|
|
|
Kristen
Skriver Frandsen
De
små og
deres nærværsengle for Gud
Mt 18,10
- 22. s. e. tr B
En eksegese som skriver sig frem
til at få et lidt
forkyndende præg! Men bibelsk eksegese må godt det,
bare den gør rede for
vejen!
"Ansigtsengle" eller "nærværsengle
for Gud”
er en forestilling, vi støder på i senjødedommen.
Disse engle synes i hvert
fald i nogle sammenhænge at ”tilhøre” eller være
knyttet til mennesker med
særlige ophøjede funktioner, præstelige/kongelige fx
(jfr Jubilæerbogen 31,14 -
se Søren Holst, Messias s. 61).
Et dyk ned i kommentarlitteraturen
(her mulig via Biblehub)
viser at forestillingen efterhånden kan forme sig i
retning af at det enkelte
menneske (alle) har en skytsengel.
Forestillingen om det ekstraordinære
Gudsnærvær i himmelen for Guds majestæt og dermed den
særlige
autoritet/styrke/jordiske betydning svækkes dermed, og
bliver til noget helt
andet: en tryghed for den enkelte med tro på styrelse
og beskyttelse. Jesus taler
næppe om skytsengle i denne ligefremme forstand.
Brugen af
nærværs/ansigtsengle-forestillingen trækker på
betydningen at nogle indtager en
ophøjet (præstelig) position i indsigt, viden og
beføjelser - takket være denne
direkte kanal til Gud. Men så sker der, når Jesus
tager forestillingen i brug,
en for ham typisk omvending. Det er ikke
præsteslægten, ikke de fromme
farisæere, det er ikke den som søger at skrue sig op
som ledere, der har den
direkte kanal til Gud. Akkurat det sidste havde
disciplene været i gang med
diskutere, hvor meget og hvordan det skulle blive med
dem og det gode lederskab.
Men det er disse hans små som har deres ansigtsengle.
Hvem er så de?
Mit bud: ”De små” er billede på
mennesket i dets sårbarhed,
og også ofte sårethed; det er de syge som Jesus vil
være læge for, og som han
er kommet til. Han vil lade os forstå at det er dem,
som gennem deres
ansigtsengle for Gud, repræsenterer og bringer Guds
autoritet ind i verden. Ikke
præster eller andre.
Jesu små er det sårbare menneske.
Som sådan. Sårbare er vi,
underlagt som vi er under synd, svigt og
forgængelighed. Men vi skal unægtelig mindes
om det. For at vi ikke vi i vores egen fremfærd
bringer hinanden, når vi er ”små”,
til fald, det vil sige ødelægger håb og livsmuligheder
for et andet menneske. Vi
skal huske at de små ser sandere, de har en særlig, om
end nok usynlig autoritet.
Blandt andet har de en nærmere mulighed end andre for
at kunne hengive sig til
Gud – de ved det fra deres engle. Det giver et løft af
kærlig menneskelighed
ind i verden, når mennesker ser hinanden på den måde,
stærke som svage, og
lever efter det. Lytter til det sårbare menneskes håb
og længsler – og gør hvad
vi kan for at læge.
Det er de sårbare, eller mennesket,
når det er sårbart, han
velsigner i bjergprædiken: Salige er de .. for der er
lægedom. Hinsides alt, og
så – i den tro - også allerede mens vi lever. Og vi
kan læge for hinanden.
Af og til forstår vi ”de små”, hans
små, specielt om dem som
har tilsluttet sig ham i en menighed. ”De små som tror
på mig” var det rimeligt
for den første menighed at tænke på som om ordene
handlede specielt om dem, som
menighed. De var jo også oftest netop små i verdens
sammenhæng. Men Jesus
tænkte vist nok ikke meget i gruppetilhørsforhold. De,
som tror på ham, er de
som tror hans sag, vil lade den fylde og også kæmpe
for den. Og den sag er
altid truet med at blive trynet, og dens forkæmpere
mobbet. Så derfor advarslen
– her med meget store bogstaver.
#Immanuel #forsyn #skytsengel
#undertrykt #forfulgt
s. 399 i Ellen G White I den stor
læges fodspor
skytsengelbillede for fuld hammer!
|
|
|