Kristus blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.
1. Pet. 3,19-21 |
|
|
De første kristne, som for eksempel forfatteren til Peters brev, forstod Guds frelse som én historie. Den begynder med fortællingerne fra urtiden, - om skabelsen, om syndefaldet og syndfloden. Det vil sige, om hvordan det hele blev til, om forholdet mellem mennesker og skaberen, om hvordan det onde kom ind i verden, og om hvordan Gud forholder sig til det onde (regnbuen).
Den fortsætter med hebræernes historie frem til Jesu tid, om hvordan Gud har handlet - straffende og frelsende. Derfor kunne begivenheder tilbage i historien være forud-billeder, som kunne forklare noget af det, der skete med Jesus Kristus eller i kirkens historie efter hans død.
Derfor kan Peter i forbindelse med dåben pludselig komme i tanke om frelsen fra syndfloden. Og han husker også, at der var nogle, som gik fortabt - men også for dem var Kristus kommet. Hans opstandelse betød overvindelse af døden også for disse forlængst døde.
|
|