| "Teksten
denne uge"s samling af citater fra trykte prædikener Man er velkommen til at komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen Indtil videre bringes de i kirkeårsrækkefølge. (Der linkes fra de enkelte søn- og helligdage til citatet.
|
||||||
 |
||||||
|
12. s. e. trin A [Søndagen på Teksten denne Uken] Anderas Davidsen. Søndagsbogen. "Sådan er det jo med mange døvstumme. Deres taleorganer er egentlig i orden. De har bare aldrig kunnet høre noget. Derfor kan de heller ikke tale. Det genspejler sig i vores fortælling - og bliver så igen til et tegn eller et billede på at det først er der hvor evangeliet gør sig hørt og hvor Kristus selv lukker vore ører op og skænker os sin tro og sit håb, først dér løses der op for de bånd der binder os, først der bliver fortvivlelsen og angsten helbredt fra grunden, så vi kan blive os selv og ånde frit og tale ret og synge Gud en sang for den lyse dag, hvordan vore omstændigheder så ellers er. For det at lytte til evangeliets ord, det er det samme som at vende tilbage til sin oprindelse og få livet for påny som en blank og dyrebar gave, sammen med de mennesker vi er knyttet til."Ulla Sandbæk. I min Faders hus": Fra Gerd Theissen: "I Galilæerens Skygge" citeres Johanna, Chusas kone: "Hvad er det, han vil? De svage er underkuede mennesker. Han vil lade dem stå oprejst. De er mennesker plagede af bekymringer. Han vil have at de skal leve uden bekymringer. De er mennesker, som ikke oplever deres liv som noget betydningsfuldt. Han giver dem bevidstheden om, at deres liv er noget værd"...."Og han gør det ved at sige Effata, Luk dig op .. for alt det du har i dig" .. Gør vi det, ja så kan han med sit ord og med sin ånd skabe de samme undere med os i dag, som han skabte dengang, hvor folket undrende konstaterede, at han har gjort alle ting vel, givet mennesker mod og tro på sig selv og livet, åbnet synsfeltet op mod Guds større magt og større virkelighed, som vi er en del af, og som Jesus gør det muligt for os også at føle os delagtige i. Amen" Mogens Lindhardt: Trinitatis. Med tekstrækkens sprogbrug bliver de [folk der fører den døvstumme frem] den ramtes vidner , dem, der træder ind for ham, jf. til trin.s. Det bliver deres nød, der formidler helbredelsen. Vi er dermed straks inde i en menighedsrelation, hvor folk samles om det, der er deres afmagt. Kirke eller menighed er der, hvor folk søger Jesus, ville nogle sige, og her er det ikke forkert, for scenen etablerer faktisk en „kirke” lige uden for deres kreds. Det sker, når Jesus trækker den stumme væk fra mængden, rører ham med fingre og spyt og vender blikket mod himmelen, sukker og råber sit „luk dig op.” De mødtes på lige fod, men nu åbnes et vertikalt rum, hvis dimensioner er himmel og jord. Hvad gør Jesus, når han ser mod himmelen? Beder? Er hans „luk dig op” kun til den syge, eller også et råb opad? |
||||||