|
|
Virkeligheden bag æres
Den ære, der vises ikonen, har ikke ikonen selv som sit objekt, men den symboliserede virkelighed, som er hinsides det konkret synlige tegn.
Ligeværdig med prædikenen
Ikonmalingen er ligeværdig med prædikenen; ikonen er for øjet, hvad prædikenen er for øret.
Ikonografien hører altså under »vidnesbyrdets embede«, som kan manifestere sig i skrift, i prædiken og i billeder.
Den personlige Gud
Det er den personalistiske tro, ikonen udtrykker. Og det er denne tro, kirkefædrene forsvarede: Den personlige Gud, som i ikon (i symbol) ser mennesket ind i øjnene og ved Sit blik gør mennesket til person.
Sand Gud - sandt menneske
Det er inkarnationens dogme, ikonen gengiver: »Kristus: sand Gud - sandt menneske«. Dette er ikonens dogmatiske indhold, og dette er ikonografiens opgave, en opgave af umådelig, nærmest umenneskelig vanskelighed. I linjer, i former og farver indridser ikonografen på ikonens overflade, efter en vis
symbolsk kode, Kirkens dogme: det, som ikke ses. At Kristus er Guds Søn - dette ses nemlig ikke. Men det bekendes af Kirken og dens ikoner.
Ved Helligånden
Ingen kan tegne Ordet og vidne om det uden ved Helligånden. Ikonen males i troens Ånd og træffer troens Ånd i den troende.
Ikke kunst
Den ikonografiske frihed er frihed inden for dogmernes rammer og i kraft af dogmerne, af Traditionen. Der er ingen plads her for kunstnerisk indfald,
for æstetisk følsomhed, for dyrkelse af skønheden verdsligt forstået. Ikono-
grafi er vidnesbyrd - og vidnesbyrdet kan kun være sandt.
Citater fra Monica Papazu: Diamantbroen 1995. |