|
Prædikenpræsentationer: Tage Schack:
Prædikener 1945  En kontinuert anmeldelse/præsentation af
prædikener i en bestemt udgivelse Tage Schack: Prædikener 1945 Redaktion Bogen kan fås som e-bog. Et forsøg på med afsæt i et enkelt citat
at anmelde enkelte prædikener i en given samling.
Forhåbentlig til godt nok signalement af prædiken,
så man får lyst til at gribe samlingen i reolen
eller finde e-bogen på pc'en. -ksf betyder at det er
redaktøren, Kristen Skriver Frandsen, som anmelder.
Andre vil stå med fulde navn.
|
|||
| 2. s. e.
hellig tre konger Hans Ord stiller os ud under aaben Himmel. Derved er det, at de gør Vand til Vin. For saa længe et Menneske kun vil leve i sin Lykkes Hus eller i sin Godheds Hus eller i sin Tros Hus, saa er alt for ham Vand og ikke Vin. Men naar han bliver lukket ud paa den frie Mark, saa er han under Guds Kærligheds Himmel med Syndernes Forladelse for alle skyldige...Livet er Guds Rige, — ganske uden Hensyn til, om vi er lykkelige eller ulykkelige, gode eller onde, troende eller vantro. Guds Rige er ikke langt borte, paa et fjærnt Sted eller i en fjærn Tid. Guds Rige er her. Guds Rige er ikke en Del af Livet (den pæneste og mest aandelige Del); Guds Rige er hele Livet: alt, hvad vi oplever, oplever vi i Guds Rige; alt, hvad vi tænker, taler og gør, foregaar i Guds Rige. Her drikker vi den nye Vin med Kristus. — Det betyder det, at Kristus er kommet til Jorden. Det betyder alle hans Ord. Det betyder Syndernes Forladelse..Og det betyder ikke noget mindre: dette Menneskeliv og denne Tilværelse — ogsaa Døden — er nu Vin og ikke Vand; hver Plet paa Jorden, hvert Tidspunkt i vort Liv er i Guds Rige. Hans Ord stiller os ud under aaben Himmel. Derved er det, at de gør Vand til Vin. For saa længe et Menneske kun vil leve i sin Lykkes Hus eller i sin Godheds Hus eller i sin Tros Hus, saa er alt for ham Vand og ikke Vin. Men naar han bliver lukket ud paa den frie Mark, saa er han under Guds Kærligheds Himmel med Syndernes Forladelse for alle skyldige.../... ...vil du atter sige, at Tilværelsen ikke er værd at elske, saa er det dog denne uværdige Tilværelse, som Gud elsker; og du er heller ikke værd at elske; og dog er du elsket af Gud. Men fordi denne Tilværelse og dette Liv er under Guds Kærlighed, derfor er det ogsaa under Forventning — ikke en Forventning om, at det hele skal blive godt engang, at vi kan finde det værd at elske, — men en Forventning om, at Kærligheden maa blive alene tilbage, saa al vor Frygt og alle vore Begæringer og Fordringer om, at Livet og Menneskene skal være saadan og saadan, for at vi kan elske dem, maa forsvinde og kun Guds Kærlighed til de uværdige blive tilbage; kun det blive tilbage, at vi modtager Livet og Menneskene af denne Kærligheds Haand. Det er den Forventning, Gud lader forkynde for os ved Ordet om Jesu Opstandelse: den venter vi paa, som Kvinderne Paaskelørdag:... I denne stille Forventning om Kærlighedens Sejr vil vi tage Livet som Guds kostelige Gave til os. De fleste af os må nok indrømme at det er vanskeligt at sætte sig ind i den inderlighedens eksistentielle kraft der var realiteten for adskillige af Tidehvervs forkyndere, når det gjaldt tanken om "syndernes forladelse". De mærkede virkelig menneskets syndighed - ikke i små latterlige synder som placeringen af hænderne over eller under dynen, ikke noget i forhold til seksualmoral, politisk moral, men som et grundvilkår, som viste sig i al menneskelig elendighed - de mærkede at de selv havde del i den, for alvor, det var ikke noget som andre, de woke, de politisk korrekte, eller dem som udnyttede andre, var uretfærdige, onde - det var ikke de andre - men den enkelte selv, der bar syndigheden - derfor kunne et ord, tilsigelsen af Syndernes Forladelse - give oplevelsen (de ville ikke bryde sig om at få det kaldt oplevelse) at alt er Guds Rige - allerede - midt i al ondskab, svigt og syndighed. Det har opstandelsen, Kærlighedens sejr, som perspektiv - lidt påklistret måske, men teologisk nok en nødvendighed, men det udfoldes ikke her. -ksf Midfaste søndag [Teksten denne uge] "Guds Haab forfølger os i alle vore Smuthuller, i Træthed, i Fromhed, i Sløvhed, i Selvtilfredshedens og Fortvivlelsens Haabløshed og rækker os Livets Brød; ɔ: Kristi Ord siger: Guds og Livets Krav skal blive opfyldt paa dig, du skal leve. Heller ikke i Døden lader Guds Haab os i Fred, men lader os opstaa igen. En saadan Kraft, et saadant Liv, en saadan Opstandelse er der i Jesu Ord. Derfor er de Livets Brød for os." Det kritiske mål for prædikenen er uden tvivl bedsteborgerligheden, inklusive den kirkelige, Gud er i høj grad kravet til os om at leve, uden sikring. Er Gud en personagtig Gud - ja, men gemt i kravet. Ikke noget Guds vennekreds. Den enkelte er krævet i og til det virkelige liv. -ksf "Livet — det Liv, vi her taler om, det virkelige Liv, det, som Livets Brød giver Næring til, er ikke en Besiddelse, men det er kun til, naar man mister det. Hvis det lyder som et Paradoks, saa har Jesus dog selv sagt det. Det vil sige: det Liv, som er det virkelige, det som er imellem vore Medmennesker og os (som Sorg og Glæde, Nød og Fare, Byrde og Haab), det Liv er kun til, naar vi mister vor egen Besiddelse af det, vi kalder Liv, vort private Liv, Livet til Nydelse og Sikkerhed, naar vi mister vort Hold paa Livet, vore Krav til det, vor Bitterhed overfor det, vor Betragtning af det og kun leverdet som det nu er givet os, dette virkelige begrænsede Liv, som nu er vort, ikke Livet, som vi kunde ønske det eller som det burde være, men netop dette faktiske Liv, som vi ikke forstaar og ikke har Hold paa; som vi ikke faar noget ud af, men som faar alt ud af os, som sætter os paa Plads. Her i dette beskedne, men virkelige Liv, her er Livets Brød for os" Og hvordan er det med det evige liv, opstandelse - på den anden side af døden? Håbet om det forfølger os - vi trænger til forfølgelse, ellers sikrer vi os væk fra det egentlige liv - det forfølger os ind i døden - ikke meget dvælen ved en forløsning, befrielse dér. Vi bliver kastet tilbage i det liv der skal leves nu, alt andet vil falde under at sikre sig. Jeg vil karakterisere Schacks prædiken som et eksistensteologisk rensende syrebad. Det er jo ikke det ædle gudbillede, der skal have ætset lidt pletter væk. Det er det rå egetræsbord, aldrig egentlig noget fint, men nok solidt, håndværkerarbejde, som skal befries for forskønnende lag af lak og fernis. Vil det kunne høres af nogen i dag som evangelium? Måske i kraft af råheden. Håbet forfølger os - helt derned hvor vi har givet op og lader stå til, - eventuelt opfører os så pænt som muligt, eventuelt slet ikke pænt, har givet afkald, måske ikke givet afkald. Gud er dér - og kræver dig til livet her og nu. -ksf Se analyseopstlling på to prædikener (denne og Bjerregaard Andersen) til denne søndag: [Her] 3. s. efter påske [Teksten denne uge] Verden kendes paa, at den forlanger Sikkerhed og Bevis— ikke af Sandhedskærlighed, men fordi den ikke vil risikere sig selv, ikke risikere at blive bedraget; for det er det floveste, Verden kender, ogsaa naar det ikke drejer sig om Penge, men om et personligt Forhold til andre Mennesker. Verden kendes paa, at den siger „man“: der er et borgerligt „man“ og et socialdemokratisk „man“ og et kirkeligt „man“. De betyder hver for sig, at man holder sig til og skjuler sig bag ved sin Klasse, sit Milieu, sin Kirkelighed for ikke selv at blive truffet af Tilværelsen og komme til at staa alene med sit Ansvar. Overfor dette „man“ siger Jesus et Sted: „Hvorledes kan I tro, I, som tager Ære af hverandre.“ (Joh. 5, 44). ɔ: I, som stiver jer selv af ved Hjælp af det, som „man“ mener og siger og tror. Schack leverer den ægte vare: Man kan ikke gemme sig bag det pæneste man, den pæneste "rigtige" gruppe. Heller ikke den kirkelige. Ikke en gang den socialdemokratiske! -ksf Og det er ikke et Brud med Verden, som vi skal tage os sammen til; Verden vender blot tilbage i en ny Skikkelse. I den Forstand er det ikke en Vej, vi skal gaa. Nej: naar Kristus siger: „Vejen, det er mig!“ saa betyder det, at den eneste virkelige Vej i Verden, det er ham. Og at gaa paa den Vej betyder ikke, at vi skal gøre os store Anstrengelser og saaledes ase frem ad Vejen; for saa var det jo o s, og hvad v i kunde gøre, der var Vejen. Men naar han er Vejen, den eneste Vej, saa betyder det, at vi ikke har andet at gøre end at tro paa ham, — d. v. s. ikke at flytte os af Stedet; — for hvis vi først skulde gaa et langt Stykke for at finde ham, saa var han jo ikke den eneste Vej; — nej: Vejen er lige under vore Fødder, saa nu kan vi paa det Sted, vi staar, falde paa Knæ og takke Gud, fordi vi er paa Vejen; Ikke meget kælenskab, med fx "lad din vej komme dig i møde" - vi er på den forlængst, i kraft af vores dåb. Set fra undertegnedes synsvinkel: Frelsen, befrielsen ligger i forventningen til hans ord - det sker NU i tilsagnet om indbydelsen til Guds-Bordet. ksf Han er vort Brud med
Verden og vor Salighed hos Gud. Og kan vi ikke se
og forstaa og mærke det, saa har vi det dog i
Forventningen til hans Ord. Og i denne Forventning har
vi i Dag trods al Forfærdelse brudt med Verden og er i
Guds Hus og sidder til Bords ved hans Gæstebud:
|
|||