|
|
Forslag til forberedende undervisningsforløb
Flere af temaerne i "At åbne en verden" kan introduceres ved kortere eller længere forløb før eleverne sidder ved pc'en. Det skærper bevidstheden for det, man møder, at man har arbejdet med sagen i forvejen.
Hvad påvirker os? Collagefremstilling - traditionelt eller via nettet. [Vejledning]
I "At åbne en verden" støder man på en collage - et øje (se her), delt op i de livsområder, som påvirker os til at være dem, vi er. Det vil uden tvivl uddybe forståelsen af dette tema, hvis man selv forud har arbejdet med temaet og med at lave collage.
Hvad er bibelen for en bog
"At åbne en verden" - især sektionerne via indgangene "fødselsikonen", "forklarelsen" og en del af "mannakorn" - er i høj grad en indføring i, hvordan vi i kristendommen forstår åbenbaring. Det er en ganske kompleks sag, hvor man skal forstå at det i kristendommen ikke er bibelen selv, der er sandheden (åbenbaringen), men personen Jesus Kristus, som forskellige har vidnet om, først mundtligt og så i nedskrevet form. Skrifterne er selvstændige skrifter, som har farve af sin tid og hver sin forfatter. Det gælder også Gammel Testamente, hvis forestillinger om forholdet til Gud og hvis håb og visioner var de kristnes første forudsætning for at forstå, hvem Jesus var.
Et læseark viser grafisk en linie i bibelens historie frem til Kristus.
Et arbejdsark viser bibelen som et "bibliotek" - og i en ganske krævende opgave får eleven mulighed for at opdage bibelens enkelte bøger, og ane deres egenart.
Spørgsmålet om skriften og åbenbaring er mere relevant nu end tidligere. Vi lever nu tæt med Islam, hvor åbenbaringen er det, som Gud lod Muhammed høre og se, og som blev skrevet direkte ned, sådan at den hellige skrift, koranen, er næsten identisk med åbenbaringen selv.
Arbejdet med bibelen som bøger, der er historisk betingede, skal rydde vejen for erkendelsen af Jesus Kristus, et menneske i kød og blod på et bestemt tidspunkt i historien, er vores åbenbaring af Gud.
I redelighedens interesse skal det anføres at der findes kristendom, som har et syn på Bibelen, der minder om Islams syn på koranen - nemlig at Guds ånd har indblæst hvert ord i de forskellige forfatteres pen, så at selve bibelordet er lige så meget sandhed, som Kristus selv. Denne form for kristendom kaldes som regelen fundamentalistisk.
Den barmhjertige samaritaner
Lignelsen egner sig til gendigtning eller til at gengive som tegneserie. Afvigelser fra originalen er godt udgangspunkt for at samtale om, hvad der egentlig står, hvad der var virkelighed dengang og hvad der er virkelighed i dag. Og det bliver sjovere at se hvad en anden har gjort (i At åbne en verden), når man selv har arbejdet med opgaven. |