Leise Christensen

18.s.e.Tr., Skt. Johannes

Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv. Måske nogle af de mest berømte ord i verdenshistorien og i hvert fald noget, som om noget definerer Jesus' lære. Dog er det ikke noget, Jesus finder på at sige af sig selv, nej, det er noget, han citerer fra Det gamle Testamente, fra Moseloven. Hvis man ser på oversættelsen fra hebraisk til dansk uden om den græske version, som er lagt Jesus i munden, vil man se, at en anden nærliggende oversættelse af anden halvdel af buddet, nemlig det, der angår næstekærligheden, meget vel og forsvarligt kan oversættes på en lidt anderledes måde, nemlig: Du skal elske din næste, der er et menneske som dig selv. Jeg synes, at det er en vigtig pointe at få med.

Vi skal elske vores næste som os selv, ja, men ikke i den terapeutiske forstand, som man af og til hører eller læser om – altså, du kan kun elske andre, hvis du først har elsket dig selv. Det kan meget vel være sandt i psykologisk forstand – det skal jeg ikke kunne sige – men det er ikke det ærinde, som Jesus eller Moseloven er ude i, når de taler om næstekærlighed. Ærindet er, at man skal se, at det andet menneske er netop et menneske og derfor har krav på at blive elsket. Det andet menneske er ikke en ting; det andet menneske er ikke uvedkommende; det andet menneske er ikke unødvendigt; det andet menneske skal ikke undgås; det andet menneske skal ikke kun elskes, dersom jeg er i stand til at elske mig selv; det andet menneske skal elskes som et menneske, der er sat i verden og har krav på min kærlighed.

Den mest grundlæggende relation i verden er mellem jeg'et og du'et. Der er et jeg og et du. Måske kan man gå så vidt som til at sige, at det er der, selve livet bliver til. Jeg taler ikke om det hede kærlighedsforhold mellem to elskende, jeg taler om det forhold, som mennesker ikke bare kan, men if. Jesus skal have til hinanden – det helt basale forhold. Det er nok sådan, at mennesket kun bliver til i mødet med det andet menneske? At det at være i en relation, i forhold, til andre er det, som gør, at man bliver et menneske? Når jeg'et møder du'et bliver vi til mennesker.

For mange år siden – da jeg var en helt ung kvinde – boede jeg nogle år i London. På et tidspunkt fik jeg den tanke, at jeg ville lære Yiddish, altså det sprog, som jødiske indvandrere fra primært de øst- og centraleuropæiske lande samt Tyskland talte med hinanden, et sprog, som har overlevet gennem århundreder på trods af de vanskelige forhold, som undertiden, ja, oftest, er budt det jødiske folk i Europa. Man kan ikke sige, at forehavendet var decideret succesfuldt, men det er alligevel en periode, som jeg ofte har lejlighed til at tænke tilbage på. Jeg gik hos en ældre, jødisk herre, Pop, ja, han var så gammel, at han var en af flygtningene fra de store pogromer, jødeforfølgelser, i begyndelsen af 1900-tallet i Hviderusland og Ukraine. Han talte stadig engelsk med en stærk østeuropæisk accent, og hans egentlige modersmål var yiddish. Den første dag, jeg mødte frem til undervisning, skulle jeg lære et enkelt ord, nemlig, Mensch. Nu var jeg jo nysproglig student og havde lært rigtigt meget tysk i min tid, og jeg havde boet hele mit liv i et område, hvor man så tysk tv (det var såmænd før DRs monopol blev ophævet), så jeg var sådan lidt småskuffet – herrestegud, Mensch, det, vidste enhver da, betød menneske. Nej, nu måtte han diske op med noget lidt vanskeligere. Hvor tog jeg fejl! Det, han ville, var at lære mig det allervigtigste ord, der findes, det, som er værd at stræbe efter, nemlig at blive ein Mensch. Det er nemlig ikke blot et menneske, som det er på tysk; det er meget mere på yiddish – det er et menneske set i relation til andre mennesker, og udtrykket beskriver den måde, man skal være menneske netop i forhold til det andet menneske – det, jeg man skal være i forhold til det du, man møder. Hvis man er et Mensch, er man en, der ser sin næste, der er et menneske som en selv; som ser, at mennesket er til i forhold til det andet menneske; at mennesket er i et fællesskab, som er til at være i, fordi det er båret af integritet og kærlighed og ære, som Pop tilføjede. Det var vigtigt for Pop at lære mig dette ene ord før alle andre ord på yiddish.

Det inkorporerede hele den verdensopfattelse, som har sit udgangspunkt i Moseloven, som også Jesus som jøde er runden af, nemlig, at du skal elske din næste, der er et menneske som dig selv. Man kunne kun, sagde Pop, forsøge at lære yiddish, hvis man forstod dette ene ord, Mensch. Det var udgangspunktet. Sådan er også buddet om næstekærlighed udgangspunktet for os. Det er der, vi kan gøre os håb om at blive et Mensch, selvom vi ikke er det. Selvom vi sommetider er modsætningen, nemlig ein Unmensch. Så er Jesus Mensch for os.

Den engelske digter John Donne skrev i 1600-tallet, at no man is an island – intet menneske er en ø. I den korte sætning ligger samme opfattelse af, at et menneske altid er til i forhold til et andet menneske eller i forhold til andre mennesker. I et fællesskab. Man kan tro, at man kan stå uforbundet i verden – at man kan være en ø – og mange ser det som et ideal, fordi så bestemmer man selv, som en sagde til mig. Det kan man godt, men ikke uden tab af noget vigtigt, f.eks. det at være et Mensch. Hvis man ikke tør elske eller i det hele taget levet i relationen til andre mennesker, tørrer man ud, for i kærligheden og venskabet og fællesskabet lever selve livet. Der manifesterer Guds kærlighed sig – den Gud, som vi også skal elske og kun kan elske ved at elske medmennesket, der er et menneske som dig selv. Derfor er buddene så tæt forbundet, at vi kalder disse kærlighedsbud for det dobbelte kærlighedsbud. Det nutidige samfund – måske nok til forskel for John Donnes samfund i 1600-tallet - gør, at vi faktisk kan leve som mennesker, der er øde øer – vi kan passe os selv, vores lejlighed, bil, job og karriere uden at have den store brug for medmennesket andet end, måske, som karrieretrin på ens vej opad – ja, vi tror vi da, at det kan være sådan.

I et grasserende individualiseret samfund, hvor hver især kan vælge at passe sit uden den store og eksistentielle indblanding fra samfundets side, kan fællesskabet lide ubodelig skade. Jeg ser meget godt i vores samfund; jeg ser mange fantastiske sammenhænge og muligheder; jeg ser mennesker i relationer og trivsel. Men jeg ser også ensomhed, mangel på relationer, mangel på et du i forhold til ens jeg. At nogen ikke kan have lov til at være et Mensch for andre eller mødet et Mensch i deres tilværelse. Projektet i samfundet i dag er ikke det at være et Mensch eller at møde et Mensch i sin daglighed. Projektet er at komme frem med sit eget koste, hvad det koste vil. Jesus minder os i dag om, at vi hver især skal være et Mensch og tage imod andres væren et Mensch, give andre mulighed for at være et Mensch for os. Et du for vores jeg. Når det er helt umuligt, og vi sander til i hverdagens krav og støj og sætten os selv først, må vi sætte vores lid til, at Jesus er dette Mensch for os. Ham, som gav os alt for, at vi kan give videre til hinanden. Ham, som er kærlighedens ophav. Han låner os en flig af Gudsriget, så vi kan se hinanden som et Mensch. Anderledes kan det ikke være for den Gud, som er kærlighed, skaber af kærlighed ønsker kærlighed og vil, at vi elsker vores næste, der er et menneske som mig selv. AMEN.

Det vil være plass til alle slags prekener.

Kanskje blir redaktørens egne prekener i overtal. Vanligvis noe gamle, for de siste 7-8 årene har jeg nesten bare forkynt uten et egentlig manuskript. Jeg bringer dem, når jeg tror de har innhold, som jeg ville kunne bruke i dag selv - og som det derfor henvises til fra Teksten denne uken. I egne prekener kan også være noe, som viser hvordan jeg synes vi ikke skulle gjøre det i dag! I så fall er det trukket frem i en kort innledning.

Andres prekener vil bare tjene som gode eksempler! Takk til de som bidrar! (De fleste referanser i Teksten denne uken går til et annet sted på nettet – men noen prekener krever lidt særlig adgang eller format, og det er de, jeg har bedt om lov til å bringe her.

Det er og historiske preken – når de ikke ligger let tilgengelig på nettet.
Kristen skriver Frandsen