|
Forside - Hvordan bruges materialet - Arbejdspapirer - Pilotprojekt - Supplerende undervisning |
||
| Ikoner Ikoner er en vigtig del af den ortodokse kirkes forståelsesverden. Det hindrer dog ikke, at de er anvendelige for mennesker med udgangspunkt i et andet hjørne af kristenheden. For det første støder vi ikke så sjældent på dem, selv om de jo ikke på nogen måde indgår i Folkekirkens gudstjeneste. For det andet - og det er vigtigere i denne sammenhæng: De er så at sige på forhånd pædagogiske. De er oprindeligt en del af gudstjenesten; man ærer under gudstjenesten i den ortodokse kirke de allesteds nærværende ikoner - men man tilbeder dem ikke. Man ærer ikonen og tilbeder igennem den det, som ikonen viser. Men netop derfor er de opbyggede af et godt nok meget varieret, men dog fastlagt symbolnet af billeder. Og altid med en baggrund i den bibelske fortælling og eventuelt ting lagt til af traditionen senere. Det er ikke tale individuelle kunstneres udfoldelse, selv om der også er enkelte navngivne ikonmalere, der har tilføjet deres eget præg, men der er tale om et på forhånd givet symbolsprog, som kan afkodes nogenlunde entydigt. Afkodningen er en pædagogisk proces. Man lærer sig betydningerne. Og derfra folder der sig så nye tolkninger og associationer ud til yderligere forståelse - ikke af ikonen, men den "sag", som den vil have skal tale igennem symbolerne. Sagen er alt det med Gud og Jesus. I lexicon finder eleven følgende definition på ikonen (klik her). Moncia Papazu har i "Diamantbroen. Om den ortodokse kirkes univers" (1995) en række betragtninger over ikonen: nogle citater . |