Der var en stor stærk mand, næsten en kæmpe, som hed Preborus. Alle var bange for ham, og han ønskede kun ét, at komme til at tjene én, der var stærkere end ham. Folk fortalte ham at landets fyrste var den stærkeste. Det var han, han have ikke bare soldater og heste bag sig, men han var selv en stor og stærk mand. Preborus gik glad i tjeneste hos ham.

Men en dag under en jagt, så de en mørk skygge forsvinde ind i skoven og fyrsten slog korsets tegn og begyndte at sige en række ord udenad. Preborus spurgte medtjenerne, hvad der skete, og de fortalte at fyrsten var bange for Djævelen, den onde selv. Så ville han ikke tjene ham længere, han var jo ikke den stærkeste.

Og så drog han videre i verden, og han fandt ingen, der var stærkere end ham og slet ikke nogen, der ikke var bange for den onde selv.

En dag kom han til en eneboermunk, som boede ved en bred flod med en stærk strøm, hvor der ikke var nogen bro, men som pigrimme skulle over, hvis de skulle nå frem til deres mål, Jerusalem. Preborus fortalte ham sin historie og at han gerne ville tjene den stærkeste. Munken nikkede, sagde at han skulle hjælpe pilgrimme over den stærke strøm. Preborus hjalp tusindevis over og var der i mange år.

En dag kom et lille barn hen til floden, Preborus tog ham på skuldrene og gik ud i floden. Men jo længere han kom ud des tungere blev barnet, og til sidst kunne han ikke bære det længere. "Hvorfor kan jeg dog ikke bære dig, du lille?" spurgte han. Barnet svarede: "Fordi det er mig, der bærer hele verden, og holder den oppe, mod døden og mod synden og mod den onde selv. Jeg er Kristus." Så forstod Preborus at han havde fundet den stærkeste. Ham ville han tjene.

Og han lod munken døbe sig, og han fik navnet "Kristoforus", den der bærer Kristus.