Kristen
Skriver Frandsen
De
små og deres nærværsengle for Gud
Mt 18,10
- 22. s. e. tr B
En
eksegese som skriver sig frem til at få et lidt
forkyndende præg! Men bibelsk eksegese må godt det,
bare den gør rede for vejen!
"Ansigtsengle"
eller "nærværsengle for Gud” er en
forestilling, vi støder på i senjødedommen. Disse
engle synes i hvert fald i nogle sammenhænge at
”tilhøre” eller være knyttet til mennesker med særlige
ophøjede funktioner, præstelige/kongelige fx (jfr
Jubilæerbogen 31,14 - se Søren Holst, Messias s. 61).
Et
dyk ned i kommentarlitteraturen (her mulig via
Biblehub) viser at forestillingen efterhånden kan
forme sig i retning af at det enkelte menneske (alle)
har en skytsengel. Forestillingen om det
ekstraordinære Gudsnærvær i himmelen for Guds majestæt
og dermed den særlige autoritet/styrke/jordiske
betydning svækkes dermed, og bliver til noget helt
andet: en tryghed for den enkelte med tro på styrelse
og beskyttelse.
Jesus
taler næppe om skytsengle i denne ligefremme forstand.
Brugen af nærværs/ansigtsengle-forestillingen trækker
på betydningen at nogle indtager en ophøjet
(præstelig) position i indsigt, viden og beføjelser -
takket være denne direkte kanal til Gud. Men så sker
der, når Jesus tager forestillingen i brug, en for ham
typisk omvending. Det er ikke præsteslægten, ikke de
fromme farisæere, det er ikke den som søger at skrue
sig op som ledere, der har den direkte kanal til Gud.
Akkurat det sidste havde disciplene været i gang med
diskutere, hvor meget og hvordan det skulle blive med
dem og det gode lederskab. Men det er disse hans små
som har deres ansigtsengle. Hvem er så de?
Mit
bud: ”De små” er billede på mennesket i dets
sårbarhed, og også ofte sårethed; det er de syge som
Jesus vil være læge for, og som han er kommet til. Han
vil lade os forstå at det er dem, som gennem deres
ansigtsengle for Gud, repræsenterer og bringer Guds
autoritet ind i verden. Ikke præster eller andre.
Jesu
små er det sårbare menneske. Som sådan. Sårbare er vi,
underlagt som vi er under synd, svigt og
forgængelighed. Men vi skal unægtelig mindes om det.
For at vi ikke vi i vores egen fremfærd bringer
hinanden, når vi er ”små”, til fald, det vil sige
ødelægger håb og livsmuligheder for et andet menneske.
Vi skal huske at de små ser sandere, de har en særlig,
om end nok usynlig autoritet. Blandt andet har de en
nærmere mulighed end andre for at kunne hengive sig
til Gud – de ved det fra deres engle. Det giver et
løft af kærlig menneskelighed ind i verden, når
mennesker ser hinanden på den måde, stærke som svage,
og lever efter det. Lytter til det sårbare menneskes
håb og længsler – og gør hvad vi kan for at læge.
Det
er de sårbare, eller mennesket, når det er sårbart,
han velsigner i bjergprædiken: Salige er de .. for der
er lægedom. Hinsides alt, og så – i den tro - også
allerede mens vi lever. Og vi kan læge for hinanden.
Af
og til forstår vi ”de små”, hans små, specielt om dem
som har tilsluttet sig ham i en menighed. ”De små som
tror på mig” var det rimeligt for den første menighed
at tænke på som om ordene handlede specielt om dem,
som menighed. De var jo også oftest netop små i
verdens sammenhæng. Men Jesus tænkte vist nok ikke
meget i gruppetilhørsforhold. De, som tror på ham, er
de som tror hans sag, vil lade den fylde og også kæmpe
for den. Og den sag er altid truet med at blive
trynet, og dens forkæmpere mobbet. Så derfor advarslen
– her med meget store bogstaver.
#Immanuel
#forsyn
#skytsengel #undertrykt #forfulgt
s.
399 i Ellen G White I den stor læges fodspor
skytsengelbillede for fuld hammer!
|