Kommentar til Den verdensvide Kirke (September 2020)

Af Johannes Aakjær Steenbuch

 (Artiklen har kun tekst. Den oprindelige opsætning i VVK er gået tabt)

Med valget af Kamala Harris til vicepræsidentkandidat er der nu gode chancer for, at Demokraterne i USA kan høste støtte i Black Lives Matter-bevægelsen. Kamala Harris, der identificerer sig som baptist, har gjort sig bemærket som støtte af Poor People’s Campaign, en bevægelse, der anført af den karismatiske præst William Barber II, skriver sig ind i traditionen fra Martin Luther King Jr. og den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Budskabet er, at det langt hen ad vejen er fattigdom, der er det grundlæggende problem i det amerikanske samfund. Derved går man en anden vej end den ofte mere akademiske og teoretiske identitetspolitik, der i højere grad gør racismeproblemet til et spørgsmål om symbolsk magt, kultur og identitet.

Som det er almindeligt på den fløj, gør Kamala Harris flittigt brug af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der, som hun formulerer det, handler om, at vores næste ikke bare er dem, vi deler postkode med, men at vores næste er ethvert menneske, der har brug for vores hjælp – og at det også bør få politisk betydning. Religion og politik hænger sammen, og meget tyder på, at Demokraterne forsøger at køre dem hjem på at overbyde Trumps støtte til hvide evangelikale – en vælgerskare, som stadig i høj grad støtter Trump, men som kan få stærkt modspil af en ny religiøs mobilisering på venstrefløjen. Det er værd at huske på, at der findes en lang tradition for social bevidst kristendom blandt tilhængere af ”the social gospel” med rødder i begyndelsen af det 20. århundrede. Den politiske højredrejning i det amerikanske kirkelige landskab er altså ikke en naturnødvendighed, selvom også den har dybe rødder.

Den amerikanske racismedebat er kodet i en sådan grad, at den kan være svær at forstå med udgangspunkt i en dansk kontekst. At fx udsagnet ”all lives matter” skulle være implicit racistisk kan nok være svært at forstå, men på amerikansk jord opleves udsagnet af mange som et forsøg på at affeje racismeproblematikken som noget uvæsentligt. På en vittighedstegning, der florerede i foråret, holdt den ældste bror i lignelsen om den fortabte søn et skilt, hvor der stod ”all sons matter”, hvilket enhver kan se det absurde i, når det nu var den fortabte, yngste søn, der havde brug for sin faders opmærksomhed. Nogle gange kan ligelig opmærksomhed med andre ord være unfair, fordi der er problemer, der må adresseres specifikt.

Øjensynlig lighed kan dække over såkaldt strukturel racisme – kort sagt det, at bestemte befolkningsgrupper favoriseres ved, at fx lovgivningen afspejler netop deres præferencer. Altså ikke eksplicit forskelsbehandling, men alligevel har nogle grupper fordele frem for andre. Det giver umiddelbart god mening, men begrebet om strukturel racisme kan nemt gendrives ad absurdum, hvis det overgøres. Ethvert demokrati kendetegnes jo i grunden ved, at lovgivningen afspejler netop dette folks præferencer, og ikke alle mulige andres. Fx forbud mod hustruvold rammer kulturer, hvor den slags er udbredt, men det betyder jo ikke, at sådan et forbud er racistisk.

Det burde stå klart, at vi kun kan komme et begrænset stykke ved at fokusere på det konfliktuelle, som adskiller folk, frem for det, der samler. Evangeliet vidner om, at der findes et muligt fællesskab, som overskrider grænserne mellem folk, kulturer og racer. Der er således en evangelisk klarhed over de gamle billeder af Martin Luther King Jr. i samlet trop med fx den græske ærkebiskop Iakovos og hvide baptistpræster. Der er i de billeder en verden til forskel fra de demonstrationer, der holdes for tiden – også herhjemme, blandt andet på Nørrebro – hvor ”sorte” og ”hvide” af arrangørerne pålægges at gå adskilt. Tanken er vel, at de grupper, der før har følt sig underkuede, nu skal have taletid. Men det er næppe en måde at skabe det grænseoverskridende fællesskab, som kun findes der, hvor mennesker finder sammen om noget væsentligere end det, der adskiller. Problemet i moderne, sekulær anti-racistisk tænkning er med andre ord dens optagethed af forskelle, ”differenstænkning”, frem for det, der forener.

At ikke alle liv betyder lige meget, når det kommer til stykket – i hvert fald i mediebilledet – bliver klart, når vi kaster blikket mod Afrika. For nylig forlød det, at Boko Haram har dræbt flere end Islamisk Stat i Irak og Syrien tilsammen. Men vi hører ikke meget om det i Danmark, hvor nyhederne fra den amerikanske valgkamp fylder betydeligt mere end nyheder fra den øvrige verden. Måske er det ikke kun racisme, der er problemet, men ligeså meget sproglige og kulturelle forskelle, der gør, at vi kun interesserer os for, hvad der foregår i USA – selvom der er betydeligt større problemer rundt omkring i verden. Her burde det være en opgave – i hvert fald de dele af kirken som arbejder globalt – at slå til lyd for øget opmærksomhed på verdensdele, der ikke nemt indfinder sig på mediernes landkort. Kirken har som vidnesbyrd i de globale debatter om racisme, at der findes et dybere og væsentligere fællesskab mellem mennesker, end dem, der defineres af race, kultur og nationalitet.