|
Kristen Skriver Frandsen. Reflektioner til 22. s. e. trinitatis. Mt. 18,1- De små og deres nærværsengle for Gud En eksegese som skriver sig frem til at få et lidt forkyndende præg! Men bibelsk eksegese må vel godt det, bare den gør rede for vejen! "Ansigtsengle" eller "nærværsengle for Gud" ( Mal'akh HaPanim, מלאך הפנים ) er en forestilling, vi støder på i senjødedommen. Disse engle synes i hvert fald i nogle sammenhænge at ”tilhøre” eller være knyttet til mennesker med særlige ophøjede funktioner, præstelige/kongelige fx (jfr Jubilæerbogen 31,14 - se Søren Holst, Messias s. 61).* Et dyk ned i kommentarlitteraturen (her mulig via Biblehub) viser at forestillingen efterhånden kan forme sig i retning af at det enkelte menneske (alle) har en skytsengel. Forestillingen om det ekstraordinære Gudsnærvær i himmelen for Guds majestæt og dermed den særlige autoritet/styrke/jordiske betydning svækkes dermed, og og bliver til noget helt andet: en tryghed for den enkelte med tro på styrelse og beskyttelse. Jesus taler næppe om skytsengle i denne banale forstand. Brugen af nærværs/ansigtsengle-forestillingen trækker på betydningen at nogle indtager en ophøjet (præstelig) position i indsigt, viden og beføjelser - takket være denne direkte kanal til Gud. Men så sker der, når Jesus tager forestillingen i brug, en for ham typisk omvending. Det er ikke præsteslægten, ikke de fromme farisæere, det er ikke den som søger at skrue sig op som ledere der har der. Akkurat det sidste havde disciplene været i gang med diskutere, hvor meget og hvordan det skulle blive med dem og det gode lederskab. Men det er disse hans små som har deres ansigtsengle. Hvem er så de? Mit bud: ”De små” er billede på mennesket i dets sårbarhed, og også ofte sårethed; det er de syge som Jesus vil være læge for, og som han er kommet til. Han vil lade os forstå at det er dem, som gennem deres ansigtsengle for Gud, repræsenterer og bringer Guds autoritet ind i verden. Ikke præster eller andre. Jesu små er det sårbare menneske. Som sådan. Sårbare er vi, underlagt som vi er under synd, svigt og forgængelighed. Men vi skal unægtelig mindes om det. For at vi ikke vi i vores egen fremfærd bringer hinanden, når vi er ”små”, til fald, det vil sige ødelægger håb og livsmuligheder for et andet menneske. Vi skal huske at de små ser sandere, de har en særlig, nok usynlig autoritet. Blandt andet har de en nærmere mulighed end andre for at kunne hengive sig til Gud – de ved det fra deres engle. Det giver et løft af kærlig menneskelighed ind i verden, når mennesker ser hinanden på den måde, stærke som svage, og lever efter det. Lytter til det såbare menneskes håb og længsler – og gør hvad vi kan for at læge, når det er det, der er brug. Holde fred om. Skabe retfærdighed for - så vidt det står til os. Det er de sårbare, eller mennesket, når det er sårbart, han velsigner i bjergprædiken: Salige er de .. for der er lægedom, retfærd, fred. Hinsides alt, og så – i den tro - også allerede mens vi lever. Af og til forstår vi ”de små”, hans små, specielt om dem som har tilsluttet sig ham i en menighed. ”De små som tror på mig” var det rimeligt for den første menighed at tænke på som om ordene handlede specielt om dem, som menighed. De var jo også netop små i verdens sammenhæng. Men Jesus tænkte vist nok ikke meget i gruppetilhørsforhold. De, som tror på ham, er de som tror på hans sag - hans rigssag, som det hedder Karl Ludvig Reichelt ikke så meget sunget salme. At de vil lade den fylde i det indre og også kæmpe for den i det ydre. Den sag er altid truet med tryning. Så derfor Jesu advarsel i teksten – med meget store bogstaver. * Bogens bibelhenvisninger er blevet indekseret - I vil efterhånden møde dem under henvisninger til Faglitteraturen til de enkelte søndage. Eller de kan ses samlede her. |
|||
| ................................................................. |
|||