Jordens salt - enkelte personer i kirkens historie

N. F. S. Grundtvig 1783-1872

I 1844 var han på mange måder en anerkendt person. Han havde været, men var nu ikke længere under statens censur. Han havde skrevet store visionære værker om hele menneskeheden og især Danmark. Og et stort salmeværk - større end vores nuværende salmebog. Men han var nu fyldt 60 (at han havde to ægteskaber, endnu et barn og store værker foran sig, vidste han jo ikke!), og han syntes at det kneb med at se det store rigtigt forme sig.

Han kunne ikke noget. Ikke engang passe sit arbejde. Han lå og så ud i luften. Kun hans voksne datter Meta kunne trøste ham lidt. Tilsidst fik gode venner sendt ham på en rekreationsrejse på Sjælland til vennernes store præstegårde. Først til Mern (Peter Rørdam) - en dag tog man den mils vej, der var til Udby - og besøgte det sted Grundtvig første gang arbejdede som præst (34 år tidligere) - og det sted han havde haft en frygtelig oplevelse med mørkets kræfter og havde haft sin første krise
Han boede hos flere venner. Undertiden han havde det helt godt. Han skrev de tre første vers af salmen "Sov sødt barnlille ." Man kan næsten tænke sig at det er en slags "omvendt vuggevise". Han erfarede at han den voksne mand, kunne være lige så hjælpeløs som et lille barn overfor tilværelsens kræfter - og den tryghed, som salmen så alligevel fortæller om, var på engang med tanke på den trøst datteren havde været og på den tryghed, han oplevede i forhold til Gud.

Vennerne oplevede ham som meget venligere og lettere at have med at gøre end ellers - mere ydmyg. Han så ud til at få det bedre. Men uheldigvis fortalte én af dem (Gunni Busck, Stiftsbjergby)at han havde fået brev fra den anden (Peter Rørdam) om hans sindsyge. Det rev ham helt ned i mørket igen. Man kunne en dag ikke finde ham. Til sidst fandt de ham i en vognbod, liggende på et vognhjul, hvor han lå og græd og bad til Gud. Men så var det som om det vendte: En dag sad han med Gunni i lyshuset og sagde: "skriv ned!". Og så digtede han resten af Sov sødt barnlille.

Guds engle de sjunge
på maddike-tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
og stiger på solstråle-vinger
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

Nu havde han fået livsmodet igen. Den bøn han tænkte på, var uden tvivl Fadervor, men overhovedet det, at Gud i Jesus havde vist mennesket også når det var eller følte sig så ussel som en maddike kunne det bede og nå Gud.

Da det var blevet høst, bad vennen i Mern ham om at skrive en ordentlig høstsalme. Grundtvig skrev "Nu falmer skoven trindt om land ." Og selv om salmen begynder med erfaringen af alt det, som visner, og de golde, sorte marker, så fyldes den af tak og slutter med håb - og den er blevet den mest sunge efterårssalme, vi har.

I1840'rne var Grundtvig en anerkendt mand - af de fleste. Alligevel fik han en alvorlig, sjælelig krise i 1844, som han ved datteren Metas og venners hjælp - og sin tro - kom igennem.