han havde
taget sig sammen til at træffe
den Beslutning, at i Dag maatte det gaa til lidt
udenfor Reglerne. Skal der
være Gilde, saa lad der være Gilde. Naar nu Marie,
den blufærdige, var fræk nok
til at ønske det, og min egen Dreng bad mig om det,
og det er saadan to pæne
unge Mennesker, der tydeligt er meget glade for
hinanden, saa er jeg ogsaa glad
ved, at jeg reddede dem fra Fadæsen og gav dem en
Bryllupsgave, de vil takke
mig for i al Evighed.
Ja,
saa naivt vilde jeg male det. For saa naivt har jeg
følt det
sommetider i min Kirke, naar jeg viede et Par, der
holdt meget af hinanden. Saa
syntes jeg, det var Jesus selv, der stod hos mig og
gav dem sin Velsignelses
kostelige Vin, og Gud selv, Samfundets store Gud,
vores allesammens gode Far i
det høje, saa fornøjet ned til sin gildesglade
Menighed, som i Dag var trukket
i Kisteklæderne til Ære for de to unge af deres
egne, ja, han ser med Velbehag
og glæder sig over deres unge Lykke og siger Amen
til Velsignelsen, at de kan
stifte et godt kristent dansk Hjem og holde sammen i
Slid og i Fest, i Magsvejr
og Modgang, holde trofast sammen Livet igennem, som
Landsbyfolk jo gør det,
fordi det er deres Guds Vilje d. v. s. det eneste
naturlige.
Hvordan
mon det gik det Brudepar i Kana sidenhen ? Jo, de
blev
naturligvis ved at se hinanden dybt md i øjnene, og
Kyssene smagte lige saa
friske paa Sølvbryllupsdagen som det kvarte
Aarhundrede før. De gjorde Pokker,
gjorde de. Hvem ved, om hun ikke er blevet lidt lad
med Aarene (for hvad? slap
Vinen op, saa var det jo da sket engang før, at der
kom noget nyt af sig
selv!). Og maaske han fik Hang til at pimpe en Smule
(for den havde jo smagt
svært godt, den sidste Forsyning paa Bryllupsaftenen
) og saa blev der jo
Ballade i Hjemmet. Vilde de saa rende fra hinanden?
Maaske de har truet med
det. Men de vidste udmærket, at det var ganske
udelukket. Hvorfor var det
udelukket? Fordi - ja, .fordi de hørte jo hinanden
til. Der laa en Flaske nede
i Kælderen af Jesu Bryg, og den skulde de tømme i
Fællesskab. Og naar de havde
været allermest Uvenner, saa fik de Flasken op, og
hun skænkede en Snaps for
sig og en for ham, og saa klinkede de og drak og
sagde Ah og sad lidt og
snakkede med hinanden, og saa var den Nat gaaet lige
paa et Kvarter. Hvad var
det, den Vin smagte af? De kunde ikke hitte ud af
det. Men jeg ved det godt.
Den smagte af Hellig. hed. Der var noget, helligt
ved deres Ægteskab; Jesus
havde været til Stede, den Mten det blev stiftet, og
givet dem sin Vin. Der er
ikke noget, der binder som det hellige.
Der
er ingen Mennesker, der skal bilde mig ind, at de
Folk, der »vies«
paa Raadhuset, er rigtig gift. De har indgaaet en
Kontrakt med hinanden, og en
Kontrakt gælder saa længe, som - ja, det kan De
spørgeStatsmændeneom.Nuvel,man
behøver heller ikke at være rigtig gift for
at være gift. Det kan gaa udmærket uden. Men Kristne
de er ikke saa dumme, at
de plaprer af sig, at det at gifte sig, det er en
Sag, der bare angaar Katrine
og mig. Det at et Hjem stiftes, er tilvisse en Sag,
der i høj Grad ogsaa angaar
Stammen, og hvordan skulde Gud, der er Samfundets
Gud og de døbtes Far, være
uinteresseret i den Begivenhed, der er den mest
indgribende i vor Tilværelse
næst efter Fødsel og Død? og Kristenfolk, der ved,
at i Gud lever, røres og er
vi, hvordan kan de ønske at lukke Gud ude paa deres
Brullupsdag?
Sandheden
er jo den, at for moderne Mennesker er Ægteskabet
ikke længer
den livsvarige Forbindelse. Nu flytter vi sammen, og
saa ser vi, hvordan det
gaar. En skamløs Slægt vandrer paa vore Gader. Det
hellige i Livet er kasseret,
det gaadefulde ligger udkrammet og illustreret paa
enhver Boghandlerdisk, det
intime er slaaet op paa Indersiden af Kafedørene,
alle ved om alle, hvordan de
er i en Seng. Luxus, moderne Bekvemmeligheder,
Barnløshed har gjort Husfruens
Hænder og Sjæl ledige, og da Livet skal bruges til
noget, nu man, uvist af
hvilken Grund, har faaet det prakket paa, saa kan
man jo gaa ud paa den
spændende Jagt efter en større eller dog anden Varme
end Centralfyrets
derhjemme.
Er
det for haardt sagt? Gudskelov er det det. Og dog er
det sandt, at
Japanernes Chance er ikke, at Europa har for faa
gode Bombemaskiner, men: for
mange daarlige Ægteskaber.
Det gamle sunde kristne Ægteskab - Gudskelov, det
trives iblandt os
endnu, og det vil komme paa Mode igen. Det begyndte
vel, som naturligt er, med
Blodets unge Vin, men det vidste, at det var
helligt, og det nøjede sig ikke
med at stifte sig selv, det stiftedes ogsaa i
Himlen. Kanske der kom Tider, da
Vinen slap op, men Ægteskabet slap ikke op, det var
grundet for Livet, og for
Livet skulde det vare. Bitre Kvinder sad ikke hen
med officielt
Kassationsstempel paa deres Legeme, Mænd løb ikke
grassat for at finde en ny
Kone at tage til Takke med som Hævn over den gamle,
der var stukket af fra dem,
Børn drev ikke rodløse rundt som Ofre for
Skalpejagt. Og hvor var det smukt at
se et gammelt, værdigt, prøvet og lutret Ægtepar. De
havde elsket hinanden ungt
og hedt, havde følt Blodets Baal blive til Emmer og
Trofasthedens Arneild tænde
sig som dets Afløser, de havde haft Sammenstød og
været bitre paa hinanden,
maaske ogsaa svigtet hinanden og saa fundet sammen
igen. Nu var Kanter slebet
af, Tilpasning havde fundet Sted, de var begyndt at
ligne hinanden ogsaa i det
udvortes. Og Børnene kom paa Besøg, og Hjemmet var
endnu deres Livs faste Borg,
og Børnebørnene larmede ind og blev strax
uvilkaarligt lidt stille og
højtidsfulde, og saa var det dog søde Bedstemor og
Bedstefar, og de to Gamle
selv - ja, naar de var alene, kunde de sidde med
hinanden i Haanden og tænke:
Han har gemt den bedste Vin til os til sidst.
|
|
|